NY FILM I SCALA GUDHJEM: MUMITROLDENES MODER

Alma Pöysti spiller hovedrollen som Tove Jansson i filmen om forfatterens formative år som kunstner. Foto©ReelPictures.

 TOVE:  Filmens ultrakorte titel TOVE får vel de fleste danskere til at tænke på vores egen forfatter Tove Ditlevsen. Men her drejer det sig den finske kunstner Tove Jansson. Hun er bedst kendt for sine mange historier om Mumitroldene, der er oversat til 38 sprog, filmatiseret af flere omgange og elsket i hele verden. Hendes trolde-univers blev rigt belønnet. Udover at blive styrtende rig modtog hun blandt andet H.C.-Andersen-medaljen i 1966 og Selma Lagerlöfsprisen i 1993.

Ved Toves død i 2001 som 86-årig skrev Politikens tegneserieexpert Søren Vinterberg:

”Hun var et af den slags æbler, der ikke falder langt fra stammen, geografisk eller erhvervsmæssigt: Som datter af billedhuggeren Viktor Jansson og illustratoren Signe Hammarsten tilbragte hun sin barndoms vintre i atelierlejligheden i Helsinki-kvarteret ’Skatudden’ og somrene i hytten på skærgårdsøen ud for byen Borgå, ’Pellinge’ hedder stedet. Her blev mumitroldene til, bogstaveligt talt: Ikke alene ligner Pellinges klipper, skær og bugter grangiveligt Mumidalens landskab med det raske skift fra klingrende frostvintre til lyse midsommernætter. Men den første Mumitrold blev også tegnet her, oven i købet på lokumsvæggen i familiens friluftsdas”.

I filmen møder vi Tove, mens hun endnu er en ung billedkunstner i efterkrigstidens Helsinki, hvor hun kæmper for at bryde fri af sin berømte faders skygge og skabe sin egen kunst. I byens kunstnermiljø møder hun den frisindede politiker Atos Wirtanen, som hun forelsker sig i, men Jansson drages også af den kvindelige teaterinstruktør Vivica Bandler, der, på trods af Janssons egen tvivl, tror på at mumitroldene er noget helt unikt.

De fleste filmanmeldere var ganske begejstret for, hvad de så; ikke mindst Politikens Kim Skotte, der honorerede med fem hjerter ud af seks med ordene: ”En vigtig grund, til at TOVE er blevet en af de mest velskabte biopics [biografisk film], jeg har set, er kemien imellem de bærende roller … og så er Alma Pöysti helt fænomenal som Tove Jansson”.

TOVE
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 2. september til og med onsdag 8. september
Hver aften 19:15
Biograf-cafeen åbner 45 minutter før filmstart
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 103 minutter
Censur: Ikke en film børn.

Anmelderne var næsten alle meget glade:

Sarah-Iben Almbjerg, Berlingske: … er en kunstnerfilm med stort K. Det er en film om at finde sin stemme, sit talent og at lære at tro på det. Den har vi set før, men her er historien koblet sammen med et tidsbillede og en skildring af de kunstneriske miljøer i efterkrigstiden, hvor det flyder med store drømme, kæmpe ambitioner. 5 stjerner ud af 6.

Rikke Schubart, filmmagasinet Ekko: Det er solidt filmhåndværk med intim fotografering af Linda Wassberg og ferm klipning af Samu Heikkilä. Men først og fremmest er Alma Pöysti en fornøjelse i den altdominerende hovedrolle som Tove. 5 stjerner ud af 6.

Johanne Høgfeldt, netmediet Soundvenue: De ikoniske Mumitrolde fylder overraskende lidt i filmen om deres skaber, som i stedet fokuserer på hendes anstrengte forhold til sin far og hendes stormombruste forelskelser. 3 stjerner ud af 6.

Kim Skotte. Politiken: En vigtig grund, til at TOVE er blevet en af de mest velskabte biopics, jeg har set, er kemien imellem de bærende roller. Alma Pöysti er helt fænomenal som Tove Jansson, og er det ikke mindst, fordi Zaida Bergroth giver hende god plads til at spille med følelserne i replikkernes mellemrum. 5 hjerter ud af 6.

Film Fakta
TOVE
Instruktion: Zaida Bergroth
Medvirkende: Alma Pöysti [Tove Jansson], Krista Kosonen, Shanti Roney, Joanna Haartti
Signe, Kajsa Ernst med flere
Produktion: Aleksi Bardy og Andrea Reuter
Manuskript: Eeva Putro
Fotografi: Linda Wassberg
Klip: Samu Heikkilä
Musik: Matti Bye
Land: Finland
Produktionsår: 2020
Dansk distribution: Reel Pictures.