PARIS NU [108] – JAGTEN PÅ MONSIEUR CARL – 4:4

Her bringes sidste afsnit om dansk-franske Carl Johan Bocksch-Juul.

Faktisk bor Monsieur Carl ikke helt alene i lejligheden i rue de la Comète. Katten fylder også i de magelige stole. Carl kalder den Muller, men i passet står dens officielle navn Lola. Foto©JørgenKoefoed.

DEN DANSKE MODE-FOTOGRAF I PARIS

DIN BLOGGER: Du kom jo til arbejde som stik-i-rend-dreng for den kendte danske mode-fotograf Gunnar Larsen. Hvordan var han egentlig?

CARL: Han var et værre fjols. Han blev uvenner med alle mulige mennesker. Han arbejdede for flere af de store modehuse. Han solgte sine billeder til en række små pressebureauer, som formidlede dem videre til aviser og magasiner verden over. Så de var afhængige af ham. I Danmark var det især mode-redaktør Birte Strandgaard på Ekstra Bladet, der var stor-aftager.

Han fremkaldte og kopierede ikke selv sine fotografier. Det havde han en anstalt til at sørge for. På et tidspunkt blev det for dyrt, og Gunnar Larsen besluttede, at nu ville han gøre det selv, så han indrettede et mørkekammer i sit kontor. Det blev lidt af en katastrofe. Gunnar var jo ikke udlært som fotograf, så han vidste ikke så meget om fremkalde- og kopi-processen. Han sørgede aldrig for at fixe og skylle de fremkaldte fotos ordentlig. Det gjorde, at når de så nåede frem til kunderne, var de ofte blevet meget gule og dermed helt ubrugelige.

DIN BLOGGER: Det lyder lidt utroligt.

CARL: Jeg husker især en bestemt episode. Det var i forbindelse med en af Yves Saint Laurents modeopvisninger. Han havde creeret en sort, gennemsigtig bluse. Modellen, der skulle vise den frem, havde imidlertid glemt at tage en BH på, så det var jo lidt af en sensation, at der blev vist næsten bare bryster frem. Dét foto skulle Birte Strandgaard have til Ekstra Bladets forside. Da billedet nåede frem var det blevet gult. Stor ballade. Jeg fik et tilsvarende foto af en anden fotograf, som jeg så fik sendt med et fly til København.

DIN BLOGGER: Hvor kendt var Gunnar Larsen egentlig i Paris?

CARL: Ikke særlig meget. Selvfølgelig inden for modebranchen, men ellers ikke. Han udgav ganske vist to mode-magasiner. Det første MODE INTERNATIONAL, som jeg endte med at blive annonce-sælger på og siden det halv meter høje GUNNAR, som jeg ikke var involveret i.

DIN BLOGGER: Gunnar Larsen døde i 1990 kun 54 år gammel. Forinden var han også blevet delvis blind. Havde du kontakt med ham efter du holdt med at arbejde for ham?

CARL: Nej!

Alle katte-ejere har sådan en pude i deres hjem – også Monsieur Carl. Foto©JørgenKoefoed.

GAMMEL I PARIS

DIN BLOGGER: Hvordan er det at blive gammel i Paris?

CARL: Det er godt, hvis du er rig. Hvis du ikke har penge, er det et helvede. Hvis du skal på plejehjem, skal du betale selv. Det koster mellem 3.000 og 6.000 euro om måneden. Hvis du ingen penge har, er du henvist til nogle små statsstøttede institutioner, hvor der kan ligge op til otte personer på samme stue. Og så har du ingen rettigheder af nogen art. Det er ikke rart. Det er modbydeligt!

DIN BLOGGER: Det kan vel også være et problem, at blive i egen lejlighed. Pensionen er lav og huslejen i Frankrig – og i sær i Paris ­– er høj.

CARL: Der er en udvej, som flere og flere benytter. Men det kræver, at du ejer din lejlighed. Så udbyder du den til salg på det vilkår, at du selv kan blive boende, så længe du lever. Fx: Er lejligheden 5 millioner kroner værd. Så vurderes det, hvor længe du kan leve. Hvor gammel er du? Har du ustabilt hjerte eller andre dårligdomme, der kan fremrykke din død? Så bliver man enige om, at du nok kan holde dig i live i ti år. Så får du fx udbetalt 1 million og et fast månedligt beløb, så længe du trækker vejret. Lever du mere end de ti år, mister køber penge, men falder du om før, har køber gjort en god forretning. Den metode bliver mere og mere udbredt. Det kaldes en ’envisger’ – en slags livrente.

Selvfølgelig er Muller også blevet portrætteret – det manglede da bare. Foto©JørgenKoefoed.

CARL FLYTTER

DIN BLOGGER: Du har boet her i rue de la Comète i 40 år. Bliver du boende?

CARL: Nej. Jeg er dødtræt af at bo her. Da jeg flyttede hertil var det ikke et særlig dyrt område. Det er det blevet. Så når studenterne demonstrerer, skal de altid lide forbi og ødelægge nogle cafeer eller forretninger. De rige er jo nogle dumme svin. Det er jeg træt af. Men jeg er også træt af, at jeg bor ud til gården. Den er så lille, at jeg er nødt til have gardinerne trukket for – også om dagen, ellers kan genboerne kigge lige ind i stuerne.

DIN BLOGGER: Opdager du først det nu?

CARL: Før i tiden arbejde jeg altid. Jeg var aldrig hjemme. Men nu er aktiviteterne skåret kraftigt ned, så det er begyndt at genere mig, at bo så tæt.

DIN BLOGGER: Hvorfor flytter du så ikke?

CARL: Det gør jeg også. Jeg har købt en større lejlighed på Boulevard de Port-Royal i 5. arrondissement. Den ligger for enden af den legendariske indkøbsgade rue Mouffetard. Lejligheden vender ud mod gaden og er forsynet med balkon. Det sker 1. november.

Det er i denne statslige ejendom på Boulevard de Pont-Royal, at Monsieur Carl i disse dage er flyttet til . Denne gang ikke alene med udsigt til gaden, men nu også med egen balkon.

CARL OG GUDHJEM

DIN BLOGGER: Et sidste spørgsmål: Har du nogensinde været i Gudhjem?

CARL: Ja, det har jeg. Jeg var sammen med min søster på cykeltur. Det var i 80’erne. Vi indlogerede os på Pension Koch i Gudhjem, og herfra cyklede vi rundt på øen. Jeg husker fru Koch, som en meget strix værtinde. Morgenmaden var klokken dét og aftensmaden blev serveret præcis klokken 18, og der havde vi bare at være der. ”Nej, det vil vi ikke.” ”Det er I nødt til, og kommer I ikke, bliver der ikke reduceret i prisen”. ”Det handler slet ikke om penge, fru Koch. Vi vil bare en gang imellem have lov til at sidde nede ved havnen og nyde en røget sild”. Og sådan blev det.

DIN BLOGGER: Kommer du til Gudhjem igen? Nu kender du jo tre mennesker i byen.

CARL: Jeg aftalte faktisk med min søster, at vi atter skulle tage en tur til Bornholm. Men så døde hun. Det er tre år siden. Men lad os nu se …

DIN BLOGGER: Tror du, at du vender tilbage og slår dig ned til i Danmark?

CARL: Det kan godt være. Jeg har stadig mulighed for at komme til at bo i mit barndomshjem i Toftlund, der ligger midt inde i landet i Sønderjylland omkring 35 km fra grænsen. Måske om 3-5 år.

DIN BLOGGER: Apropos artiklen i Jyllands-Posten kunne jeg godt tænke mig at tage et foto af Napoleon III’s sovsekande i sølv.

CARL: Den er solgt! Jeg har solgt det meste af mit sølv. Så desværre …

Efter at have taget nogle fotos af lejligheden og af Carl forlader Din Blogger lejligheden og tager elevatoren alene ned.

I min notesbog skrev jeg efterfølgende: ”Et interessant møde med en interessant herre”.