NYHED FRA SCALA GUDHJEM: NU KOMMER DER UNDER-TEXTER PÅ DE DANSKE FILM

Trine Dyrholm og Gustav Lindh tørner sammen i dyrsisk sex i den danske film DRONNINGEN. Den vises i Scala Gudhjem frem til onsdag 1. maj. Men det er kun i aften lørdag 27. april, at du kan se den textet. Foto©NordiskFilm.

UNDER GENERALFORSAMLINGEN i Scala Gudhjem 3. april fremsatte Din Blogger et forslag om, at man fremover skulle vise alle danske film med undertexter. Det vandt ikke helt gehør hos forsamlingen. Kun 1 stemte for – gæt selv hvem.

Til gengæld enedes man om, at der skulle textes fire ud af filmens syv visningsdage. Således vil der fra maj måned være texter søndage, mandage, tirsdage og onsdage. Og altså utextet de resterende tre dage: Torsdage, fredage og lørdage.

Faktisk har Scala i år allerede vist textede danske film, men kun på lørdage.

NORDISK FILM STARTEDE BØLGEN

Hvis en dansk film var støttet af Filminstituttet, var det et krav, at der også skulle laves en kopi med danske undertexter. Problemet for biograferne var bare, at så skulle man også betale fuld leje af den extra textede kopi. Det var der absolut ikke økonomi i – især ikke for de små biografer. Men nu er det blevet teknisk muligt at indlægge texterne i den samme kopi, som man så kan slå til eller fra.

Derfor besluttede Nordisk Film tidligere på året, at de i deres mange biografer landet over nu kun ville vise danske film med undertexter. Altså undertexter på dansk, forstås. Filosofien bag var, at omkring 800.000 mennesker i Danmark hører så dårligt, at de ikke får noget ud af at se danske film. Derudover var der også mange, som klagede over, at det var mange gange svært at opfatte, hvad skuespillerne sagde. Enten var lyden for dårlig, eller også var der for meget uartikuleret tale. Eller rettere mumleri. Hvad var så mere nærliggende, end altid at vise filmene med undertexter?!

Det er så sket i de biografer, som ejes af Nordisk Film – og det er ikke så få endda. I 2018 var der 192 biografer med i alt 470 sale med tilsammen 63.000 pladser. Her er de 23 ejet af Nordisk. Måske ikke så mange, men de 23 biografer råder til sammen over ikke mindre end 158 sale med i alt 22.556 pladser – altså lidt over en tredjedel af landets biografsæder.

Nu er Scala Gudhjem så sprunget delvis med på vognen. Der skal evalueres til generalforsamlingen næste år. Så bliver der måske flertal for fuld dækning alle ugens dage – eller det modsatte.