NY FILM I SCALA GUDHJEM: ROBIN WILLIAMS’ DRØMMEROLLE

Joaquin Phoenix spiller hovedrollen i DON’T WORRY, HE WON’T GET FAR ON FOOT, som Robin Williams ellers havde udset sig, som den farverige mand, der ender i en kørestol, men siden får international succes som tegneserieskaber. Foto©Scanbox.

Af Bloggens filmexpert fra Gudhjem Uptown, Jesper Rovsing Olsen:

FOR OMKRING 20 ÅR SIDEN lavede den amerikanske mester-instruktør Gus Van Sant filmen ’Good Will Hunting’ ­– en af den slags film, der er så gennemført underholdende, bevægende og tankevækkende, at man i dag trygt går i biografen for at se, hvad instruktøren nu har bedrevet.

En af hovedrollerne blev spillet af Robin Williams, og nogle måneder efter premieren kontaktede Williams instruktøren med en idé til en ny film. Komikeren havde selv købt rettighederne til den sande, livsbekræftende og dramatiske historie om tegneserie-skaberen John Callahans liv.

Robin Williams ville selv spille hovedrollen om den farverige amerikaner med et enormt alkoholproblem, som efter et døgns druktur ender i en katastrofal bilulykke og et liv i kørestol. Trods sin skepsis starter han i terapi hos en AA-gruppe ledet af en karismatisk sponsor og millionær, hvor han opdager sit talent for at tegne grove satirestriber til aviser, som hurtigt får en international fanbase og giver John mod på en omgang til med livet.

Når Williams selv ville spille hovedrollen, var det til dels som en hyldest til sin ven, skuespilleren Christopher Reeve, der blev paralyseret i en ride-ulykke.

Gus Van Sant var med på ideen, ikke mindst fordi han selve havde kendt John Callahan fra 1980’ernes Portland. Van Sant gik derfor i gang med at udvikle et manuskript. Men efter adskillige forgæves forsøg, kom han aldrig frem til et vellykket resultat, og til sidst lagde han det fra sig.

Der skulle en tragedie til at få filmen på sporet igen. Da Robin Williams begik selvmord i 2014, besluttede Van Sant at gøre et sidste forsøg. Filmen lykkedes, desværre naturligvis uden Williams i hovedrollen, hvilket ellers kunne have været en spektakulær rolle for komikeren, men i stedet er Joaquin Phoenix trådt til med succes, ligesom filmen også tæller en række andre amerikanske stjernenavne.

Filmmagasinet Ekkos anmelder er meget begejstret, og kalder det for en ”uhørt sjov og rørende film, der måler sig med instruktørens bedste.” For alle dem, der endnu kan huske film som ’Good Will Hunting’, er det en stor ros.

DON’T WORRY, HE WON’T GET FAR ON FOOT
vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 13. til og med onsdag 19. september
[Vises dog ikke søndag 16. september, hvor Scala fejrer sin 75 års dag med den 75 år gamle film CASABLANCA, levende musik og champagne. Det sker kr. 19:30.]
Hver aften 19:15
Biografcafeen åbner 18:30
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 113 minutter
Censur: +11 år
Bestil eller køb billetterwww.scalagudhjem.dk

Anmelderne var ret så glade, nogen mere end andre:

Kim Skotte, Politiken: … Som menneskeligt drama og portrætfilm er ’Don’t Worry He Won’t Get Far on Foot’ en både underholdende, bevægende og fermt formet film, men Callahans figur er strøget lidt mere med hårene, end den demonstrativt kantede John Callahan nok selv ville have brudt sig om.
4 hjerter ud af 6

Frederik Asschenfeldt, Jyllands-Posten: …den galskab, der manifesterede sig for enden af Callahans pen, er intetsteds at finde på lærredet, og det er synd og skam, når nu talentmassen er til stede. Den slags kræver, at instruktøren reelt kerer sig om sine figurer ­– og det er efterhånden et par film siden, at man har følt det fra Gus van Sant.
3 stjerner ud af 6

Thomas Brunstrøm, BT: …er præget af masser af gode takter, men også af temmelig mange fejltrin, hvilket gør filmen til en lidt frustrerende oplevelse til tider. Men absolut stadig en seværdig film.
4 stjerner ud af 6

Kjartan Hansen, Filmmagasinet Ekko: …en uhørt sjov og rørende film, der måler sig med instruktørens bedste.
5 stjerner ud af 6

Filmfakta
DON’T WORRY, HE WON’T GET FAR ON FOOT
Instruktion: Gus Van Sant
Medvirkende: Joaquin Phoenix, Jonah Hill, Rooney Mara, Jack Black, Tony Greenhand, Beth Ditto, Mark Webber, Ronnie Adrian, Kim Gordon, Udo Kier med flere
Produktion: Charles-Marie Anthonioz, Mourad Belkeddar, Steve Golin og Nicolas Lhermitte
Manuskript: Gus Van Sant, Jack Gibson og William Andrew Eatman
Forlæg: John Callahan
Fotografi: Christopher Blauvelt
Klip: David Marks og Gus Van Sant
Scenografi: Jahmin Assa
Musik: Danny Elfman
Land: USA
Produktionsår: 2018
Biodistributør: Scanbox