NY FILM I SCALA GUDHJEM: SPAGHETTIENS PRÆCISE KOGETID

Det unge madtalent Guido [Luigi Fedele] lider af Aspergers Syndrom. Den berømte køkkenchef Arturo [Vinicio Marchioni] kan ikke styre sit temperament. Sammen slår de gnister. Foto©AnotherWorldEntertainment.

DER ER NOGET, der hedder spaghetti-westerns. Det har ikke ret meget med de italienske dejgstrimler at gøre – det har til gengæld den nye italienske SMAGEN AF TOSCANA. Her indtager spaghettien en ikke helt uvigtig rolle. Som Informations anmelder Eva Novrop  Redvall blandt andet så optimistisk skriver ‘Kører hyggeligt sin feelgood-tro på forsonende spaghetti hjem.’

Filmen handler om Italiens bedste køkkenchef Arturo. Udover sit unikke talent for mad, har han – som mange af sine kolleger verden rundt incl. vores egen René Redzepi fra Noma – også en meget kort lunte. For Arturo giver det desværre et kedeligt hak i hans karriere. Han får en fængselsdom, men skal yderligere betale tilbage i form af lidt samfundstjeneste.

Det foregår på en skole for teenagere med behov for helt særlig omsorg. Da en af eleverne viser sig at have særlig flair for kogekunsten, bliver Arturo modvilligt hans mentor. Og endnu mere mod hans vilje, må han melde den talentfulde ungersvend til den store kokkekonkurrence for unge talenter i Toscana. Det bliver en kamp på ’liv og død’, hvor ikke alene spaghettiens præcise kogetid afgør, hvem der løber med den prestigefyldte førstepris.

SMAGEN AF TOSCANA
vises i Scala Gudhjem
torsdag 29. august til og med onsdag 4. september
Hver aften 19:15
Biografcafeen åbner 18:30
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 92 minutter
Censur: Tilladt for alle.

Anmelderne var lidt delte:

Thomas Brunstrøm, B.T.: Det umage venskab mellem den bryske Arturo og den kejtede Guido er ganske rørende, Aspergers Syndrom bliver aldrig brugt som en gimmick, og så emmer filmen af kærlighed til mad ­– og ikke så meget til gastronomiske modeluner. 4 stjerner ud af 6

Joakim Grundahl, Politiken: Det er RAIN MAN for foodies fortalt uden knaster, og var det ikke for humoren i Vinicio Marchionis rasende udfald som tværfjæset Arturo, ville man brække sig over den vamle velsmag.
3 hjerter ud af 6

Eva Novrup Redvall, Information: ... har bestemt charme og er en behagelig tur til lunere himmelstrøg blandt mennesker med en smittende passion for mad, men Michelin-stjerner er filmen ikke i nærheden af.

Bo Tao Michaëlis, filmmagasinet Ekko: Italiensk film beviser endnu engang at have sort bælte i at dreje en sentimental film, som giver vand i øjenkrogen uden alt for dårlig smag i munden. 4 stjerner ud af 6.

Film Fakta
SMAGEN AF TOSCANA
Originaltitel: Quanto Basta [Så er det nok]
Instruktion: Francesco Falaschi
Medvirkende: Vinicio Marchioni, Valeria Solarino, Luigi Fedele, Nicola Siri, Mirko Frezza, Stephanie de Jongh, Benedetta Porcaroli, Gianfranco Gallo, Alessandro Haber med flere
Produktion: Guglielmo Marchetti og Daniele Mazzocca
Manuskript: Francesco Falaschi, Filippo Bologna, Ugo Chiti og Federico Sperindei
Fotografi: Stefano Falivene
Klip: Patrizio Marone
Scenografi: Andrea Di Palma
Musik: Paolo Vivaldi
Land: Italien og Brasilien
Produktionsår: 2018
Selskab: Gullane, Notorious Pictures og Verdeoro
Biodistributør: Another World Entertainment.