NY FILM I SCALA GUDHJEM: NOGEN GANGE SKER DET, SOM IKKE MÅ SKE

Trine Dyrholm spiller den både cool  og varmblodige advokat, der kaster sig over sin nyindflyttede, unge stedsøn. Som 14-årig sang hun sig til en 3. plads i Melodi Grand Prix med ’Danse i Måneskin’. Hun nåede at udgive to cd’er, inden hun valgte skuespil-karrieren. Et valg der har ført til en række eftertragtede filmpriser gennem årene. Foto©NordiskFilm.

TRINE DYRHOLM, der spille den afgørende hovedrolle i den danske film DRONNINGEN, har udtalt om sin medvirken: ”Noget af det mest ekstreme, jeg har prøvet”. Her tænker hun muligvis på de sexscener, som hun medvirker i sammen med hendes i filmen nye mands søn. De er så realistiske, at de formentlig er foregået, og på den måde har skuespillerne ageret på linie med skuespillerne i en pornofilm. Det er nu set før, men ikke i en dansk film.

TV-værten Sara Bro havde instruktøren May el-Toukhy i studiet i forrige uge. Her fortalte Sara, at hun efter at have set filmen havde følt sig skyldig og havde fået dårlig samvittighed. Andre [kvindelige?] biografgængere har haft samme følelser.

Umiddelbart mærkelige reaktioner, men ved at have læst handlingen, hvor Trine forfører og indleder et forbudt, erotisk forhold til sin egen stedsøn, kan man måske bedre forstå følelserne. Man kommer måske til at tænke på pinlige og forbudte handlinger, man selv har været en del af i sit liv?

I et interview med Kristeligt Dagblads Marianne Krogh Andersen siger instruktøren blandt andet: “Når publikum ser DRONNINGEN, tror jeg, at mange i begyndelsen hepper lidt på, at Trine Dyrholms karakter og hendes stedsøn får hinanden – selvom det måske er moralsk anstødeligt. Når det så endelig sker, er det med stor brutalitet og uoverskuelige konsekvenser til følge, og det tror jeg gør, at man som tilskuer føler sig medskyldig. Det er også meningen. Jeg vil gerne have, at publikum føler, at de selv har været i deres drifters vold. Sexscenerne skulle fra begyndelsen ikke være romantiske. Men portrættere menneskedyret. Der er jo noget enormt dyrisk over sexakten. Sex kan være voldsomt og beskidt”.

DRONNINGEN
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 25. april til og med onsdag 1. maj 19:15
OBS: Lørdag 27. april vises filmen med danske undertexter
Biografcafeen åbner 18:30
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 128 minutter
Censur: 15+

En Biografklub Danmark film.

Anmelderne dånede på stribe af begejstring:

Kristian Lindberg, Berlingske: ... et komplekst værk, der vil vække diskussion i mange år fremover. At det samtidig er lykkedes May el-Toukhy at gøre DRONNINGEN til meget mere end en debatfilm, er ganske enkelt imponerende … 6 stjerner ud af 6

Kim Skotte, Politiken: Det er en forbløffende moden og modig film, May el-Toukhy har lavet og desuden skrevet sammen med Maren Louise Käehne. En brandfarlig film, hvor mange bærer ved til bålet. 6 hjerter ud af 6

Katrine Sommer Boysen, Jyllands-Posten: El-Toukhy har fermt greb om alle detaljer i sit fængslende drama, der er en storslået oplevelse og et bevis på, at vi herhjemme har fået endnu en instruktør i absolut verdensklasse.
5 stjerner ud af 6

Bo Green Jensen, Weekendavisen: Det er en stofrig, eftertænksom og æstetisk meget gennemført film. Et pointillistisk portræt af en paradoksal kvinde og et indlæg i #MeToo-opgøret med normer og grænser for overgrebets væsen.

Katrine Hornstrup Yde, Information: … at blive suppet ind i det lækre og det dystre på den måde er filmens store genistreg. Og Trine Dyrholm er vor tids mest geniale skuespiller, fordi hun balancerer det menneskelige og monstrøse, det overgivende og kompromisløse.

Henrik Queitsch, Ekstra Bladet: Jeg er ret overbevist om, at DRONNINGEN med tiden vil vise sig som et hovedværk i nyere dansk filmhistorie. 6 stjerner ud af 6

Thomas Brunstrøm, B.T.: … når alt kommer til alt, hæver DRONNINGEN sig fra at være virkelig god til fremragende i kraft af Trine Dyrholm, der måske aldrig har været bedre. 6 stjerner ud af 6

Uffe Stormgaard, Cinemazone: En film for voksne, med Trine Dyrholm som atter engang hudløst og mesterligt fortolker en sammensat natur af magt og liderlighed: Skyld, smerten og svigt, så det gør ondt. Også når vi har forladt biografens mørke. Se det er stor kunst. 5 stjerner ud af 6

Niels Jakob Kyhl Jørgensen, filmmagasinet Ekko: Jeg kommer næppe til at se en bedre dansk film i år – eller for den sags skyld i dette årti.
6 stjerner ud af 6

Lise Ulrich, netmediet Soundvenue: Længe leve Dronning Dyrholm og May el-Toukhy, der slet og ret har skabt en af de mest forrygende danske film i nyere tid. 5 stjerner ud af 6

Film Fakta
DRONNINGEN
Alternativ titel: Queen of Hearts
Instruktør: May el-Toukhy
Medvirkende: Trine Dyrholm, Gustav Lindh, Magnus Krepper, Preben Kristensen, Mads Wille, Peter
Khouri, Camille Gbogou med flere
Produktion: Caroline Blanco og René Ezra
Manuskript: May el-Toukhy og Maren Louise Käehne
Fotografi: Jasper Spanning
Klip: Rasmus Stensgaard Madsen
Scenografi: Mia Stensgaard
Musik: Jon Ekstrand
Land: Danmark
Produktionsår: 2019
Selskab: Nordisk Film og Det Danske Filminstitut
Biodistributør: Nordisk Film.