NY UDSTILLING PÅ GUDHJEM MUSEUM: HOLKAHESTEN RIDER IGEN
HOLKAHESTEN ÅRLIGE UDSTILLING SIDEN 2001 bliver lidt anderledes i år. Det skyldes, at Bornholms førende kunstner Inge Lise Westman afgik ved døde i april. Men også at andet andet koryfæ – Tonning Rasmussen – afgik ved døden i 2023. Disse to får en særskilt og markant plads på udstillingen.
Udstillingen åbner i eftermiddag kl. 14:00-16:00, hvor DU er inviteret til fernisage. Der er ikke alene gratis adgang, men der bydes også på både snacks, vand, juice og vin.
13 UDSTILLERE
Holkahesten har 15 medlemmer, hvoraf kun de 10 udstiller. De suppleres med tre gæsteudstillere. Udstillingen byder på maleri, grafik, keramik, foto og skulpturer og giver indtryk af den variation og spændvidde, der findes i øens samtidskunst.
De 10 medlemmer er Hans Munck Andersen, Vibeke Glarbo, Julie Høm, Michael Geertsen, Silas Inoue, Hans E. Madsen, Hanne Mailand, Anne Sofie Meldgaard, Gerd Hiort Petersen og Klaus Thommesen. De 5 der holder pause er Kaori Juzu, Per Suntum, Kirsten Ortwed, Charlotte Thorup og Maria Thorsen.
GÆSTERNE
Årets gæster med tæt tilknytning til øen er fotografen Nicolai Howalt, der også var gæst i fjor, Peter Frimand, der blandt andet arbejder med installationer og video samt maleren Christoffer Munch Andersen. De to sidste er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Inge Lise Westman og Tonning Rasmussen har været med i Holkahesten fra starten samtidig med, at de på den større scene årligt udfoldede deres kunst som medlemmer af henholdsvis Koloristerne og Grønningen, og de var begge betænkt med Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.
Inge Lise Westman bosatte sig på Bornholm i 1971, hvis natur hun skildrede i både små grafiske værker og ikke mindst med årene i enorme, nærmest abstrakte landskabsbilleder, ligesom hun udførte markante skulpturer. Blandt anden ‘Kloen’ foran Gudhjem Museum.
I perioder sad hun i Akademirådet og Statens Kunstfonds Legatudvalg. Grafisk var hun medlem af Trykkerbanden. Igennem en halv snes år var hun udstillingsansvarlig på Gudhjem Museum sammen med billedhuggeren Ole Christensen, og i 2000 tog hun sammen med keramikeren Julie Høm initiativ til Holkahesten.
Tonning Rasmussen var – særligt for sine store farverige udsmykningsopgaver – allerede et kendt navn, da han i 1986 flyttede til Svaneke og senere til Sorthat, hvor han malede i tre årtier. Han stammede fra Horsens og var uddannet som bygningsmaler, inden han som autodidakt sprang ud som maler og grafiker.
FAKTA
HOLKAHESTEN
Gudhjem Museum.
Stationsvej 1, Gudhjem.
Fernisage lørdag 27. juli kl. 14:00 – 16:00 med gratis adgang.
Udstillingen vises fra 28. juli til og med 1. september.
Åben torsdage, fredage, lørdage og søndage kl. 13:00 – 17:00.
Udstilling i Stationsbygningen:
AAGE SCHAD: STEGET OP AF HAVET
AAGE SCHAD blev født i 1904. Han levede i 70 år, hvoraf han tilbragte en god bid af sin tid i Gudhjem. I dag er ved at være helt glemt. Det til trods for at han i en periode oplevede stor anerkendelse og berømmelse både i Danmark og i udlandet.
Gudhjem Museum blev i 2022 kontaktet af Casper Schad, som Aage Schad er grandonkel til. Han og den øvrige familie ejer en del værker af Aage Schad, som de syntes burde udstilles i Gudhjem … det var Udstillingsudvalget enige i. Ud over værkerne, som er i familien eje, kommer museets egne ting også frem i lyset.
Det drejer sig om oliemalerier, skitser og ikke mindst nogle af de skulpturer, der gjorde Aage Schad så berømt i en kort periode. Materialet til skulpturerne er fundet på ture langs kysten og består af grenstumper, trærødder og sten, som er blevet bearbejdet ved lang tid i havet og solen. Aage Schad arbejdede videre med det, naturen allerede havde formet, ved at sætte genstandene sammen på nye måder og i nogle tilfælde også bemale dem. Schad kaldte skulpturerne ”Skulptura anadyomene”, som betyder at de er ’steget op af havet’.
Denne udstilling vises hele sæsonen i Stationsbygningen sammen med de øvrige udstillinger i Udstillingshallen til og med 20. oktober.
DE PERMANENTE UDSTILLINGER
- Find Motivet – malerier fra Gudhjem i gamle dage med bykort, hvor du kan gå rundt i byen og tjekke, hvordan motiverne ser ud i dag
- Gudhjembanen med den fredede station – ude som inde.
- Dronefilm, der viser hvordan toget har kørt fra Østerlars til Gudhjem.
- Skulpturhaven.
- Oluf Høst Skitsesamling – forstørret på skærm.
- Sommerfuglemarken.
Entré til museet: 50 kr. Der kan betale kontant, med MobilPay eller med betalingskort.
Gratis adgang for mennesker under 18 år og for medlemmer af Gudhjem By- og Museumsforening. Man kan melde sig ind ved indgangen. Det koster 125 kr. pr. næse og 225 kr. for familie på samme adresse. Medlemskabet giver gratis adgang til alle årets udstillinger.