NY FILM I SCALA GUDHJEM: ROBERT REDFORDS AFSKEDSFILM

Robert Redford er bankrøveren Trucker, som huserede i USA i 1980’erne. Foto©Scanbox.

DETTE ER IKKE en thriller eller et krimi-drama. Det er en afskedsfilm med et af filmhistoriens hel store navne: Charmeuren over alle charmeurer Robert Redford.

Med sin kombination af blåøjet blond, all-american goodlooks og karisma er det ikke svært at forstå, hvorfor Charles Robert Redford Jr. blev en af halvfjerdsernes største filmstjerner. Desuden har han markeret sig som en mere end kompetent instruktør og opnået anerkendelse for sit engagement i miljøspørgsmål og sin støtte til yngre instruktører som grundlægger af ’The Sundance Institute’.

Som barn var han en ballademager og formåede at miste sit stipendie til universitet i Colorado på grund af druk. I et års tid forsøgte han sig som maler med et ophold i Europa, før han studerede drama på The American Academy of Dramatic Arts i New York. Herefter gik turen over Broadway og en række tv-roller, men han fik sin spillesfilmsdebut med ‘War Hunt’ i 1962.

Redfords instruktørdebut, det psykologiske familiedrama ‘En helt almindelig familie’ fra 1980, indkasserede ikke mindre end fire Oscar-statuetter. I 1981 grundlagde han The Sundance Institute i Utah. Den årlige Sundance Festival er en aflægger heraf og har siden slutningen af 1980erne opnået en position som USAs førende festival for independent-film. Festivalen har formået at holde sig fri for Hollywood-interesser, samtidig med at den etablerede filmindustri holder et vågent øje med festivalen.

FRA DEN VIRKELIGE VERDEN

I filmen er Redford den 70-årige Tucker, der bryder ud af endnu et fængsel i 1980’erne. Hans liste af gennemførte kup og bankrøverier er lang, men den garvede forbryder er ikke færdig med at lave ballade endnu. Han går i gang med at samle sit gamle hold, og sammen planlægger de en ny stribe røverier.

Filmen er baseret på Forrest Tuckers virkelige liv, og er både et interessant og underholdende indblik i, hvad der fik ham til at vælge at leve livet som kriminel.

DEN SIDSTE GENTLEMAN
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 2. maj til og med onsdag 8. maj 19:15
Biografcafeen åbner 18:30
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 93 minutter
Censur: Tilladt for alle, men frarådes mennesker under 7 år.

Anmelderne smeltede over Redford:

Kim Skotte, Politiken: ... hvis man skal være helt ærlig, så er DEN SIDSTE GENTLEMAN nok i sidste ende mest optaget af, at give Robert Redford en passende lun afsked. At filmen både fortæller om en gammel stratenrøver fra det virkelige liv og hylder Robert Redfords filmliv, er både filmens varme hjerte og noget anstrengte akilleshæl. 4 hjerter ud af 6

Sarah-Iben Almbjerg, Berlingske: … er en funklende og fin fortælling om at leve et liv, der er i overenstemmelse med ens ønsker, og Robert Redford slutter tæt på toppen. 3 stjerner ud af 6

Katrine Sommer Boysen, Jyllands-Posten: Lowery er tydeligvis ­­– og forståeligt – imponeret af Redfords karisma og respektindgydende karriere, men han er det i en grad, så den spænder ben for den rigtig gode film, der kunne have gemt sig i “DEN SIDSTE GENTLEMAN, der er endt som et lidt artigt hyldestportræt. 3 stjerner ud af 6

Bo Green Jensen, Weekendavisen: … som en Redford-antologi, en katalog af karakteristiske udtryk. Og i de bedste scener er han der stadig, en gammel mand med klare øjne, men samtidig solskinsknægten fra ’Butch Cassidy and the Sundance Kid’, svindleren fra ’Sidste Stik’, forfatteren fra ’Vores Bedste År, det springende mål fra ’Tre Døgn for Condor.

Eva Novrup Redvall, Information: Lowerys røverhistorie er cool og puster på fineste vis til minder fra hele Redfords karriere. Det er en perfekt exit for Redford – og hvem ved måske kan han, som Tucker, i sidste ende ikke holde sig væk. Han har stadig meget at byde på.

Thomas Brunstrøm, B.T.: Redford – og publikum – kunne godt have fortjent en film med et stærkere plot, en mere veludviklet karakter og en mere klar idé om, hvilken historie man ville fortælle, men derfor er DEN SIDSTE GENTLEMAN absolut tilforladelig underholdning.
3 stjerner ud af 6

Niels Jakob Kyhl Jørgensen, filmmagasinet Ekko: David Lowery har stadig en forbilledlig kærlighed til sine karakterer, men han er blevet selvsikker nok til at kunne forstærke filmens følelser med små virkemidler (i stedet for at bade nøglescenerne i solnedgangsgyldent skær.
5 stjerner ud af 6

Peter Christian Rude, netmediet Soundvenue: Ligesom sin hovedperson er den en venlig, stilfærdig og ganske underholdende affære. Den er mere romantisk komedie end thriller… 5 stjerner ud af 6.

Film Fakta
DEN SIDSTE GENTLEMAN
Originaltitel: The Old Man & The Gun
Instruktion: David Lowery
Medvirkende: Robert Redford, Casey Affleck, Sissy Spacek, Danny Glover, Tom Waits, Tika Sumpter, Ari Elizabeth Johnson, Teagan Johnson, Gene Jones, John David Washington med flere
Produktion: Toby Halbrooks, Bill Holderman, James M. Johnston, Anthony Mastromauro, Dawn Ostroff, Robert Redford, Jeremy Steckler og James D. Stern
Manuskript: David Lowery
Forlæg: David Grann
Fotografi: Joe Anderson
Klip: Lisa Zeno Churgin
Scenografi: Scott Kuzio
Musik: Daniel Hart
Land: USA
Sprog: Engelsk
Produktionsår: 2018
Selskab: Endgame Entertainment, Wildwood Enterprises, Conde Nast Entertainment, Sailor Bear og Identity Films
Biodistributør: Scanbox.