NYE KOSTE PÅ GUDHJEM MUSEUM

Det nye udstillingsudvalg: Claus Sonne [øverst], Ole Christensen og Hans Martin Bloch [nederst]. Foto©JørgenKoefoed.

SIDEN MAJ 2015 har Din Blogger været udstillingsansvarlig på Gudhjem Museum. Det er slut nu. 1. januar 2018 overtog Claus Sonne roret sammen med Ole Christensen og Hans Martin Bloch.

En del af udstillingerne for 2018 er selvfølgelig allerede for længst aftalt, men udstillingen i stedet for den aflyste Årets Bornholmske Pressefoto [læs Bloggen fra 1. januar 2018] bliver således det nye udstillingsudvalgs første suveræne udspil. Her vil Jan Kuloj udstille primært sort/hvide-landskaber i Udstillingshallen. Der er fernisage lørdag 24. marts kl. 14-16. Udstillingen har åben hver dag kl 13:00 til 17:00. Sidste dag søndag 22. april 2018. Følg med på www.gudhjembyogmindeforening.dk,

DET NYE UDSTILLINGSUDVALG

Claus Sonne [udstillingsansvarlig]. Udlært fagfotograf. 1986-89: 1. mand i Rosted Fotografi & Filmproduktion. 1989-90: Underviser på Grafisk Skole. København.1989-90: Partner i Rosted Fotografi & Filmproduktion. Fra 1990: Egen virksomhed, primært reklame- og landskabsfotografi, sekundært reklamefilmsproduktion. Fra 2014: Extern censor på Danmark Medie- og Journalist højskole, DMJX. Har bla modtaget ‘Epica Guld’, ‘Euro Best’ og ‘Sølvløve’ ved Cannes Lions for bedste reklamefoto. Udvalgte arbejder kan ses på: https://claussonne.myportfolio.com. Medlem af bestyrelsen i Gudhjem By- og Mindeforening. Bosiddende i Gudhjem siden 2014.

Ole Christensen. Folkepensionist pr. februar 2018. Født på Lolland af lolsk far og norsk mor. Blev førd i 1983. Boede først i Kjeldseby, derefter på ‘Grydehøj’ i Østerlars, så en tur om Rønne inden det blev Melsted i 2015. Har arbejdet som pædagog, leder, formand for Socialpædagogerne på Bornholm og faglig konsulent. Havde økologisk landbrug på12 tønder land med fedekvæg på Grydehøj. Har stået i ‘mesterlære’ 1 år hos den tidligere udstillingsansvarlige på Gudhjem Museum. Er også aktiv i forhold til det lokalhistoriske samt i bygruppen under Gudhjem By- og Mindeforening. Desuden medlem af koret ‘Det Rytmiske Selskab’ der hører hjemme i Rønne. Min holdning til museum og kunst er i overensstemmelse med flg. citat fra Louisiana: “At skabe kunst er at eksperimentere med vore værdier og forestillinger, at forfølge en idé, at danne billeder af det ukendte eller nye eller andre billeder af dét, vi tror, vi ved. Kunstmuseet er eksperimentets frie rum. Enhver, der træder ind her, må være forberedt på også at møde billeder, som forstyrrer. Kunstmuseet er et usikkert rum ­– tænkning og sansning er mulige afveje.” Jeg er desuden optaget af den lokalhistoriske dimension – både i forhold til kunst/kunsthåndværk og fotos.

Hans Martin Bloch. Uddannet styrmand. Arbejder i Malmø i Søværnets Vessel Traffic Service ­– VTS Øresund, som overvåger skibstrafikken i Øresund. Medlem af bestyrelsen i Gudhjem By- og Mindeforening. Har også været medlem af det tidligere udstillingsudvalg. Bosiddende i Gudhjem.