PÅ SPORET AF KRISTIAN ZAHRTMANN [6:6]: KRISTIAN ZAHRTMANN I BLANDT OS

Kristian Zahrtmann har malet sig selv. Portrættet befinder sig på Imago Museum i Pescara i Syditalien. Foto©JørgenKoefoed.

BLOGGEN HAR de sidste par år nu været godt rundt om Zahrtmann. Din Blogger har været på besøg i Porto Fino, Pistoia og Lucca og for nylig i Pecara og i Zahrtmanns elskede og foretrukne sommerferieby Civita d’Antino. I alt fem nedslag, hvor den Rønne-fødte kunstner har slået sine folder.

Men der er stadig mulighed for at opleve lidt mere af Zarhtmann, hvis du opholder dig på Bornholm.

ZAHRTMANN PÅ KUNSTMUSEET

Den nye udstilling om Zahrtmann og hans elever er omtalt på Kunstmuseets hjemmeside. Foto©JørgenKoefoed.

Den permanente udstilling om Zahrtmann er omtalt på Kunstmuseets hjemmeside. Foto©JørgenKoefoed.

Bornholms Kunstmuseum har en del malerier af Zahrtmann i deres permanente udstilling. Desuden arrangerede museet en lille extra udstilling i forbindelse med museets lyn-åbning i juli, da museumsudvidelsen på grund af økonomiske uformåenhed, måtte skrottes.

Udstillingen MOD, FRIHED OG FARVEN LILLA – ZAHRTMANN OG HANS ELEVER varer frem til og med januar 2026 med disse ord: ”Kampen for frihed er en ledetråd i Kristian Zahrtmanns liv. Han kæmper for sine elevers frihed til at være og udtrykke sig som de er i en tid, hvor Det Kongelige Danske Kunstakademis undervisning stadig handler mest om at tegne korrekt.

Zahrtmann er lærer på De Frie Studieskoler i 23 år fra 1885 til 1908. På Kunstnernes Frie Studieskoler maler man levende, nøgne modeller i stedet for at tegne efter gipsafstøbninger af klassiske skulpturer. Zahrtmann står gerne selv model for sine elever og bliver hurtigt så populær, at han får sin egen afdeling på skolen, som i folkemunde bliver kendt som Zahrtmanns skole. Elever og kollegaer beskriver ham som kærlig, sprudlende og følsom. Han uddanner 194 elever. Fynbomalerne og Bornholmermalerne er de mest kendte af hans elever.

Zahrtmann underviser eleverne, så de udvikler et unikt, personligt udtryk. Han siger i 1907: “… Eleven faar Lov til at føle sig som noget for sig selv, som et uløst Problem, og han stimuleres og hjælpes paa Vej mod Løsningen paa samme Maade, som Solen hjælper Planten paa Gled. Derfor ligner Eleven ikke Læreren, men er sig selv.”

I udstillingen møder du Kristian Zahrtmann, Bornholmermalerne Edvard Weie, Karl Isakson, Olaf Rude og Jais Nielsen samt Fynbomalerne Fritz Syberg og Peter Hansen.

GUDHJEMS KUNSTHANDEL

Dette portræt af en fra van Hauen-familien er i øjeblikket til salg formedelst 26.00 kroner i Gudhjem Kunthandel. Foto©JørgenKoefoed.

Jimmy Bauerle, der ejer byens kunsthandel med bornholmer-malere, har i øjeblikket to Zahrtmann-malerier til salg. Det ene er et lille portræt af en ung mand fra von Hauen familien. Det er malet i 1914, og kan erhverves for 26.000 kroner. Derudover har kunsthandlen netop fået et selvportræt af Zahrtmann til salg. I skrivende stund er prisen og et foto ikke tilgængelig.

Jimmy Bauerle med Zarthmanns ‘Adam i Paradis’, inden det blev solgt til Sverige. Foto©JulPåBornholm/JørgenKoefoed.

I øvrigt kunne man i JUL PÅ BORNHOLM 2021 se et foto af Jimmy Bauerle sammen med Zarhtmanns store, erotiske maleri ADAM I PARADIS. Jimmy tilbød Lars Kærulf Møller at Bornholms Kunstmuseum kunne få førsteret til at erhverve det spektakulære maleri. Af en eller anden grund – som Kærulf fortryder i dag – betakkede han sig og maleriet blev derfor solgt til Nationalmuseum Stockholm.

ET UKENDT PORTRÆT

Mon det er Herman Bang, som Zahrtmann har portrætteret? Foto©JørgenKoefoed.

Signaturen på Bang-portrættet er Zarthmanns. Foto©JørgenKoefoed.

Bang-portrættet var udstyret med dette skilt ved købet. Foto©JørgenKoefoed.

En af Din Bloggers gamle venner – han bliver kaldt Bent Buk – besidder også et Zahrtmann-maleri. Det er et lille portræt af forfatteren Herman Bang. Bents far havde i tidernes morgen en kunsthandel i København, og inden han døde fortalte han sin søn, at han havde købt det under en auktion hos Bruun-Rasmussen i Bredgade i København i starten af 1970’erne. Farmand fortalte også, at det var under auktionen, at det blev oplyst, at det var et portræt af hr. Bang – og at det var det dyreste værk, han ejede. Bent har gemt på det i et halvt hundrede år, men vil måske nu sælge det.

I januar 2016 sendte han en mail til Bornholm Kunstmuseum for at få deres vurdering af portrættet.

Lars Kærulf Møller svarede tilbage i en mail 18. januar samme år: “Tak for henvendelsen ang. et muligt Zahrtman-maleri. Både kolorit og signatur ligner jo umiddelbart Zahrtmann, hvorimod penselføringen åbner for tvivl. Jeg har ved en hurtig gennemgang ikke kunnet se nogen forbindelse mellem Zahrtmann og Bang, selv om man kunne forestille sig, at de kom i samme kredse. Bangs anstrengte forhold til Zahrtmanns venner, brødrene Brandes, kan måske have stået i vejen? En egentlig verificering af, om maleriet er udført af Zahrtmann vil kræve en direkte besigtigelse af billedet, herunder også om bagsiden evt. kan afsløre noget. Jeg skal dog understrege, at vi som statsanerkendt kunstmuseum ikke kan afgive en ‘ægthedserklæring’, men naturligvis udtale os om, hvorvidt vi anser maleriet for værende af Zahrtmann eller ej. Jeg ved ikke, hvor du har maleriet, og om du har mulighed for at bringe det til museet. I så fald ‘graver’ vi gerne dybere i historien”.

Selvom Bent Buk tidligere besøgte Bornholm flere gange om året, blandt andet som lystfisker, kom maleriet aldrig til en vurdering på Bornholms Kunstmuseum.

Din Blogger har anbefalet Bent, at få det vurderet hos Bruun-Rasmussen; måske kan de gå tilbage i deres annaler og finde ud mere om dette Herman-Bang-portræt.

ADAM I PARADIS

Adam – eller er det slangen – i Paradis?!

Hvis du endnu ikke har læst den prisvindende biografi om Zahtmann ADAM I PARADIS, der udkom hos Lindhardt og Ringhof i 2021 – indil nu i tre oplag, kan den stærkt anbefales. Den er skrevet af Nexø-pigen Rakel Haslund-Gjerrild og blev anmeldt af journalisten og redaktøren Ulla Bechgaard i JUL PÅ BORNHOLM 2021: “Rakel Haslund-Gjerrild var 25 år, da hun i 2014 var så heldig at blive udvalgt til at deltage i et skrivetalentforløb på ‘Jakob Hansens Litteraturfestival’, som formidler nyere dansk litteratur på Bornholm … Den historiske roman udspiller sig i 1913. København har netop lagt scene til flere store retsforfølgelser af homoseksuelle. Og hér – 70 år gammel og på højden af sin karriere ­– maler Kristian Zahrtmann billedet ADAM I PARADIS. Et portræt af det første menneske, der emmer af begær og erotik. Hvad gemmer der sig bag dette maleri?”

HVEM VAR KRISTIAN ZAHRTMANN?

Det velkendte foto af Zahrtmann i sin villa Casa d’Antino på Frederiksberg er også udstillet i Osteria Zahrtmann i Civita d’Antino. Foto©JørgenKoefoed.

I bogen Kristian Zahrtmann og Det Mystiske Bryllup i Pistoja skriver Mogens Lau under rubrikken ’En konservativ avantgardist’ om maleren: ”Tidens enfant terrible og en paradoksmager er han blevet kaldt, og da han til tider anvendte næsten svulstige virkemidler i form af broderede stoffer og alskens prægtige klædedraget som udgangspunkt for sine eksperimenter med farve og stoflighed kan det være vanskeligt at finde nogle af hans billeder egentlige harmoniske; men man skal måske tage hans udsagn om, at han i alt elskede den beherskede disharmoni som andet, og mere end en provokation. ”Koleriske”, kaldte en samtidig kritiker hans farvestærke malerier”.

Peder Henrik Kristian Zahrtman blev født 31. marts 1843 i Rønne og døde 22. juni 1917 på Frederiksberg, 74 år gammel. Han var søn af Carl Wilhelm Zahrtmann [1810-1899], som var praktiserende læge i Rønne. Zahrtmann var den ældste i en søskendeflok på ni.

Blev uddannet på Kunstakademiet i København 1864-1868, og var en af initiativtagerne til ‘Kunstnernes Studieskole’ i 1882. Fra 1885 blev han selv tilknyttet som lærer. Hvor man på Akademiet brugte klassiske gipsfigurer til croquis-tegning, benyttede studieskolen levende modeller, hvor Zahrtmann var én af dem. Nogle af hans elever var Aage Bertelsen, Adam Sophus Danneskiold-Samsøe, Adolph Larsen, Ernst Goldschmidt og Gerhard Blom.

Maleren har fået en vej opkaldt efter sig i Rønne. På Frederiksbeg, hvor han boede til sin død, både en allé og plads, som prydes af en statue gjort af Hans Syberg i 1931.

PÅ SPORET AF KRISTIAN ZAHRTMANN [1:6]: DET BERØMTE FROKOSTBORD
17. juli 2023

PÅ SPORET EFTER KRISTIAN ZAHRTMANN [2:6]: IN COGNITO I LUCCA
6. august 2023

PÅ SPORET EFTER KRISTIAN ZAHRTMANN [3:6]: DET MYSTISKE BRYLLUP I PISTOIA
14. august 2023

PÅ SPORET AF KRISTIAN ZAHRTMANN [4:6]: PESCARA BESIDDER EN DANSK GULDSKAT
11. november 2024

PÅ SPORET AF KRISTIAN ZAHRTMANN [5:6]: MIDT I KUNSTNERENS SOMMERB
19. november 2024