NYT SLOGAN TIL RÆDSELSHUSENE I TEJN

Bloggen orker ikke at se fotos af de famøse Havnehuse i Tejn. I stedet kan du nyde dette smukke kastanietræ, der står tæt på Havnehusene … altså så længe det vare. Kommunens embedsmænd søger hele tiden muligheder for at fjerne træer til fordel for nedsmeltede mure og containerskeletter. Så nyd det – om lidt er det borte. Foto©JørgenKoefoed.

TV-VÆRTEN ANE CORTZEN har for nylig besøgt Havnehusene i Tejn – og stillet det samme spørgsmål her, som andre steder i landet, hvor rædselsarkitektur skyder op som giftige svampe: ”Har der været en arkitekt til stede?”.

I salgsmaterialet for de famøse firkantede betonkasser i Tejn kunne man finde slagord som ”Bo tæt på vandet”, ”Få meter fra havet”, ”Boligen for dig, der drømmer om at bo lige ned til vandet”, ”Flexboliger i kompromisløs kvalitet”, ”Selv fra anden række vil du føle vandets nærvær og den beroligende atmosfære, det bringer med sig” og mere i den dur.

Men, men … ikke alle husene er endnu blevet solgt og efter stormflodens ødelæggende rasen i oktober sidste år, har idérige reklamefolk fundet på et nyt slående og mere realistisk slogan:

”Tejn Havnehuse – et stenkast fra havet!”