NY FILM I SCALA GUDHJEM: DRONNING I NY ROLLE

Claire Foy har smidt diademet fra sin rolle som dronning Elisabeth II i The Crown, og spiller nu hustruen til Robin [Andrew Garfield], der lammes af polio men alligevel skaber et fantastisk liv. Foto©SFstudios.

Af Bloggens filmexpert fra Gudhjem Uptown, Jesper Rovsing Olsen:
DET SIGER LIDT om vores medieforbrug i det 21. århundrede, at den verdensberømte stjerne i den ene af BREATHEs to hovedroller aldrig før har medvirket i en stor biograffilm, og aldrig har været vist på hverken DR eller TV2. I stedet blev Claire Foy et kæmpe navn på verdens største lærred, nemlig Netflix, da hun slog igennem med pragtpræstationen som dronning Elisabeth II i The Crown.

Gennembruddet har naturligt nok ført til, at den 34-årige englænder vader i tilbud om filmroller. Hun kan til efteråret opleves som Lisbeth Salander i endnu en film i Mænd Der Hader Kvinder-serien, men hendes første valg som stjerne er Breathe.

Filmen bygger på en sand historie om den succesfulde Robin, der har hele livet foran sig, da han bliver lammet af polio. Eksperter og læger ønsker at påbegynde behandling og holde ham på sygehuset, men hans hustru Diana (Claire Foy) nægter at lytte til lægernes råd og beslutter at tage ham med hjem. Med hendes grænseløse hengivenhed, nærvær, humor og beslutsomhed formår hun at skabe rammerne om et liv, hvor Robins handicap pludselig blot bliver en naturlig del af deres forhold og dagligdagen. Sammen nægter de at lade sig fængsle af hans lidelser og skaber et liv omgivet af humor, mod og lyst til livet.

Breathe er en hjertevarm film om, hvad mennesker kan, så længe man har kærlighed, ærlighed og ikke mindst masser af latter i livet. En kærlighedshistorie om, hvordan man skal leve sit liv, som om hvert et åndedræt var det sidste…

Ud over Claire Foy er der et andet opsigtsvækkende navn bag filmen, nemlig Andy Serkis, der får debut som instruktør med Breathe. Filmelskere husker ham som manden, der legemliggjorte fantasifigurer som Gollum i Ringenes herre-trilogien og Caesar i de nye Abernes planet-film, så det er noget af et stilspring, Serkis gør her.

BREATHE vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 28. til og med onsdag 4. juli
Hver aften klokken 19.15. I hele juli vises filmen kl. 20:00.
Biografcafeen åbner 18:30. I juli 19:15
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 112 minutter
Censur: Tilladt for børn over 11 år
Bestil eller køb billetter på www.scalagudhjem.dk

Filmanmelderne var rimelig positive:

Eini Carina, Politiken: Man skal være lavet af sten for ikke at blive bare en lille smule rørt af kærlighedshistorien mellem Robin og Diana. 3 ud af 6 hjerter

Sarah-Iben Almbjerg, Berlingske: Det er faktisk både fint og sjovt og rørende. Og en ganske god påmindelse om, at man må lære at tage tingene, som de kommer.

Nanna Frank Rasmussen, Jyllands-Posten: …nok smøres der tykt på med flashbacks til lykkelig solnedgangsromantik i Afrika, da sygdommen bliver for svær at klare for familien Cavendish, men kan man overgive sig til det, får man et katarsisøjeblik og våde øjenkroge og forhåbentlig også mere end et glimt af forståelse for mennesker, der må leve med et handicap.
4 ud af 6 stjerner

Leslie Felperin, Ekko: Men i sidste ende er der, ganske som i 50’er-melodramaerne, noget betagende ved filmens indædte optimisme og godhed. Noget, der holder enhver kynisme stangen – hvis altså man kan få paraderne ned. 4 ud af 6 stjerner

FILM FAKTA
BREATHE
[Breathe]
Instruktion: Andy Serkis
Medvirkende: Andrew Garfield, Claire Foy, Tom Hollander, Hugh Bonneville
Produktion: Jonathan Cavendish
Manuskript: William Nicholson
Fotografi: Robert Richardson
Klip: Masahiro Hirokubo
Scenografi: James Merifield
Musik: Nitin Sawhney
Land: Storbritannien
Produktionsår: 2017
Biodistributør: SF Studios