NY FILM I SCALA GUDHJEM: KUNSTEN AT UNDERSØGE ET MIRAKEL

Forsigtige og følsomme Anna [Galatéa Bellugi], der påstår, at hun personligt har været vidne til en åbenbaring af Jomfru Maria. Det har givet hende et imponerende følge i hendes landsby. Men passer det? Foto©41Shadows.

Af Bloggens filmexpert fra Gudhjem Uptown, Jesper Rovsing Olsen:

SELV HER i vores moderne tidsalder sker det, at en ung kvinde træder frem og bekendtgør, at hun har været vidne til en åbenbaring af Jomfru Maria. Det hænder ganske vist ikke så ofte som i gamle dage – sidste officielt anerkendte åbenbaring stammer tilbage fra 1980’erne i Argentina – men selv her i det 21. århundrede har den katolske kirke stadig sine protokoller og procedurer på plads, når den skal undersøge, om et mirakel nu også er autentisk.

Kirken sender skrappe efterforskere afsted, og det er ikke – som man måske kunne tro – imødekommende præster eller nonner, der gerne lader sig overbevise, men derimod skrappe og skeptiske verdslige eksperter som fx historikere.

Den prisvindende franske instruktør Xavier Giannoli var så fascineret over både denne proces, hvor mennesker undersøger påstande om beviser på Guds eksistens, at han researchede dybt og grundigt, før han satte sig foran computeren og skrev manuskriptet om netop sådan en ung kvinde med en åbenbaring og om manden, der skal forsøge at finde frem til sandheden.

I filmen arbejder Jacques som journalist på en stor regional, fransk avis, hvor han har ry for at være en talentfuld og objektiv efterforsker. Vatikanet rekrutterer ham derfor til en særlig opgave: Han skal deltage i en efterforskning – en såkaldt kanonisk undersøgelse ­– af en ung piges hellige åbenbaring i en lille fransk landsby.

Da han ankommer til landsbyen møder han den forsigtige og følsomme Anna, der påstår, at hun personligt har været vidne til en åbenbaring af Jomfru Maria. Som følge af dette har hun fået et imponerende følge i den lokale by, og hun begynder langsomt at føle sig splittet mellem sin tro og den store opmærksomhed, hun modtager.

I løbet af undersøgelsen begynder Jacques langsomt at afdække de skjulte motiver og magtspil, der ligger bag den mystiske og indviklede sag. En sag, der ryster ham dybt i sin egen tro.

ÅBENBARINGEN vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 6. til og med onsdag 12. september
Hver aften: 19:15
Biografcafeen åbner 18:30
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 144 minutter
Censur: Tilladt for alle
Bestil eller køb billetterwww.scalagudhjem.dk

Anmelderne var nogenlunde tilfredse, men Politiken var extra meget tilfreds:

Kim Skotte, Politiken: … lever ikke mindst sit helt usædvanlige liv, fordi Xavier Giannoli hele vejen igennem formår at forholde sig bemærkelsesværdigt åbent til en fortælling og en fænomenologi, der lægger op til satire og bastante afsløringer, men fører både Jacques og tilskueren uventede steder hen.
5 hjerter ud af 6

Katrine Sommer Boysen, Jyllands-Posten: … er tydeligt inspireret af Jessica Hausners fornemme ’Miraklet i Lourdes’, men når den desværre ikke til sokkeholderne.
3 ud af 6 stjerner

Eva Novrup Redvall, Information: …filmen med en klædelig tilbageholdenhed undgået det bastante, så vi fik befriende plads til at være kanoniske meddetektiver.

Rasmus Stenbæk Iversen, Filmmagasinet Ekko: Selv et par inciterende og patosfyldte violiner på lydsiden, der ikke er ulig HBO-serien ’The Leftovers’, som bedre tackler tro og tvivl, kan ikke løfte ÅBENBARINGEN op til et helt medrivende mysterium eller interessant religiøs diskussion pakket ind som spillefilm. 3 stjerner ud af 6

Film Fakta
ÅBENBARINGEN

Originaltitel: l’Apparition
Instruktion: Xavier Giannoli
Medvirkende: Vincent Lindon, Galatéa Bellugi, Patrick d’Assumçao, Anatole Taubman, Elina Löwensohn, Claude Lévèque, Gérard Dessalles, Bruno Georis, Alicia Hava og Candice Bouchet med flere
Produktion: Olivier Delbosc
Manuskript: Xavier Giannoli, Jacques Fieschi og Marcia Romano
Fotografi: Eric Gautier
Klip: Cyril Nakache
Scenografi: Riton Dupire-Clément
Land: Frankrig
Produktionsår: 2018
Biodistributør: 41SHADOWS