NY FILM I SCALA GUDHJEM: SANDHEDENS TIME I PROVENCE

Da Marcel og hans ven møder den aristokratiske Isabelle, udfordres venskabets hårfine balance. Foto©RialtoFilmEntertainment.

 MIN SOMMER I PROVENCE:  Ingen tvivl om at vi her har en film, som er skræddersyet til de frankofile: Sommersol, forelskelse, Provence – det hele mixet af den franske forfatter Marcel Pagnol [1895-1974].

Ellen-Karin Myklebust, har anmeldt filmen på filmsiden.dk og er ikke tilfreds med den danske titel. Hun skriver: ”Både bogen og filmen har titlen ‘Le temps des secrets’ på fransk. På dansk får bogen titlen ‘De søde hemmeligheder’ og filmen ‘Min Sommer i Provence’… Jeg må igen argumentere for, at originaltitlen fanger historien bredere end den oversatte. Det vil man forstå ud fra alt, der sker i historien. Så jeg vil sige, man på dansk kunne have tilnærmet sig en mere direkte oversættelse som for eksempel ‘Hemmelighedernes tid’ eller måske ‘Sandhedens time’. Det ville fange det hele meget bedre”.

Filmen foregår i 1905. Den unge Marcel og hans familie er flygtet fra Marseille for at tilbringe sommeren i deres hus på landet. Marcel og den lokale bondedreng Lili genoptager sidste års eventyr i naturen, men da de møder den aristokratiske Isabelle, udfordres venskabets hårfine balance, og Marcels første oprør med sin fars autoritet bliver også en realitet. Det bliver en ferie, hvor barndommens hidtidige uskyld trues af tilværelsens mange faldgruber – og det spirende voksenlivs mange hemmeligheder og løgne.

Monsieur Pagnol var en flittig mand. Mange af hans romaner har han selv omsat til film. Det er blevet til omkring de halvt hundrede stykker. Fx: Marius 1931, Fanny 1932, César 1936, Bagerens smukke kone 1938, De syv haves havn 1938, Brøndgraverens datter 1940, Madame Husson’s rose 1950, Manon og kilden 1986, Kilden i Provence 1986, Min mors slot 1990 og Min fars store dag 1990,

MIN SOMMER I PROVENCE
vises i Scala Gudhjem

fra torsdag 11. august til og med onsdag 17. august.
Alle dage 19:15.
Biograf-cafeen åbner 45 minutter før filmstart.
Billetpris: 95 kroner.
Spilletid: 104 minutter
Censur: Frarådes mennesker under 7 år.

Anmelderne var næsten enige:

Thomas Brunstrøm, Berlingske: MIN SOMMER I PROVENCE foregår for mere end 100 år siden og er drønende nostalgisk, men er alligevel genkendelig i sin fine skildring af overgangen fra barn til voksenliv.
4 stjerner ud af 6.

Michael Solgaard, Børsen: MIN SOMMER I PROVENCE er denne sommers helt rigtige feriefilm. Den sætter spot på, hvorfor sommerferie bare er den bedste tid på året. Og det er jo skønt at blive mindet om. Særligt i ferietiden. 4 stjerner ud af 6.

Bo Tao Michaëlis, Filmmagasinet Ekko: … filmen er rent guf for den frankofile biografgænger, der aldrig får nok af sydfransk bondeliv med iskold rosévin og syngende cikader. Det er en velspillet fortælling med rustik folklore og sympatisk forsoning mellem klasser og stænder, hvor små menneskeskæbner står under den strålende sommersol, som nu og da kan gå ned over en stor sorg. 4 stjerner ud af 6.

Eva Novrup Redvall, Information: Mødet med forelskelsen, løgnen og voksenverdenens hemmeligheder er i centrum i Christophe Barratiers traditionsbårne Marcel Pagnol-filmatisering.

Katrine Sommer Boysen, Morgenavisen Jyllands-Posten: MIN SOMMER I PROVENCE emmer af fransk sommerstemning, men hvad den egentlig har på hjerte, står hen i det uvisse. 3 stjerner ud af 6.

Kim Skotte, Politiken: En biograftur til et Provence fra før masseturismens tid kan altid lokke, og er Pagnols fortælling om hemmelighedernes tid blevet en ganske harmløs, lille affære, ja, så har den slags også sin berettigelse som sommerfornøjelse til let fordøjelse.
3 hjerter ud af 6.

Randi, kino.dk: Betagende smuk, poetisk og tidløs. Franske filmmagere har fortsat noget at byde på. Denne velspillede, fine og til tider rørende film kunne være lavet i 1990, men vil også kunne ses i 2050. Det er uskyldens syndefald skildret med varme og hjertelighed. Alle forventninger blev overgået. En af årets bedste filmoplevelser. 6 stjerner ud af 6.

Film Fakta
MIN SOMMER I PROVENCE
Originaltitel: Le temps des secrets
Instruktør: Christophe Barratier
Medvirkende: Léo Campion, Mélanie Doutey, Baptiste Negrel, Francois Xavier, Anne Charrier, Guillaume de Tonquédoc, Lucie Loste Berset, Olivia Côte, Patrick Panoux, Alban Casterman, Michel Vuillemoz, Antoine Coedens, Marc Barbé, Bruno Raffaelli, Luc Palun, Jean-Louis Bercelona, Hervé Briaux, Jean-Claude Baudracco, Didier Landucci med flere
Manuskript: Christophe Barratier og Laurent Turner
Producenter: Hélène Cases, Marie de Cenival, Ardaven Safaee, Bernard Bolzinger med flere
Musik: Philippe Rombi med flere
Fotograf: Jérôme Alméras
Klipper: Chrystal Alépée
Caster: Sylvie Brocheré og Edith Fleury
Dekorationer: Emilie Ghigo
Kostumer: Mahemiti Deregnacourt
Make Up: Catherine Jabes, Maryline Scarselli og Valérie Tranier
Stunt koordinator: Dominique Fouassier
Dansk distribution: Rialto Film Entertainment