NY FILM I SCALA GUDHJEM: MADS MIKKELSEN ALENE I VILDMARKEN

Mads Mikkelsen har stort set lærredet for sig selv gennem hele filmen ARCTIC – kun omgivet af storslået, men barsk natur. Foto©ArmoryFilm.

  Af Bloggens filmexpert fra Gudhjem Uptown, Jesper Rovsing Olsen: 

EGENTLIG ER DET IKKE noget problem for Overgård. Han har klaret den. Han har forsyninger. Han skal bare vente på redningsholdet. Efter en tragisk ulykke må han dog se kendsgerningerne i øjnene. Der kommer ikke nogen hjælp. Overgård er alene. En lille prik i det snedækkede, arktiske landskab, omgivet af barsk natur og prisgivet til stormen, sneen og kulden. Og sulten. Overgård beslutter sig for at gå.

Chancen for at nå frem til andre mennesker er begrænsede. Men han beslutter sig for at give det en chance, for at udfordre de nådesløse omgivelser, for at stole på sin snarrådighed og overlevelsesevne over for, hvad han nu end må møde på sin vej. Overgård er ikke en mand, der klager. Der er heller ingen at klage til. Han har ikke nogen dagsorden andet end at overleve, og den eneste chance, han har, ligger i at tage et skridt til. Og et til.

I rollen som Overgård har Mads Mikkelsen stort set lærredet for sig selv gennem hele filmen ARTIC, kun omgivet af storslået, men barsk natur. Instruktøren Joe Penna har skabt en storslået film om at presse sig helt ud til den yderste grænse – der, hvor alt handler om at sætte en fod foran en anden. ARTIC i den grad Mads Mikkelsens film.

ARTIC
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 28. februar til og med onsdag 6. marts
Hverdage klokken 19:15
Weekend [lør-søndage] kl. 16:15 med GRATIS KAFFE.
Biografcafeen åbner 45 minutter før forestillingens start
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 97 minutter
Censur: 15+.

Anmelderne var uenige – nogen meget glade, andre mindre glade:

Søren Jacobsen Damm, Berlngske: …hvis du ikke er typen, der elsker at se overlevelsesprogrammer på Discovery, som f. eks. den tidligere SAS-soldat, Bear Grylls, der i sine programmer viser, hvordan man overlever i ødemarken ved at konservere sin egen urin for senere at drikke den fra et friskflået slangeskind, bør du nok slå din vej uden om denne nicheproduktion med Mads Mikkelsen. 2 stjerner ud af 6

Nanna Frank Rasmussen, Jyllands-Posten: Hans beherskede, vejrbidte mimik og kropslige styrke gør en ellers noget endimensional karakter til én, som man håber vil overleve. Også selv om det egentlig er Mads Mikkelsen, som man ender med at heppe på. 4 stjerner ud af 6

Lone Nikolajsen, Information: ARCTIC er en enkel og for så vidt udmærket film om den krævende, men ikke specielt indviklede opgave, det er at blive ved med at sætte den ene fod foran den anden, men den fortæller ikke noget nyt eller spændende om menneskets forhold til sine omgivelser.

Henrik Queitsch, Ekstra Bladet: Mikkelsen leverer en imponerende fysisk præstation i den stort set replikløse rolle, som ikke bliver nemmere af, at hans ansigt er pakket så meget ind det meste af tiden, at han kun har kroppen at spille med. Efter et stykke tid begynder man dog at spørge sig selv, hvorfor man dog skal overvære alle disse besværligheder.
3 stjerner ud af 6

Thomas Brunstrøm, B.T.: ...man bliver uværgeligt revet med af de mange, mange nederlag og meget få sejre den hårdt prøvede Overgård kommer igennem. 4 stjerner ud af 6

Anne Højgaard, netmediet Cinemazone: Banalt – ja måske, men ARCTIC har en sårbarhed og sanselighed og en overbevisningskraft i sine billeder, der gør, at den alligevel er frysende svær at ryste af sig. 4 stjerner ud af 6

Niels Jakob Kyhl Jørgensen, filmmagasinet Ekko: ARCTIC er en film, man kan mærke. Det er en kropsnær oplevelse. 4 stjerner ud af 6

Morten Kildebæk, netmediet Soundvenue: … er langt mere lavmælt og nede på jorden, men det er ikke negativt. Instruktøren har valgt en rolig kameraføring, som virkningsfuldt fremhæver, hvor frygtindgydende stort og uforanderligt det snedækkede landskab er i forhold til lillebitte Overgård.
4 stjerner ud af 6.

Film Fakta
ARCTIC
Instruktion: Joe Penna
Medvirkende: Mads Mikkelsen og Maria Thelma Smáradóttir
Produktion: Noah C. Haeussner, Christopher Lemole, og Tim Zajaros
Manuskript: Joe Penna og Ryan Morrison
Fotografi: Tómas Örn Tómasson
Klip: Ryan Morrison
Scenografi: Atli Geir Grétarsson
Musik: Joseph Trapanese
Land: Island
Produktionsår: 2018
Selskab: Armory Films, Pegasus Pictures ogUnion Entertainment Group.