PÅ SPORET EFTER KRISTIAN ZAHRTMANN [3:6]: DET MYSTISKE BRYLLUP I PISTOIA

Zarhtmans imponerende maleri ‘Det Mystiske Bryllup i Pistoia’, som det bliver vist i Mogens Laus bog om det berømte billede. Foto©JørgenKoefoed.
AT OPSØGE nogen af de steder, hvor den kendte Rønne-dreng – maleren Kristian Zahrtmann – slog sine folder og malede i Italien blev udgangspunktet for Din Blogger og hans hustru – Gudhjems Portrætmaler Lisa Høyrup – sommerudflugt til Norditalien.
FRA BAGNI DI LUCCA TIL PISTOIA
Vi tog bussen fra Bagni di Lucca tilbage til Lucca. Den havde netop stoppested lige ved vores BB. Fra Lucca gik der et par timer senere tog til Pistoia via Firenze. Det var her, at Kristian Zahrtmann malede sit pragtværk ’Det Mystiske Bryllup i Pistoia’.
Dagen forinden havde vi bestilt et overnatningssted via booking.com. Det lå midt inde i byen en lille spadseretur fra togstationen. Det viste sig at være en total istandsat treværelses lejlighed. Alt var nyt, pænt og rent. Der var to soveværelser, og den store stue vendte ud mod hovedgaden. Appartamento Cipolloi lå på første sal og var et yderst behageligt bekendtskab … ligesom byen.
Den gamle by er fyldt med kirker. Omkring 28 stykker inden for den omkransende ’Mura Urbane’. Det skyldes, at det var en by, som mange pilgrimsrejsende passerede, som gav grobund for denne lange række af hellige huse, klostre, munkeordnere og ikke mindst en meget aktiv kultur – romansk og gotisk – og den specielle pilgrimskultur: IACOPEO, der er med til at karakterisere Pistoias historie mellem det 12. og 14. århundrede.
For at finde den kirke, som Zahrtmann har brugt i sit maleri, henvendte vi os til manden i turistbureaet. Da han opdagede, at vi var danskere, fandt han sandelig en dansksproget folder frem, der fortale alt om KUNSTBYEN PISTOIA.

San Pier Maggiore set forfra. Læg mærke til indgangsfacaden og trappen. Disse to ting optræder på Zahrtmanns bryllupsmaleri, som om det var noget af kirkens interiør. Foto©Jørgenkoefoed.

Zahrtmanns imponerende maleri ‘Det Mystiske Bryllup i Pistoia’, som det bliver vist i Mogens Laus bog om det berømte billede. Foto©JørgenKoefoed.
Men ikke alene det, han kendte også til Zahrtmanns maleri – og kunne på et bykort udpege CHIESA DI SAN PIER MAGGIORE. Men måske ikke så mærkeligt, da der i byen havde været stor Zahrthmann-udstilling 6. november 1999 – 9. januar 2000. Det var fællesarrangement mellem Museo Civico di Pistoia og Bornholms Kunstmuseums Lars Kærulf og Mogens Lau fra Gudhjem Museum.
Kirken lå i den østlige ende af byen. Desværre var den spærret af med rød-hvid politi-tape, der angav, at kirken var lukket, og formentlig havde været det i en længere periode. Mogens Lau, der havde været i byen i forbindelse med udstillingen i 1999 kunne fortælle, at kirken den gang blev brugt til kartoffellager!!
Men det var lidt magisk, at stå foran den kirke, som Zahrtmann for omkring 230 år siden, havde brugt som motiv til det fascinerende maleri, som vi begge mange gange har betragtet med begejstring på Museet i Rø. Ja, og den fantastiske gyldne ramme. Den alene er et museumsbesøg værd.

Smuk tegning på kapellet, der er nabo til San Pier Maggiore, og som fungerer som kunstskole. Foto©JørgenKoefoed.
DEN PISTOIESISKE CEREMONI
Mogens Lau skriver i sin bog ’Kristian Zahrtmann og det Mystiske Bryllup i Pistoja’ indgående om den ceremoni, som Zahrtmann så detajeret har gengivet med absolut fri fantasi på sit imponerende oliemaleri på 123,5 x 146,8 cm signeret 18 KZ 94:
”Den officielle indsættelse af den nye biskop i Pistoia Stift har fra gammel tid været forbundet med en højtidelig procession og en række ritualer, hvori der var indflettet begivenheder fra byens åndelige og historiske/politiske liv […]”
”[…] Efter at have tilbagelagt et godt stykke af byen, standsede kortegen foran S. Pietro kirken, og biskoppen trådte ind fulgt af domkirkens kanniker i det hellige sted, hvor det mystiske bryllup mellem biskoppen og abbedissen fra S. Pietro klostret skulle forrettes, som symbol på foreningen mellem biskoppen og den lokale kirke.

Ligesom på Bornholm er der også kunst i rundkørslerne i Pistoia, men her krydret med overvågningskameraer. Foto©JørgenKoefoed.

På den lille Piazetta del Ortaggio er tre mænd stivnet – måske fordi de ikke ved, hvilken vej de skal gå. Foto©JørgenKoefoed.

Der var ikke van Gogh på væggene i Appartamento Cipolli, men disse to herre-hunde gjorde nu også et vist indtryk … og så var det ikke kopier. Fotos©JørgenKoefoed.

Man hædrer Giuseppe Garibaldi [1807-1882] i Pistoia, selv om han hverken er født eller død her. Men var han en af de mest centrale personer i processen, som første til Italiens samling. Før da, bestod Støvlelandet af en lang række små konge- og fyrstedømmer. Statuen er lavet af billedhuggeren Antonio Garella i 1904. Foto©JørgenKoefoed.
RET SÅ TURISTFRI
Mærkelig nok bliver denne meget seværdige by ikke opsøgt af særlig mange turister. Fx er byen slet ikke nævnt i Politikens ‘Turen går til Venedig & Norditalien’. Men måske myldrer det en del mere, når der i juni og juli bydes på masser af musik fra opera til jazz. PISTOIA BLUES har eksisteret i over 25 år, og budt på kunstnere som B.B. King, Frank Zappa, Ray Charles, Van Morrrison, Bob Dylan, David Bowie, Patty Smith, Lou Reed, Santana med videre. Musikken afvikles på den mageløse flotte plads PIAZZA DEL DUOMO, som jeg uden blusel vil kalde for verdens smukkeste.
BOLOGNA

San Petronio-kirken fremstår aldeles pompøs trods det, at facaden stadig efter 400 år ikke er blevet færdiggjort. Foto©JørgenKoefoed.
Byen kaldes blandt italienerne LA GRASS – DEN FEDE. Det er på grund af indbyggernes kærlighed til det overdådige, halvfede køkken. Men også LA DOTTA – DEN LÆRDE, som den venstreorienterede universitetsby Bologna er blevet til med omkring 100.000 studerende.
Her er ikke ret meget brug for paraplyer. Det skyldes de mange arkaderne, der til sammen udgør en strækning på ikke mindre end 35 km. Den længste er på 4 km.
Det var mangel på boliger i Middelalderen, der er årsagen. Efter grundlæggelsen af det første universitet i Europa i 1088, strømmede folk fra hele Europa til byen. Allerede i 1300-tallet var Bologna en af de ti største byer i Europa med 50.000 indbyggere. Da der var ikke et ærligt stykke jord inden for bymuren, hvor der kunne bygges nye boliger, fandt man på, at bygge fem etager i luftrummet over gaderne støttende på en arkade. Det gjorde, at gaderne var nødt til at blive ensrettet – så smalle var de blevet.
Mon ikke Zahrtmann har været på besøg på et tidspunkt, men som i Lucca malede han formentlig ikke noget fra sine besøg. Men derfor er der mange smukke ting, at opleve i denne ungdommelige gamle by.

I dette hus i Via dei Carbonesi boede den provokerende og stærkt prisbelønnede filminstruktør Pier Paolo Pasolini i nogel år i sin barn- og ungdom. Født 1922. Død 1975]. Foto©JørgenKoefoed.

Pasolini boede her fra han var 14 til 20 år og som han udtalte i 1952: “Jo mere tiden går, jo mere klart og lykkeligt fremtræder mit bolognesiske liv – og ja, jeg lider af en stærk nostalgi.” Foto©JørgenKoefoed.

Ved frokosttid kom vi tilfældigt forbi Osteria Cesari. Der var noget ved facaden, der udsendte gastronomiske signaler. Ganske rigtigt, der var stuvende fyldt, så vi bestilte bord til om aftenen. Det fortrød vi aldeles ikke. Foto©JørgenKoefoed.

Denne hvidvin – Colle del Re – var ypperlig ligesom middagen på Cesari: Friske Asperges, Ravioli med smeltet Parmasansmør, Kølig Æggepunch med Marsalavin og Mandelkrokanter. Restaurantchefen var rund og glad og skabte hygge overalt, mens ejerens sad ved et en-mandsbord i et vindueshjørne og udskrev regninger og modtog kontanter og betalingskortkvitteringer. Som man siger: ‘Tillid er godt, men kontrol er bedre’. Foto©JørgenKoefoed.

I den myldrende gå- og indkøbsgade Via d’Azeglio hædrer man John Lennon med hans IMAGINE skrevet i neon hængedne i guirlander tværs over gaden: “There’s no Heaven /it’s easy if you try / no Hell belows us/above us only Sky / Imagine / there’s no Countries / it isn’t hard to do / nothing to kill or die for / and no Religion too … Sangen, hvor John Lennon inviterer os alle til at forestille os en verden uden grænser og barrierer, uden splittelse og fokus på materielle goder kort sagt: En verden i harmoni. Foto©JørgenKoefoed.

Disse navneskilte fortæller lidt om, hvor mange lejligheder husene indeholder. Her bor man tæt. Foto©JørgenKoefoed.

Bologna huser mange tusinde universitetsstuderende og ikke alle accepterer tingenes tilstand. Foto©JørgenKoefoed.

Der er ikke så meget plads til bilerne i Bolognas smalle gader, men det er der på murene. Foto©JørgenKoefoed.

Disse tre voldsomme – nu afdøde – knægte fra den amerikanske kunstverden: ‘Haring, Warhole og Basquit’ havde en meget interessant udstilling på Next Exhibition Museum. Foto©JørgenKoefoed.

Warholes VIP-billet-design til legendariske disco-natklub’Studio 051′ var en af udstillingsgenstandene. Foto©JørgenKoefoed.

En anden og meget interessant udstilling i byen kunne ses på Palazzo Albergati med tre nulevende og ganske forrygende kunstnere: JAGO, BANSKY og TVBOY. Den midterste er kendt fordi ingen ved, hvem det er, der forsyner opsigtvækkende tegninger på mure rundt om i verden. Foto©JørgenKoefoed.

JAGO har i keramik gengivet et menneskehjerte. Dertil et lille stykke film, der viser et rigtigt hjerte, der slår. Så har han tilføjet 29 hjerter, som gengiver de pulsslag, der vises på filmen. Det vil sige, at alle hjerterne er ikke helt ens – omend det er svært at se. Foto©JørgenKoefoed.

JAGOs udstilling af 30 keramik-hjerter med eget fastlåst pulsslag – og filmen med levende slag – får næsten én til at miste vejret. Foto©JørgenKoefoed.

En vaskeægte Bansky: NAPALM – med reference Nick Ut’s verdensberømte foto fra Vietnamkrigen. Foto©JørgenKoefoed.

TVBOY har her lavet sin egen version af Johannes Vermeers ‘Pige med perleørering’. Foto©JørgenKoefoed.

Uden mad og drikke, duer helten ikke – og slet ikke i Bologna. Her indtager Gudhjems Portætmaler en udsøgt frokost på Osteria 051 – lige ved siden af Domkirken: Lasagni og Stegt Tortellini i Parmasan-Fondue og Hvid Nougat druknet i Is. Ja, Bologna er fed! Foto©JørgenKoefoed.

På Osteria 054 tager man hensyn til de meget gamle kunder, som ikke forstår de nymodens tegn. Foto©JørgenKoefoed.

La Nazione kunne 24. august fortælle om de meget store oversvømmelser på østkysten – lige øst for Bologna. Foto©JørgenKoefoed.
Og ikke at forglemme: SAS har daglig rute til København. Men pas på! Hvis du ikke har sikret dig en returbillet hjemmefra, kan det blive et dyrt bekendtskab. Da vi skulle hjem kostede to billetter med to styk kufferter tæt på 10.000 kroner. Heldigvis var hollandske KLM også på banen. Her kostede det det halve blot med en kort mellemlanding i Amsterdam. Suk! De billige flybilletters tid er vist på retur!
SLUT PÅ 3 … NUMMER 4 OM ET ÅR.
Dette var afsnit tre om Kristian Zahrtmann og hans gøren og laden i visse italienske byer. Sidste og fjerde afsnit, må vente til næste år. Det drejer sig om byen Civita d’Antino, der ligger inde i landet omkring 70 km øst for Rom. Her opholdte Zahrtmann så ofte, at byen har opkaldt en plads efter ham … og gjort ham til æresborger … ikke mindst fordi han oprettede en kunstskole i byen. En hel kunstnerkoloni opstod. Krøyer og hans nye hustru Marie kom også på besøg. Som han beskriver det: “Det er jo Zahrtmann, der er Sjælen, det er altid ham, der taler, ham, der fortæller, ham der disputerer. Det kan undertiden blive lidt trættende; men man maa sige, at han kan sætte Liv i Kludene, naar vi sidder sammen ved Maaltiderne, saa vi er ganske hede af Kampstrid”.
Hertil går en rejse næste forår. På gensyn …
HVEM VAR KRISTIAN ZAHRTMANN?
Hel præcist Peder Henrik Christian Zarhtmann.
Født 31. marts 1843 i Rønne og opvokset her.
Død 22. juni 1917 på Frederiksberg.
Uddannet på Kunstakademiet i København 1864 –1868.
En af initiativtagerne til Kunstnernes Studieskole, der blev stiftet i 1882, hvor han selv begyndte at undervise i 1885. Han var således mentor for en række betydende generationer i dansk kunst. Først omkring fynboerne som fx Peter Hansen, Johannes Larsen, Sigurd Swane og Frits Syberg og senere den unge generation, der blev til Bornholmermalerne: Karl Isakson, Edward Weie, Olaf Rude med flere.
Opholdte sig næsten hver sommer gennem mange år i den lille by Civita d’Antino øst for Rom, men rejste også i andre egne af Italien og var i årene omkring 1900 flere gange i Portofino syd for Genova.

Kristian Zahrtmann. Nederst et selvportræt fra 1915 fra Den Hirschsprungske Samling. Øverst et foto fra Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.
I bogen ’KRISTIAN ZAHRTMANN og Det Mystiske Bryllup i Pistoja’ skriver vores egen kunst-professor Mogens Lau under rubrikken ’En konservativ avantgardist’ om maleren: ”Tidens enfant terrible og en paradoksmager er han blevet kaldt, og da han til tider anvendte næsten svulstige virkemidler i form af broderede stoffer og alskens prægtige klædedraget som udgangspunkt for sine eksperimenter med farve og stoflighed kan det være vanskeligt at finde nogle af hans billeder egentlige harmoniske; men man skal måske tage hans udsagn om, at han i alt elskede den beherskede disharmoni som andet, og mere end en provokation. ”Koleriske”, kaldte en samtidig kritiker hans farvestærke malerier”.