NY UDSTILLING PÅ GUDHJEM MUSEUM: KØIE I TRE GENERATIONER

Det er udstillingslederen Claus Sonne, der er ophavsmand til denne spøjse, lidt utraditionelle plakat. Foto©JørgenKoefoed.

De 3 generationer Køie er alle inspireret af den bornholmske natur. Her er yngste skud på stamtræet – Kasper Køies markante klippeparti fra Prinsessehaven i Gudhjem. Foto©ClausSonne.

KASPER KØIE er tredje generation af den berømte bornholmske kunstner-familie KØIE. Han er også den eneste, der stadig rører på sig. Han bor i Gudhjem ved kirken med udsigt til kirkegården. Så mon ikke han holder et vågent øje med de tidligere generationer. I hvert fald er far og bedstefar nu vakt til live for en kort stund. De skal nemlig alle tre – Ernst, Henning og Kasper – udstille sammen på Gudhjem Museum under titlen 3 x KØIE. Det er første gang disse tre spektakulære herrer mødes i én og samme udstilling. Alle med naturen som omdrejningspunkt.

Udstillingen indeholder litografiske tryk/raderinger, grafik og malerier, og den viser familiens kunstneriske udfoldelser gennem mere end hundrede år. En del af de udstillede værker er fra museets egen samling, mens andre venligst er udlånt af private samlere. Nogle af Kasper Køies malerier vil være til salg under udstillingen.

Du er hermed inviteret til ferniseringen lørdag 22. juni kl 14-16.

Ja, det er en heftig lørdag i byen. Gudhjem Downtown er blokeret af Danmarks bedste kokke og i Uptown fylder de bedste kunstnere rummet ud. Så der bliver trængsel som på et folkemøde.

I forbindelse med udstillingen er der udgivet et katalog med en kort historie om kunstnerne og med billeder af nogle af deres værker. Kataloget kan købes i receptionen – vi håber, det bliver klar fra trykkeren på ferniseringsdagen.

I kataloget er der en grundig introduktion til de tre kunstnere, og her kommer nogle smagsprøver på teksten:

Om Ernst Køie:
DEN BORNHOLMSKE NATURS VISUELLE LYRIKER

Kunstnerisk topmøde i Gudhjem 1961: Olga Lau, Oluf Høst og Ernst Køie. Sidstnævnte blev født i Vestermarie 19. oktober 1871 og døde i Rønne 23. oktober 1960 – 89 år gammel. Foto©GudhjemLokalhistoriskeArkiv.

Ernst Køie var først og fremmest kunstner, men videnskaben havde i den grad også hans interesse: Astronomi, arvelighedslære, botanik og filologi. Sidstnævnte anvendte han i forhold til granskning af det bornholmske sprog.

I hans tid afløste den ene isme den anden, og det greb samtidens kunstnere, – dog ikke Køie. Han bekendte sig fuldt ud til naturalismen. Som han blandt andet sagde:

”Der er ingen sensation i den, den er naturen, den behøver ikke skrige højt for at fængsle … Jeg ville derfor finde noget, der kunne blive mig selv. Jeg fandt det i ætsningen og i arbejdet med akvatinte og koldnål, med blyant, kul og tusch, men navnlig ætsningen og dens afarter. Jeg gik ud i naturen og gav mig til at studere dens lilleverden:Blomster, grene og blade, hvis fine og fuldendte udformning altid har haft stærk tiltrækning på mig …”

Ud over malerkunsten beskæftigede Ernst Køie sig også med musik. Dels i sangkor, dels på bratsch i forhold til kammermusik. Meget naturligt, når hans billeder jo også er musik. En enkelt digtsamling blev det også til; I NY OG NÆ, der udkom i 1953.

Om Henning Køie:
MULTI-MENNESKET

Henning Køie blev født i København 1. april 1913 og døde 3. september 1997 i Gudhjem 84 år gammel. Han ligger begravet på Gudhjems nye kirkegård. Foto©GudhjemLokalhistoriskeAriv/GreteKusk.

Kunstmaler, forfatter, debattør, poet, billedkunstner, skribent, illustrator, billedhugger, digter, viseforfatter, livskunstner, spillemand og komponist. Henning Køie var alsidig i sit virke i forhold til det kunstneriske, men var også fra sine unge år en ivrig fisker med egen jolle.

Henning Køie må have haft en stor tiltro til egne evner generelt, idet han valgte at flytte til Christiansø og leve som maler. En beskeden levevis som dog kunne suppleres med indtægter ved at fiske. Henning Køie havde ingen uddannelse, og havde knapt nok beskæftiget sig med at tegne og male tidligere.

I 1950 udsendte han sin første bog – CHRISTIANSØ. I den er der et essay om ’Malere og den slags’ hvor han bl.a. skriver: ”Farverne på Christiansø er vel ikke meget anderledes end andre steder, men de er stemt sammen på en anden måde, der får dem til at virke stærkere. Havets kølighed fortætter klippernes og murenes varme toner, der igen gør vandets blå mere intens. Og så i tilgift zigzag linjerne og det mærkelige sceneri, der på en uimodståelig måde giver denne plet i den nordiske Østersø en ejendommelig sydlandsk kolorit”.

Om Kasper Køie:
MENNESKE OG KUNSTMALER

Prinsessehavens mange voldsomme klippemotiver er de senere år blevet Kasper Køies foretrukne motiv. Foto©JørgenKoefoed.

Erik Høst – der er barnebarn af Bornholms mest berømte maler Oluf Høst – fortæller: ”Kasper henter sin inspiration i den bornholmske natur, fortrinsvis i Suse-Renden. Billederne er organiske, lyriske med stor musikalitet og en fabelagtig sans for form og farve, som skaber stemninger både i dur og mol. Det gør malerierne spædende at beskue. Det samme motiv igen og igen. Kasper er et musisk menneske og en stor musikelsker. Når han griber guitaren er det altid med en fantastisk feeling, timing, og så swinger det. Evner han formår at overføre til sine malerier med den stringente form og farve der er i balance.

Kasper er en enten-eller-person! Meget pligtopfyldende, trofast med en stærk vilje til at fortsætte selvom det ind imellem kan være op ad bakke. Når det gælder de intentioner han har med sin kunst er han ambitiøs, kompromisløs, vedholdende (stædig) og grundig. Et billede er kun færdigt, når han selv er tilfreds med resultatet. Han har en veludviklet sans for humor, gode fortælleegenskaber, altid med et glimt i øjet. Kasper er politisk engageret, hvilket han ikke lægger skjul på. Til tider er han lige så urokkelig som de klipper han på så mesterlig vis skildrer med sin pensel og farver”.

ANDRE UDSTILLINGER
Aktuel er også den nye lokalhistoriske udstilling HANDEL OG HÅNDVÆRK I BRØDDEGADE FRA 1890-1990, der vises i Stationsbygningen. En spændende udstilling, der fortæller Brøddegades historie i tekst og billeder, hus for hus.

I ’pakkerummet’ en udstilling om GUDHJEM-BANEN, der fyldte 100 år for et par år siden. I ’venteværeslet’ der står som fra den gang, kan der også ses en 9 minutter lang film, der via en drone viser den vej, som banens damplokomotiv tilbagelagde fra Østerlars til Gudhjem.

På første sal er der indrette et rum til Oluf Høst Skitser samt hans store maleri af Gudhjem set fra Bokul. Derudover en udstilling, som fortæller om Gudhjem i gamle dage, da fiskeriet fyldte det meste. Her kan også ses film fra aktiviteterne på Gudhjems travle fiskeri-havn.

SKULPTUR-PARK
Foran Museet har der i flere år været opstillet otte større granit-værkerdog 1 styk i jern. Men nu er de syv skulpturer, som forrige år blev udlånt med forkøbsret af billedhugger Jun-Ichi Inoue’s enke blevet placeret ude i landskabet, og mon ikke man med lidt god vilje nu kan kalde de 15 værker for en skulpturpark?!
Museet blev for kort tid siden endnu engang tilgodeset med en skulptur af Jun-Ichi Inoue. Jun-Ichis enke, Sheena, har valgt at udlåne skulpturen TSUKI til museet. Den er noget mindre end de øvrige, Museet har fået til låns, og som der i øjeblikket søger midler til at erhverve.

Skulpturen TSUKI er Jun-Ichi Inoues bryllupsgave til Sheena. Foto©ClausSonne.