NY FILM I SCALA GUDHJEM: VERDEN HAR VENTET PÅ TARANTINO’S NIENDE

Brad Pitt er stuntmanden Cliff Booth, der hjælper sin alkoholiserede skuespillerven Rick Dalton [Leonardi DaCaprio]. Skuespilleren Sharon Tate ageres af Margot Robbie. Foto©Sony.

 ONCE UPON A TIME … IN HOLLYWOOD:  Det er Quentin Trantino’s 9. film. Ud over at den var åbningsfilmen i maj på filmfestivalen i Cannes, blev det også Tarantino’s største åbningsweekend i USA nogensinde. Ikke noget at sige til det. Mr. Tarantino er ikke hr. Hvem-som-helst.

Når hans film bliver sluppet fri holder hele verden vejret. Hvilke vilde betragtninger, skuespilvalg og tematikker har den 56-årige instruktør nu kaster sig over? Det er ganske usædvanligt for en mainstream-film. Normalt er det kun milliard-budget-filmene, der virkelig kan få folk i biffen. Men takket været sine originale og barokke ideer MÅ alle simpelthen ind i mørket for at nyde eller gyse over hans – ofte blodige – historier.

Under alle omstændigheder er hans fortællinger aldrig kedelige.

Interessen for filmen blev ikke mindre, da det sivede ud, at den berygtede kultleder Charles Manson var et af filmens omdrejningspunkter. Som nogen måske vil huske, stod Manson bag flere bestialske mord i Los Angeles i slut-1960’erne. Blandt andet på filminstruktøren Roman Polanski’s gravide skuespiller-hustru, Sharon Tate, som i filmen er nabo til hovedpersonen.

Ellers handler den spektakulære film om den fallerede western-skuespiller Rick Dalton (Leonardo DiCaprio), som har svært ved at acceptere, at tiderne skifter, og at de unge giver ham baghjul. Men han er heldigvis ikke alene. Ved sin side har han sin bedste ven – stunt-manden Cliff Booth (Brad Pitt), som tager sig af ham. I øvrigt første gang, at disse to film-mastodonder spiller sammen.

ONCE UPON A TIME … IN HOLLYEWOOD
vises i Scala Gudhjem
torsdag 12. til og med onsdag 18. september
Hver aften: 19:15
Biografcafeen åbner: 18:30
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 159 minutter
Censur: 15+.

Anmelderne var begejstrede:

Kim Skotte, Politiken: Det er en af Tarantinos mest fornøjelige film, men også en af hans mest letfordøjelige. Den nøje tilrettelagte bromance mellem superstjernerne Brad Pitt og Leonardo DiCaprio tager selvfølgelig alle de tiltænkte kegler. 4 hjerter ud af 6

Kristian Lindberg, Berlingske: De lange visuelle sekvenser skal ikke opfattes som et problem for filmen, men snarere som en pointe. Med sin sanseligt behagelige og stærkt billedbårne film hylder Tarantino sin kunst-arts sværmeriske sensualitet og det Hollywood, der fik rendyrket netop den kvalitet. 5 stjerner ud af 6

Christian Monggaard, Information: Tarantinos nye film er en mesters værk, en fremragende film, som kun vil blive bedre af at blive set igen, og som går direkte til kernen og hjertet af alt det, der har formet instruktøren: Film og populærkultur.

Henrik Queitsch, Ekstra Bladet: Jeg glæder mig allerede til at se den igen og svælge i alle de detaljer, jeg gik glip af i første omgang.
5 stjerner ud af 6

Thomas Brunstrøm, B.T.: … umiskendeligt en Quentin Tarantino-film – der er masser af mindeværdig dialog, cool stemning, et fremragende soundtrack, utallige referencer til andre film og en masse andre af QT’s trademarks. 5 stjerner ud af 6

Damon Wise, filmmagasinet Ekko: Paradoksalt nok leverer han i stedet sin til dato mest muntre fortælling, et moderne eventyr, der har overraskende empati med sine figurer. Den kredser ikke om filmbyens ofre, men om dem, der klarer turen gennem drømmemaskinen.
5 stjerner ud af 6.

Film Fakta
ONCE UPON A TIME … IN HOLLYWOOD
Instruktion: Quentin Tarantino
Medvirkende: Leonardo DiCaprio, Brad Pitt, Margot Robbie, Emile Hirsch, Margaret Qualley, Timothy Olyphant, Austin Butler, Dakota Fanning med flere
Produktion: David Heyman, Shannon McIntosh og Quentin Tarantino
Manuskript: Quentin Tarantino
Fotografi: Robert Richardson
Klip: Fred Raskin
Scenografi: Barbara Ling
Land: USA
Produktionsår: 2019
Censur: 15+
Selskab: Heyday Films, Sony Pictures Entertainment, Bona Film Group og Visiona Romantica
Biodistributør: Sony.

TARANTINO’S TOP-9 LISTE:
DR Bøger har lavet en afstemning blandt deres læsere om, hvilken Tarantino-film, der var nummer 1 på deres private hitliste. Lige ved 15.000 besvarede spørgsmålet, og her er resultatet:

1) Pulp Fiction 52%

2) Inglourious Basterds 14%

3) Django Unchained 9%

4) Kill Bill 1+2 8%

4) Resevoir Dogs 8%

6) Jackie Brown 3%

7) Once Upon a Time… in Hollywood 2%

7) The Hateful Eigh 2%

9) Death Proof 1%

Måske ryger ’Hollywood’ højere op på listen efterhånden, som flere får den set. Din Bloggers favoritter er Kill Bill og Inglourious Basterds ­– før den 9. film er set.