BLOGGEN HAR forsat jagten på Rønne-knægten – den berømte maler Kristian Zahrtmann. Denne gang til hans højtelskede og højtliggende sommerresidens i Civata d’Antino.

Bjergbyen ligger 900 meter oppe over det vidunderlige landskab. For at komme derop kan man enten tage en lille bus fra stationsbyen Morino, der ligger nedenfor. Den går kun tre gange i døgnet. Man kan selvfølgelig også gå op, men vejen er så slynget, at det bliver en tur på omkring 10 km med stejle stigninger. Da Zahrtmann besøgte byen må han være ankommet ridende på et æsel. Den gang var der kun en lille jordvej.

Men det er således ikke hel let, at nå op til byen – med mindre du ankommer i egen bil.

Men inden da skal man se noget andet.

Din Blogger fløj til Bologna via München med Lufthansa og Air Dolomiti. Herfra med bus til Bologna Centrale og videre med tog til Pescara. Det tager mellem tre og fem timer alt efter, hvilket tog man vælger med priser fra 300-650 kroner.

GULDSKATTEN I PESCARA

Det er vigtigt at gøre et ophold i Pescara. Byen er en badeby. Den ligger lige ud til Adriaterhavet og som sådan ikke det mest interessante sted trods flere store, brede gå-boulevarder og eksklusive forretninger og ikke mindst et hav af store boglader. Byens 120.000 indbyggere er åbenbart meget læsende.

Det interessante for den danske gæst er det store private IMAGO MUSEUM – MUSEO d’ARTE MODENA E CONTEMPORANEA. De råder over en stor samling malerier af de danske kunstnere, der kom på sommerbesøg hos Zarthmann. Ikke alle var blandt de største navne, men mesteren P. S. Krøyer var trods alt en af dem og har således tre mindre malerier og én gravering hængende.

Museet kalder samlingen INDTRYK OG VIRKELIGHED – Den skandinaviske drøm fra Barbizone til Civita d’Antino. Det drejer sig om 119 malerier, 10 tegninger og 1 gravering.

Nu kunne man tro, at museet havde købt værkerne direkte af de besøgende kunstnere, da Zarhtmanns kunstnerkoloni i Civita d’Antino var aktiv i årene 1883-1913. Sådan er det ikke forgået. Museet blev først etableret i 2021, og ifølge den tidligere museumsdirektør for Bornholms Kunstmuseum – Lars Kjærulf Møller – er opkøbene hovedsalig sket gennem auktioner hos Bruun-Rasmussen i Bredgade i København. Det er Fandazione Pescarabruzzo med midler fra Banca Caripe og en lokal bank i Pescara, der indgik i en stor fusion i 2016, der stod bag de store opkøb.

DE ER REPRÆSENTERET

Museet ligger lige over for byens banegård, og det er umuligt ikke at lægge mærke til de vægstore portrætter af Zahrtmann på facaden. Inden for er der reserveret en hel afdeling til den danske guldskat.

Her er navne som Peter Tom-Petersen, Axel Bjerre Simonsen, P. S. Krøyer, Axel Emil Krause, Emil Wennerwald, Johan Gudmann Rohde, Ole Henrik Benedictus Olrik, Knud Sinding, Carl Holsøe, Peter Christian Thamsen Skovgaard, Gad Frederik Clement, Carl Christian Forup, Viggo Pedersen, Edvard Frederik Petersen, Niels Frederik Schøittz-Jensen, Aage Bertelsen, Laurits Schmidt-Nielsen, Martin Fasting, Axel Emil Krause og Carl Budtz-Møller [1882-1953]. Sidstnævnte havde sommerhus på Melsted Langgade 5 ved Gudhjem, og kan nu beses på Gudhjems Museum:

Normalt blev Carl Budtz-Møllers malerier ikke solgt for de store summer. Ofte bare mellem 1.000 og 5.000 kroner, men i december 2020 skete der noget. Et maleri med motiv fra kunstnerens hjem i Melsted var vurderet til max. 6.000 kroner kom pludselig i en tvekamp mellem to bydere på en auktion hos Bruun-Rasmussen. Det fik prisen op på 65.000 kroner inden den ene gav op. Men det var faktisk ikke rekord. I 2008 blev et af hans malerier solgt for 95.000 kroner samme steds. Men det bliver bedre endnu. I 2008 blev hans Blå Lilje Foran Spejl [96,5×74,6 cm] solgt for 32.500 dollars [156.000 kroner i daværende kurs] hos galleri William Doyle i New York. Men faktisk går det helt bananas tilbage i 1918. Her arrangerer han selv en auktion i Den Frie Udstillingsbygning i København. 571 værker var under hammeren og indbragte det svimlende beløb af 107.000 kroner. I nutidskroner lidt over 3 millioner. En murers timeløn lå den gang på omkring 1,50 kroner.

Hvis du vil se Budtz-Møller malerier har du lige nu mulighed for det på Gudhjem Museum. Her udstilles nogen af de gaver, som museet har modtaget i år. Og her har museet modtaget ikke mindre end 30 malerier af omtalte kunstner fra Lisbeth Harbirk fra Hillerød. Værkerne havde hun arvet efter sin mor, som havde været veninde med kunstnerens hustru. De viste Budtz-Møller-malerier indgår nu i Gudhjem Museums Samlinger.

De sidste to afsnit om Kristian Zarhtmann kommer på Bloggen i løbet af denne måned.

De tre første finder du her:

PÅ SPORET AF KRISTIAN ZAHRTMANN [1:6]: DET BERØMTE FROKOSTBORD
17. juli 2023

PÅ SPORET EFTER KRISTIAN ZAHRTMANN [2:6]: IN COGNITO I LUCCA
6. august 2023

PÅ SPORET EFTER KRISTIAN ZAHRTMANN [3:6]: DET MYSTISKE BRYLLUP I PISTOIA
14. august 2023

 

DE ANDRE UDSTILLINGER

Museet er stort. Der er meget at kigge på – og al for meget til én dag.

På øverste etage udstillingen DIE BRÜCKE udelukkende med sort/hvide linoleumssnit. Det er en kendt tysk kunstnergruppe, der blev stiftet i Dredsen i 1905, som blev en vigtig repræsentant for ekspressionismen og en pioner inden for klassisk modernisme. Gruppen havde på et tidspunkt ni medlemmer, blandt andet Emil Nolde.

På førstesalen en heftig retrospektiv udstilling med Mario Schifano – Italiens første pop-art-kunstner. Vilde billeder, som godt kan minde lidt om vores egen fremadstormende Frederik Næblerøds værker. Mario blev født 1934 i Khoms i Libyen og døde i 1998 i Rom, 64 år gammel.

Men især udstillingen med en dansk kvindelig kunstner vakte interesse: Elisa Maria Boglino. Fra København til Rom: Mellem to hjemlande i maleriet.

Elisa Johanne Rosa Maria Boglino [født Maioli] blev født 7. maj 1905 i København. Hendes far Alberto Maioli var østrigsk diplomat med toscanske rødder. Hendes mor – Marie Mølle – kom fra Danmarks industrielle bourgeoisi.

Elisa startede med at tage private timer hos Axel Hou. I 1922/23 blev hun som 17-årig optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi efter forberedende undervisning hos C. V. Aagaard og Carla Colsmann Mohr. Hun studerede maleri under professor Elof Riseby, men det sidste år fulgte hun undervisningen hos Sigurd Wandel på freskolinjen.

I akademitiden knyttede hun fællesskaber med andre studerende, fx med Malerholdet, hvor blandt andet bornholmske Paul Høm var medlem.

I 1923 rejste hun til Italien med en fascination af myten om Syden. Hun beundrede værker af Masaccio og Pietro della Francesca i Firenze og Arezzo, kopierede Pietro Lorenzetti i Assisi og værdsatte Flora fra Stabiae i Neapel. I 1925 besøgte hun Paris, London, Prag og Nice og hun ledsagede sin mor til Sicilien, hvor hun beundrede mosaikker af Monreale og La Zisa. Her forelskede hun sig i rigmanden Giovanni Boglino og giftede sig med ham. Sammen med mor flyttede de alle tre til Palermo, hvor hun fødte en datter og en søn. Manden døde allerede i 1933.

Hun deltog i en række udstillinger i Palermo, Catania og Firenze. Senere var hun med på Biennalen i Venedig 1930 efterfulgt af flere seperat-udstillinger i Palermo, Rom, Milano og hos Chr. Larsen på Højbro Plads i København. Hun døde 2002 i Rom, 97 år gammel.

RUNDT I PESCARA

Da min kuffert ikke var kommet med flyet fra München til Bologna, blev jeg forsinket omkring fire timer, inden jeg kunne tage toget til Pescara – dog stadig uden min kuffert. Derfor ankom jeg først til byen ved 22-tiden. Jeg skulle bo på Hotel Ambra, som ligger ti minutters gang fra stationen.

Hotellet var fint og smukt. I receptionen stod en ældre herre. Han bad om at se mit pas. Da han havde studeret det et stykke tid henvendte han sig til mig i en lidt højtidelig tone: “De er 79 år og 8 måneder?”

“Ja, jeg fylder snart 80 år!”

Han lukkede passet og rakte mig hånden: “Tak … tak!” Han var tydeligvis paf over min alder. Åbenbart syntes han ikke, at den passede til mit udseende. Herefter skulle jeg hverken betale byskatten og for hotellets tandpasta, tandbørste, baberskraber og barbercreme! Han anbefalede mig at spise på Ciacco, som lå lige om hjørnet. Jeg trådte ind i det tomme restaurationslokale 22:27 – tre minutter før lukketid. Det var ikke noget problem. Familien var stadig i lokalet og serverede for mig både spaghetti, brød, vin, kaffe og flødeis … selv om det var efter lukketid.

Jeg spiste der også dagen efter ganske vist noget tidligere på aftenen. Her var der fuldt hus, men de gode mennesker havde gemt et bord til mig, så jeg kunne få min veltillavede Filetto di Vitello med rigelig Vino Rosso til. Ellers er der et område i byen med masser af spisesteder, barer og cafeer … men Ciacco er at foretrække.