NY FILM I SCALA: SHAKESPEARES MACBETH: BLOD VIL HAVE BLOD

Oscar-belønnede Frances McDormand agerer Lady Macbeth på en måde, som får dine små hår på armene til at rejse sig. Rollen betragtes som en af de sværeste, da hun skal fremvise et omfattende følelsesregister – samtidig med at hun er kold, ondsindet og manipulerende. Foto©A24.

 THE TRAGEDY OF MACBETH:  ”Med sin visuelle originalitet og fremragende skuespilpræstationer er Joel Coens ‘The Tragedy of Macbeth’ en af de bedste Shakespeare-filmatiseringer overhovedet”, skriver Kristoffer Grønbæk på Netmediet Soundvenue.

Det siger ikke så lidt, eftersom Shakespeares mest blodige drama fra 1606 om den skotske konge Macbeth og hans intrigante, koldblodige og ondsindede hustru Lady Macbeths trone-ran er blevet filmatiseret ikke mindre end tre gange før.

Dette psykologiske magtdrama med begær, tvivl og frygt som omdrejningspunkt, har tiltrukket sværvægtere som Orson Welles i 1948, Roman Polanski i 1971 og sidst Justin Kurzel i 2015 – og nu er så Joel Coen på banen med sin hustru – den tre gange Oscar-belønnede Frances McDormand som den giftige Lady Macbeth.

Den 67-årige storebror Joel Coen har hidtil kun lavet film sammen med sin 64-årge lillebror Etan Coen. De har som brødre stået for en lang række opsigtsvækkende film som som fx ’Barton Fink’, ’The Big Lebowski’ og ’Hail Cæsar’. En skøn stilblanding der er blevet typiske eksempler på post-modernistiske amerikanske film. Men nu har Joel forladt broderskabet og lavet sin første film alene.

Og hvilken film?!

Den er først og fremmest i sort/hvid. Det fremhæver de stilistiske billeder, som er komponeret lige til åndenød. Her er intet overflødigt. Scenerne er renset for unødvendig staffage. Man kommer uvilkårligt til at tænke på danske Carl Th. Dreyers mesterværk’Jeanne d’Arcs Lidelse og Død’ fra 1928. Stumfilmen blev verdensberømt ikke mindst på grund af de enkle billeder og den knivskarpe klipning.

Så udover det grumme drama kan du som biografgænger også lade dig imponere over de fantastiske kameravinkler og flotte scenografier. Som Per Juul Carlsen siger i Filmland P1: ”I det hele taget er ’The Tragedy of Macbeth’ præcis så gennemført og imponerende et stykke filmhåndværk, som man kan forvente af instruktøren bag film som fx ‘Fargo’. Alt sidder i skabet med præcision, elegant rytmik og detaljerigdom”.

Læg mærke til at filmen kun vises i tre dage.

THE TRAGEDY OF MACBETH
vises i Scala Gudhjem
fra mandag 21. marts til onsdag 23. marts
Hverdage 19:15
Biograf-cafeen åbner 45 minutter før filmstart
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 105 minutter
Censur: 15+.

Anmelderne var alle begejstrede:

Leslie Felperin, Filmmagasinet Ekko: Instruktør Joel Coen og altid forrygende Frances McDormand kaster sig over en af historiens største tragedier, uden at nødvendigheden står lysende klart. 4 stjerner ud af 6.

Per Juul Carlsen, Filmland P1: I det hele taget er ‘The Tragedy of Macbeth’ præcis så gennemført og imponerende et stykke filmhåndværk, som man kan forvente af instruktøren bag film som ‘Fargo’, ‘The Big Lebowski’ og ‘Inside Llewyn Davies’. Alt sidder i skabet med præcision, elegant rytmik og detaljerigdom. 5 stjerner ud af 6.

Kristoffer Grønbæk, Soundvenue: Med sin visuelle originalitet og fremragende skuespilpræstationer er Joel Coens ‘The Tragedy of Macbeth’ en af de bedste Shakespeare-filmatiseringer overhovedet.
5 stjerner ud af 6.

Film Fakta
THE TRAGEDY OF MACBETH
Instruktør: Joel Coen
Medvirkende: Denzel Washington, Frances McDormand, Alex Hassel, Bertie Carvel, Brendan Gleeson, Corey Hawkins, Harry Melling, Miles Anderson, Matt Helm, Moses Ingram med flere
Produktion: Joel Coen, Robert Graf og Frances McDormand
Manuskript: Joel Coen
Forlæg: William Shakespeare
Fotografi: Bruno Delbonnel
Klip: Lucian Johnston
Musik: Carter Burwell
Land: USA
Produktion: A24 Films
Distribution: A24.