NYT MADSTED I GUDHJEM BYDER PÅ EXCLUSIV DÅSEMAD

FANGST er ved at indrette sig ind i den østlige ende af Bays Røgeri, der er placeret mellem Ejnar Mikkelsensvej og den store P-plads. Den vestlige ende ejes af Jimmy Bauerle fra Gudhjem Kunsthandel. Foto©JørgenKoefoed.

Iværksætteren Martin Bregneballe ved indgangen til sine nye take-away i Gudhjem. Han fremviser den æske man kan købe med plads op til fire forskellige konservesdåser med fisk. Foto©JørgenKoefoed.

JA, DU LÆSTE RIGTIGT! Martin Bregneballe fra Vestjylland vil fra sin nye take-away-resto FANGST på havnen i Gudhjem … byde på fiskemad på dåse.

BLOGGEN: Martin, fisk på dåse …. det lyder ren umiddelbart lidt bizart, når vi nu er på Bornholm.

MARTIN BREGNEBALLE: Måske, men det er helt unikt, det der er inde i dåsen. For exempel bliver der fanget rigtig mange brislinger i Danmark. Så mange, at det kunne dække alle danskers protein-behov, men de fleste går til dyrefoder.

BLOGGEN: Jamen, smager brislinger godt?

MARTIN BREGNEBALLE: Ja. Før i tiden exporterede Danmark masser af brislinger på dåse til det sydlige Europa, hvor de blev solgt som sardiner. Så, jo, de er ikke alene velsmagende, men også en meget sund spise. Vi sælger dem både røgede og saltede.

BLOGGEN: Er der andet end Brislinger i dåserne?

MARTIN BREGNEBALLE: Ja! Vi sælger også hjertemuslinger. De kommer fra Limfjorden og så laks fra Færøerne. De sidste bliver grillet lige inden låget bliver lagt på.

BLOGGEN: Hvem sørger for, at fiskene bliver lagt i dåse?

MARTIN BREGNEBALLE: I gamle dage var der omkring 150 konservesfabrikker i Danmark. De er næsten alle væk. Der var også en på Bornholm; den lukkede sidste år. Men vi har fået kontakt med en konservesfabrik i Roja i Letland. De får leveret vores brislinger og Lehnsgårds Rapsolie.

BLOGGEN: Hvad med muslingerne?

MARTIN BREGNEBALLE: Det klare en lille fabrik i Munkebo på Fyn.

BLOGGEN: Nu har FANGST jo ikke noget udendørsareal, så er det meningen man skal nyde dåsemaden hjemme hos sig selv?

MARTIN BREGNEBALLE: Det kan man gøre. Med dåserne følger brød fra Bager Dam i Aakirkeby, der bliver grillet samt lokalt fremstillet mayonnaise med trøffelolie. Vil man nyde maden i Gudhjem udlåner vi puder, så man kan sætte sig i klipperne hel tæt på det hav, hvor en del af indholdet i dåserne kommer fra.

BLOGGEN: Det lyder både forjættende og bæredygtigt. Hvad skal man drikke til dåsemaden?

MARTIN BREGNEBALLE: Fadøl! Jeg har entreret med det danske verdensfirma Mikkeler Øl, som sidst år også kom Bornholm, hvor de har indtaget Årsdale.

BLOGGEN: Har du butikker andre steder?

MARTIN BREGNEBALLE: Nej, men om ikke så længe åbner jeg også FANGST i Kødbyen på Vesterbro i København.

BLOGGEN: Klarer du alt det her alene?

MARTIN BREGNEBALLE: Kokken, foodstylisten og forfatteren Sune Rasborg, som blandt andet har skrevet madbogen BORNHOLM ­– FOLK, FÆ &s FOODIES, er med i projektet.

FANGST holder åbningsreception lørdag 11. juli … men tyvstarter måske allerede i dag eller i morgen.

Det er efterhånden mange år siden at familien Jespersen lukkede Bornholms eneste fiskerestaurant i Bokuldhus øverst oppe over Gudhjem. Nu er fisken komme tilbage til byen. Selv om fisk på dåse ikke er helt det samme som en friskfanget rødspætte, snerper det dog lidt der henad.

OM MARTIN BREGNEBALLE

Martin Bregneballe som han præsenterer sig på www.fangst.com.

Martin voksede op i en familie af biologer, ornitologer og fiskere. Imidlertid interesserede han sig mere for, hvordan man laver god mad ud af naturens ressourcer, og har således arbejdet på mange områder inden for fødevareudvikling. Han blev især inspireret af de år, hvor han arbejdede sammen med kokke-ikonet Claus Meyer og deltog i den nye nordiske madbølge.