OSCAR-VINDER FOR FILM-NØRDERNE

Selv om filmen hedder DRIVE MY CAR, bliver der faktisk ikke kørt særlig meget rundt i hovedpersonens røde Saab. Det på trods, at filmens hovedperson Yûsuke Kafuku (Hidetoshi Nishijima) blive udstyret med privatchaufføren Misaki Wataki (Tôko Miura). Foto: Camera Film.

 DRIVE MY CAR:  Man kan lige så godt med det samme slå fast, at Scala Gudhjems nye japanske film ’Drive My Car’ ikke er en metervare. Faktisk det modsatte. Så hvis du ikke er en film-nørd – eller fan af forfatteren bag filmen, den 73 årige Haruki Murakami – er det hård kost … og dog!

”Et drama der langsomt griber dig med hud og hår”, skriver en vis S. Rico i sin anmeldelse på kino.dk og slutter: ”Den varer hele 3 timer og foregår i et meget langsomt tempo. Men det er en film, der konstant voksede i mig. De første 40 minutter lå jeg på 3 stjerner. Så voksede den til 4, og den sidste halve time til 4,5. Men den blev ved med at vokse, efter filmen var slut. Den er fyldt med begavet dialog om tunge emner som tab, skyldfølelse og tilgivelse. Og det er meget svært ikke at blive revet med ind i deres liv og skæbner.”

Filmen har fået et styrtregn af anerkendelser. Først og fremmest en Oscar som Bedste Internationale Film og derudover 73 priser og 95 nomineringer.

Herhjemme er pressen lige så begejstret. Der blev drysset en enkelt 6-stjerne fra Berlingske Tidende, hvor Kristian Lindberg skriver: ”Oscar-årets Bedste Internationale Film, japanske ’Drive My Car’, er en filmoplevelse som få andre. Men den er heller ikke for alle ” og tilføjer: ”Mesterværket kan ændre dit liv”. Resten af anmelderkorpset kvitterede alle med fem ud af de mulige seks stjerner.

Handlingen er ikke vildt dramatisk i det ydre, men det er den til gengæld på de indre linjer: Instruktøren og skuespilleren Yûsuke Kafuku plejer på én gang et platonisk og lidenskabeligt forhold til sin hustru gennem 20 år, manuskriptforfatteren Oto. De udklækker idéer, mens de har sex eller kører ture i deres bil, som er mere end bare et transportmiddel for parret. Men under den harmoniske overflade ulmer konflikterne, og en chokerende hændelse er med til at intensivere instruktør Ryûsuke Hamaguchis lavmælte og følsomme roadmovie .

Når der har været stort ståhej omkring filmen, skyldes det ikke mindst forfatteren bag. Muraki er en af Japans støste forfattere. Han har udgivet over 50 bøger, som er blevet solgt verden rundt. Overalt er han blevet ophøjet til kult for sine fantasifulde og poetiske nedslag. Hans fanskare er i voldsom vækst, som går under betegnelsen ’Harukier’.

Haruki Murakami voksede op i Kobe. Fra barnsben var han påvirket af vestlig musik og litteratur. Den unge Murakami læste alt fra amerikanske forfattere som Vonnegut til russiske Dostojevskij og franske Balzac, ligesom han var stor fan af pop, rock og jazz. En af hans romaner er endog opkaldt efter Beatles-sangen ’Norwegian Wood’.

Da han var færdig med at læse på universitetet åbnede han i 1974 jazz-baren ’Peter Cat’ i Tokyo. Sideløbende begyndte han at skrive. Inspirationen kom til ham under en baseballkamp på en varm forårsdag i 1974. Det blev til debutromanen ’Hør vinden synge’. Den prisvindende forfatter nævnes ofte som kandidat til Nobelprisen i litteratur, men siger selv: ”Jeg har ikke lyst til at modtage priser. Det betyder nemlig, at man er færdig som forfatter.”

Nu er spørgsmålet: Tør du vove dig ind i biografmørket til denne smukke, poetiske og eksistentielle fortælling om sorg, kunst, healing og forening?

DRIVE MY CAR
vises i Scala Gudhjem
mandag 30. maj til onsdag 1. juni
Alle dage 19:15
Biograf-cafeen åbner 45 minutter før filmstart
Billetpris: 95 kroner
Spilletid: 179 minutter
Censur: 11+.

Anmelderne var ret så begejstrede:

Kristian Lindberg, Berlingske: Oscar-årets Bedste Internationale Film, japanske DRIVE MY CAR, er en filmoplevelse som få andre. Men den er heller ikke for alle. 6 stjerner ud af 6.

Michael Solgaard, Børsen: Sjældent har en film været så god til at vugge dig ind i så mange forskellige menneskelige følelser, og man føler sig klogere, mere forstået og omfavnet af kærlighed, når man tre timer senere går ud af biografen. DRIVE MY CAR er lang, men det passer godt til den zen-agtige stemning, der er en del af filmens dna. 5 stjerner ud af 6.

Per Juul Carlsen, Filmland P1: Det gør selvsagt DRIVE MY CAR til en usædvanlig film. For nogen vil den være en oplevelse, man aldrig slipper – sådan én, man ser igen og igen for at udforske dens gåder, åbne rum og spørgsmål. 5 stjerner ud af 6.

Rasmus Brendstrup, Filmmagasinet Ekko: DRIVE MY CAR er en film, der […] fremstår menneskeklog og mådeholden, mens følelserne finder vej fra hjerte til tunge. Til slut sidder man tilbage med følelsen af at have været på en intens jordomrejse, beriget og kørt hjem igen. 5 stjerner ud af 6.

Eva Novrup Redvall, Information: Japanske Ryûsuke Hamaguchis oscarvindende drama, DRIVE MY CAR, undersøger smukt, hvad der kan ske, når man for en stund overgiver livsrattet til andre og er åben for nye møder – og for kunsten.

Frederik Asschenfeldt Vandrup, Morgenavisen Jyllands-Posten: Årets Oscar-vinder for Bedste Internationale Film er ikke en af dem, man kommer til at anbefale vidt og bredt. Dertil er den for insisterende sin egen. Men man anbefaler den uforbeholdent og desto mere varmt til en mindre skare, som man tiltror lysten og evnen til at kunne absorbere tre timers slow cinema. 5 stjerner ud af 6.

Kim Skotte, Politiken: Biljagter i stil med ‘Fast and Furious: Tokyo Drift’ er der som sagt ingen af. […] Men der findes heldigvis andre former for spænding. Som dem, der i denne de små detaljers symfoni handler om de komplicerede og på overraskende måde potentielt håbefulde relationer mellem mennesker. 5 hjerter ud af 6.

Freja Dam, netmediet Soundvenue: Japanske Ryûsuke Hamaguchis Oscar-vinder for Bedste Internationale Film er en smuk, poetisk og eksistentiel fortælling om sorg, kunst, heling og forening, der sætter dig i en vægtløs trance på bagsædet af en rød Saab. 5 stjerner ud af 6.

Film Fakta
DRIVE MY CAR
Instruktør: Ryusuke Hamaguchi
Medvirkende: Sonia Yuan, Masaki Okada, Ahn Hwitae, Perry Dizon, Satoko Abe med flere
Manuskript: Takamasa Oe
Forlæg: Haruki Murakamis roman af samme navn
Producent: Teruhisa Yamamoto
Musik: Eiko Ishibashi
Foto: Hidetoshi Shinomiya
Klip: Azusa Yamazaki
Land: Japan
Dansk distribution: Camera Film.