OLSEN BANDEN LAGDE GUDHJEM NED

Lille Børge fra Olsen Banden er for længst blevet voksen – og igen blevet noget ved musikken. Foto©JørgenKoefoed.

Morten Wittrock er den største klaverbokser jeg endnu har oplevet. Keyboardet fik så mange tæsk, at det lignede mishandling. Kors, hvor var det stort! Foto©JørgenKoefoed.

DU KENDER GARANTERET BØRGE. Det var ham knægten med de stærke brilleglas i Olsen Banden. Ham der til sidst endte som stofmisbruger – som det desværre sker for mange barnestjerner. Det hele har han blotlagt i bogen VERDEN VENTER, som han har skrevet sammen med journalisten Bo Østlund og udgivet tidligere på året. Med skulderklap fra anmelderne.

Nu er Jes forlængst kommet op af sumpen. Mens han i ti år har arbejdet bag kulisserne ved Den Kongelige Ballet har han samtidig knoklet med musikken. Det resulterede i cd’en JES HOLTSØ, som ligeledes lige er udkommet – og igen med store skulderklap. CD’en er produceret sammen med keyboardspilleren Morten Wittrock – og det var netop de to knægte, jeg stødte på, da jeg sent fredag aften dumpede inden for på Café Klint i Gudhjem.

Det var temmelig forrygende. Jes sang sin blues godt. Stemmen var rusten og melodisk. Mens Wittrock levede op til sit navn. Hans forrygende klaverspil var så rocket og emininet – og ja så forrygende at vi alle sad med stiv pik og  håret tilbage. Det var stort. Næsten for stort til denne almindelge fredag aften med elegant lys ud over Østersøen. Hans egen CRAWFISH MUSIC, var så smuk og så dynamsik, at jeg både grinede og græd. Det gav længsler efter edelweiss og stærke guldøl. Senere fyrede drengene I GOT MY MOJO WORKING af – så kleenexen blev gennemvåd af sved og tårer. Det var større end stort.

Efter koncerten fangede jeg Børge alias Jes Holtsø uden på havnen, mens han dels pakkede bilen og dels hev røg i lungerne.

EGO: Må jeg stille et dumt spørgsmål?

JES: Ja, selvfølgelig!

EGO: En af de gamle Far-Til-Fire-film udspiller sig på Bornholm – du ved Far Til Fire På Bornholm. Hvorfor kom der aldrig en Olsen Banden På Bornholm?

JES: Øøøh … nu havde Lille Per og Sonja fra Istedgade jo været her – så vi tog i stedet mod vest og lavede Olsen Banden i Jylland. For øvrigt den bedste af dem alle.

EGO: Hvorfor var du ikke med i de sidste par Olsen-Banden-film?

JES: Mit problem var jo, at jeg som den eneste blev ældre. Ove Sprogøe, Poul Bundgaard og Morten Grunwald spillede jo bare hele tiden voksne og havde det samme tøj på gennem alle filmene. Jeg optrådte altid i mit eget tøj og skulle slås med, at jeg blev større og større … men det har jeg altsammen skrevet om i min bog. Læs den! Jeg har lagt det hele frem. Jeg har ikke skjult noget.

Bildørene smækker og de to formidable og veritable blues-drenge tager kurs mod Allinge. De havde hørt, at man kunne købe pizzaer på røgeriet indtil klokken 24 … og nu var klokken 23:30.

Morten Wittrock & Jes Holtsø er på Café Klint igen søndag 17/7 kl. 21– og om eftermiddagen kl. 15 – 17 udendørs lige over for Klint.

En firhændig Holtsø og Wittrock blues så gebisserne raslede og trommehinderne dansede zumba. Foto©JørgenKoefoed.