NY FILM I SCALA GUDHJEM: TOOTSIE PÅ DANSK

Skuespillerne Ditte [Ditte Hansen] og Louise [Louise Mieritz] er efterhånden så gamle, at ingen mandlig instruktør vil hyre dem. Så Ditte iklæder sig skæg og kalder sig Ditlev. Foto©NordiskFilm.

Af Bloggens filmexpert fra Gudhjem Uptown, Jesper Rovsing Olsen:

TILBAGE I 1980’erne fik Dustin Hoffman en af sine største triumfer som den mandlige skuespiller, der var kommet så godt og grundigt på kant med alle instruktører og producere, at ingen ville hyre ham. I stedet klæder han sig ud som kvinde og træder forundret – og succesfuldt – ind i en helt anden verden.

Nu kommer så en dansk komedie om en kvinde, der på grund af sin fremskredne alder ikke længere kan få et job i den mandsdominerede filmbranche. Så hun klæder sig ud som mand og træder forundret – og succesfuldt – ind i en helt anden verden.

Det er altså en omvendt Tootsie. En enkelt filmentusiast på filmsiden Scope var så forarget over tyveriet, at han boykottede filmen og nægtede at anmelde den. Måske han skifter mening, når han ser, hvad de professionelle anmeldere siger, for selv om de naturligvis også bemærker genbruget, så er de alle vilde af begejstring.

Her er fem stjerner fra både Jyllands-Posten, BT og Ekstra Bladet, hvilket er toppen for en komedie (seks stjerner får en film kun, hvis der er nogen som dør trist og langtrukkent).

I filmen ifører Ditte sig skæg, kalder sig Ditlev og lander straks en hovedrolle i en vikingefilm over for Anders W. Berthelsen. En ny verden med ’male bonding’, eksklusive natklubber og villige damer åbner sig for hende.

’Der er tænkt over enhver detalje, og der skiftes elegant mellem det tåkrummende akavede og klassisk gak og løjer. Mellem satire og forvekslingskomedie. Mellem uforpligtende grin og scener, hvor man faktisk bliver følelsesmæssigt involveret,’ roser BT.

Politiken er også begejstret, men roder lidt rundt i anatomien, når de kalder det for ’…en flabet komedie med et hjerte, der måske nok til sidst er ved at blive lige lovlig varmt og fugtigt i øjenkrogen’. Det er vi ikke sikre på, at hjerter kan blive.

DITTE & LOUISE
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 18. til og med onsdag 24. oktober
Hver aften klokken 19:15
Biografcafeen åbner 18:30
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 105 minutter
Censur: 15+ år

Anmelderne var faktisk alle sammen temmelig glade:

Nanna Frank Rasmussen, Jyllands-Posten:Her er lårklaskende jokes indlejret i social relevans, der er propfyldt med kærlighed til og loyalitet over for hovedpersonerne, og så er det hele rodfæstet i en genkendelig og også ofte tragikomisk virkelighed.
5 stjerner ud af 6

Bo Green Jensen, Weekendavisen: … DITTE & LOUISE sparker mange åbne døre ind, men karaktererne er gode kvinder af kød og blod, og Hansen og Mieritz står ved dem. Der er stadig en smuk insisteren på pinlig fysik. Vi får alle løs hud og bedstemor-arme.

Katrine Hornstrup Yde, Information: … Ditte og Louise demonstrerer altså med deres spillefilm, at de stadig er gode til at sætte scener og replikker på noget, der burde være selvfølgeligt, men ikke altid er det: At også kvinder kan være sjove, at kvinder også kan være grove.

Henrik Queitsch, Ekstra Bladet: … noget så sjældent som en tv-serie, der er endnu bedre i filmudgaven. Vi vil have mere! Af det hele!
5 stjerner ud af 6

Thomas Brunstrøm, BT: … Der er tænkt over enhver detalje, og der skiftes elegant mellem det tåkrummende akavede og klassisk gak og løjer. Mellem satire og forvekslingskomedie. Mellem uforpligtende grin og scener, hvor man faktisk bliver følelsesmæssigt involveret.
5 stjerner ud af 6

Claus Christensen, Filmmagasinet Ekko: …Den bedste humor overvinder barrierer og inkluderer os i et fællesskab. Sådan en film er DITTE & LOUISE. Det er en frisk, original og sød kønskomedie, som samler os ­– mænd og kvinder ­­­– selv om den bestemt ikke er uden kontante pointer.
4 stjerner ud af 6

Film Fakta
DITTE & LOUISE
Alternativ titel: Ditte & Louise ­– the Movie
Instruktion: Niclas Bendixen
Medvirkende: Ditte Hansen, Louise Mieritz, Anders W. Berthelsen, Henrik Noél Olesen, Adam Brix, Solbjørg Højfeldt, Lotte Andersen, Marijana Jankovic med flere
Produktion: Thomas Heinesen
Manuskript: Ditte Hansen og Louise Mieritz
Fotografi: Manuel Alberto Claro
Klip: Lars Therkelsen
Scenografi: Søren Gam
Land: Danmark
Produktionsår: 2018
Biodistributør: Nordisk Film