NY FILM I SCALA GUDHJEM: PIZZA-BAGERENS LITTERÆRE MESTERVÆRK

Litteraturkritikeren Jean-Michel Rouche [Fabrice Luchini] sætter sig for at afsløre, at en intellektuel bog umuligt kan være skrevet af en jævn pizza-bager. Foto©AnotherWorldEntertainment.

 MYSTERIET OM HENRI PICK:  Denne morsomme, luftige franske komedie er skabt i en nation, som har en af de mest litterært læsende befolkninger overhovedet, og hvor der er flere forfattere end læsere. Det mener i hvert fald filmens litteraturkritiker Jean-Michel Rouche, en feteret tv-krukke, der netop er blevet fyret både på jobbet og af sin kone … bare fordi han for åben skærm i sit eget tv-program har langet ud efter bogsæsonens store scoop. Læresætning nummer ét: Gå aldrig imod eliten!

Filmen er baseret på den 45-årige franske forfatter og musiker David Foenkino’s roman af samme navn og hovedtemaerne er litteratur og kærlighed. Så kan det vist ikke blive mere fransk.

I et specialbibliotek i Bretagne finder en ung redaktør et mageløst manuskript med høj litterær kvalitet. Det er underskrevet Henri Pick, som viser sig at være byens nyligt afdøde pizza-bager. Hans enke nægter, at hendes mand står bag mesterværket. Som hun siger: ”Henri har aldrig forfattet noget, som var mere sofistikeret end en indkøbsseddel”.

Det er her den detroniserede litteraturkritiker Jean-Michel Rouche kommer ind i billedet. Han har brug for at rehabilitere sig og beslutter sig for at undersøge den opsigtsvækkende sag nærmere. Det gør han sammen med Henri Picks datter – og det er her kærligheden kommer ind. Deres fælles mål er at finde ud af, hvem han egentlig var, ham Henri Pick.

Ifølge anmelderne er der lagt op til en temmelig morsom, men også en ret så spændende afdækning af en litterær gåde.

MYSTERIET OM HENRI PICK
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 1. til og med onsdag 7. oktober
Hver aften 19:15
Biografcafeen åbner 18:30
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 100 minutter
Censur: Tilladt for alle.

Anmelderne var nogenlunde tilfredse:

Nanna Frank Rasmussen, Politiken: … er let og luftigt og joker med tidens fascination af form fremfor indhold, men har tendens til selv at falde I samme fælde undervejs. 4 hjerter ud af 6.

Frederik Asschenfeldt Vandrup, Jyllands-Posten: … er ikke stor kunst, men en morsom og velkommen bagatel om at finde sandheden på trods af alle andres fascination af den kulørte historie. 4 stjerner ud af 6.

Film Fakta
MYSTERIET HENRI PICK
Originaltitel: Le Mystère Henri Pick
Instruktion: Rémi Bezançon
Medvirkende: Fabrice Luchini som Jean-Michel Rouche, Camille Cottin, Alice Isaaz, Bastien Bouillon, Astrid Whettnall, Josiane Stoléru med flere
Produktion: Eric Altmayer og Nicolas Altmayer
Manuskript: Rémi Bezançon og Vanessa Portal
Forlæg: David Foenkinos
Fotografi: Antoine Monod
Klip: Valérie Deseine
Scenografi: Maamar Ech-Cheikh
Musik: Laurent Perez Del Mar
Land: Frankrig
Produktionsår: 2019
Selskab: Mandarin Films
Biodistributør: Another World Entertainment.