NY FILM I SCALA GUDHJEM: TOM CRUISE GENNEMBRYDER LYDMUREN

Actionfilmen ‘Top Gun: Maverick’ er fortsættelsen til 80’er-klassikeren ’Top Gun’. Tom Cruise spiller igen piloten Pete ’Maverick’ Mitchell, der denne gang skal træne nogle rekrutter i en tid, hvor ubemandede droner bliver mere og mere almindelige. Foto: UIP.

 TOP GUN 2: MAVERICK:  Det er faktisk helt skørt! Man laver en nummer to af en film, der havde stor succes i 1980’erne, som ved sin fremkomst vælter biograferne verden over og slår alle rekorder.

Aldrig har en film med Tom Cruise klaret sig så godt som TOP GUN 2: MAVERICK. Det er således den bedst indtjenende åbningsweekend i den 59-årige stjernes karriere med intet mindre end 156 millioner dollars i kassen i filmens fire første dage i biograferne i USA, mens den i Danmark i samme tidsrum solgte intet mindre end 152.987 billetter. Som Hollywood Reporter skriver: ”Det er ikke så lidt af en rekord for Cruise, der rent faktisk endnu ikke havde haft en åbningsweekend på over 100 millioner dollars”.

Danske anmeldere lod sig også betage af det hurtig-flyvende film-brag. Ekstra Bladets anmelder René Fredensborg giver flkmen 5 ud af 6 stjerner med ordene: ”Egentlig er det kun en fir-stjernet film, men den får high five herfra. Vi er faktisk nogen, der trænger til patos i tykke pølseskiver, staveplade-psykologi, og fuld pedal på følelsen af at flyve, blive skudt ned og skyde andre ned.”

Per Juul Carlsen, Filmland P1, følger begejstringen op: ”Det er alt sammen sat utrolig lækkert op, som i en Coca Cola-reklame fra 80’erne. […] Bortset fra lidt mere diversitet blandt piloterne har instruktøren Joseph Kosinski intet gjort for at rykke historien ud af 80’erne. Cruises og Connellys tænder er evigt unge. Tiden står stille. Drømmen om et liv med fart, kærlighed og sommersol lever i bedste velgående”.

Tom Cruise spiller igen piloten Pete ’Maverick’ Mitchell, der denne gang skal træne nogle rekrutter, som anser ham som lidt af en oldsag. Samtidig kæmper han med støtten fra sine overordnede, og selvom hans frygtløse, grænsebrydende stil hører fortiden til, bliver der alligevel brug for hans fanden-i-voldshed til en livsfarlig mission, der kræver alt af piloterne.

Det der blandt gør filmen til en storslået visuel oplevelse er, at Cruise og hans kollegaer udsættes for virkelig G-påvirkning inde i jetflyenes cockpits. G-kraft er en måle-enhed for den acceleration en person udsættes for, når speederen trykkes i bund. G står for gravitation = tyngdekraft.

Selv om der er vindstille inde i biografmørket, føles det som om håret er blæst helt tilbage, når man kommer ud i sommernatten, som Børsens anmelder så malende beskriver sin oplevelse med Cruise og hans ildspruttende jagermaskiner.

TOP GUN 2: MAVERICK
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 30. juni til og med onsdag 6. juli.
Alle dage 19:15.
Biograf-cafeen åbner 45 minutter før filmstart.
Billetpris: 95 kroner.
Spilletid: 131 minutter.
Censur: 11+.

Anmelderne var lidt vilde i varmen:

Sarah Iben Almbjerg, Berlingske: Hvis TOP GUN 2: MAVERICK skammer sig over at være en opdatering af en gammel succes, skjuler den det godt. Der er både svulmende overarme og rappe replikker i en film, der kender sin fortid og forstår sin samtid. 4 stjerner ud af 6.

Michael Solgaard, Børsen: I biografsalens mørke bliver man overvældet af indtryk og sanseoplevelser og kan ikke lade være med at juble. Men når man kommer ud igen, er det mest tomme kalorier, selvom håret er blæst helt tilbage. 3 stjerner ud af 6.

Helle Sihm, Dagbladenes Bureau: Således ender denne TOP GUN 2 med at blive noget så sært og sjældent som et meget forsigtigt og sparsomt moderniseret, fuldstændig forudsigeligt, men også et absolut velproduceret og underholdende klassisk Hollywoodsk helte-kvad! 4 stjerner ud af 6.

René Fredensborg, Ekstra Bladet: Egentlig er det kun en firstjernet film, men den får high five herfra. Vi er faktisk nogen, der trænger til patos i tykke pølseskiver, staveplade-psykologi, og fuld pedal på følelsen af at flyve, blive skudt ned og skyde andre ned. 5 stjerner ud af 6.

Per Juul Carlsen, Filmland P1: Det er alt sammen sat utrolig lækkert op, som i en Coca Cola-reklame fra 80’erne. […] Bortset fra lidt mere diversitet blandt piloterne har instruktøren Joseph Kosinski intet gjort for at rykke historien ud af 80’erne. Cruises og Connellys tænder er evigt unge. Tiden står stille. Drømmen om et liv med fart, kærlighed og sommersol lever i bedste velgående. 4 stjerner af 6.

Helen O’Hara, Filmmagasinet Ekko: TOP GUN 2 er storslået underholdning, en amerikanerfilm med et stort hjerte, fængende drama og godt med humor – og seje jetfly, der suser gennem luften! Hvis 2022 byder på en bedre blockbuster, ville det være et mirakel. 5 stjerner ud af 6.

Jacob Wendt Jensen, Morgenavisen Jyllands-Posten: Det er ikke så lidt, man skal overkomme, når scenen skal sættes bare nogenlunde troværdigt til fortsættelsen på en film, der – tro det eller ej – er 36 år gammel. Nemlig TOP GUN. Men det lykkes forbløffende sømløst i TOP GUN 2: MAVERICK. 4 stjerner af 6.

Kristoffer Hegnsvad, Politiken: Tom Cruise har taget den gamle læderjakke på igen og flyver med bulder og brag gennem biografsalen. Det er en nostalgisk fantastisk, fuldstændig uoverraskende hyldest til Cruise, til Hollywood og … til oldschool macho krigsliderlig ridderlighed.
4 hjerter ud af 6.

Niki Vraast-Thomsen, netmediet Soundvenue: Her får instruktøren, det at lave en god efterfølger til en umådeligt populær 36 år gammel film til at se nemt ud. Det er ikke nemt, men ‘Top Gun: Maverick’ er en sequel, som ikke bare er god i sig selv. Den formår også at give den originale films simple historie mere dybde. 4 stjerner ud af 6.

Erik Davis, det amerikanke netmedie Rotten Romatoes: Et ord: Wow! TOP GUN MAVERICK er helt fantastisk på alle tænkelige måder. Action og flyvescenerne er sindssygt intense […] Du er på kanten af dit sæde. Jeg var ikke forberedt på, hvor følelsesladet den også var. Publikum jublede flere gange. Det er den ægte vare.

Film Fakta
TOP GUN 2: MAVERICK
Instruktør: Joseph Kosinski
Medvirkende:
Tom Cruise, Miles Teller, Val Klimer, Jennifer Cornelly, Glen Powell, Monica Barbaro, Jon Hamm, Ed Harris, Jean Louise Kelly, Lewis Pullman, Lyliana Wray, Danny Raminez, Manny Jacintro, Jay Ellis, India Everett, Charles Parnell, Bashir Salahuddin, Greg Tarzan Davis, Jake Picking, Rachel Winfree, Kara Wang, Bob Stephenson, Roberta Sparta, Mark Anthony Cox, Peter Mark Kendall, Chelsea Harris, Adam Pepper, Raymond Lee, Landon Gordon, Randy Davidson med flere.
Sang: Hold My Hand
Budget: 170.000.000 $.
Manuskript: Christopher MacQuarrie, Ehren Kruger, Peter Craig, Justin Marks, Ashley Mille, , Eric Warren Singer og Zack Stentz.
Komponister: Lady Gaga, Hans Zimmer, Harold Faltermeyer og Lorne Balfe
Fotograf: Claudio Miranda
Klipper: Eddie Hamilton
Land: USA
Dansk distributør: UIP.