PARIS NU [108] – RAPPORT FRA EN LUKKET BY (1:2)

Foto©JørgenKoefoed.

BLOGGEN HAR KONTAKTET to af sine stringere i Paris for at høre om livet i en normalt kogende storby, der er gået af kog.

Maria Lund sammen med en keramisk skulptur af Bente Skjøttgaard, som er i stald hos Galerie Maria Lund. Foto©JørgenKoefoed.

Først 1.738 ord fra MARIA LUND, der driver det eneste dansk-ejede galleri i Paris: GALERIE MARIA LUND – i morgen giver Bloggen ordet til Monsieur Carl, som først startede som bydreng hos den berømte, danske modefotograf i Paris Gunnar Larsen og siden involveret i kunst blandt andet gennem kunstmagasinet CONNAISSANCES DES ART.

Maria Lund har gennem årene skabt et lille, men exclusivt galleri med en blanding af hovedsaglig asiatiske og danske kunstnere, hvor Peter Martensen nok er blandt galleriets storsælgere. Galleriet ligger på hjørnet af Rue de Turenne og Rue du Pont aux Choux i 3. arrondissement. Foto©JørgenKoefoed.

BURHØNS I PARIS

Maria Lund, Paris, 27. marts 2020: LIDT OM LIVET i Paris i disse dage, hvor vi alle sidder som burhøns i vores respektive aflukker med eller uden balkon og med mere eller mindre sollys. Det sidste er vigtigt, for det egenrådige forår har naturligvis besluttet at pible ivrigt frem, netop som den franske præsident og regering efter rådslagning med eksperter og Senat den 16. marts besluttede at sende hele befolkningen hjem i ’confinement’. Nogle dage inden havde man meddelt, at skolebørn og studerende fra nu af ville modtage teleundervisning i hjemmet, og at forældrene måtte mobilisere.

Som verden i de sidste år har kunnet konstatere, havde de Gaulle sandsynligvis ret, da han sagde, at franskmændene (og -damerne) er ’ingouvernables’ [uregerlige]. Derfor ledsagedes beslutningen om hjemsendelse md en liste over undtagelser til påbuddet om at blive hjemme og vel og mærke indendøre. Skal man ud af buret af en god grund [madindkøb, apotek, lægebesøg, bistand til en syg person, uopsættelig arbejdsforpligtelse, manglende mulighed for at arbejde hjemmefra, hundeluftning eller en-mands-motion indenfor en radius af 500 meter fra bopæl] må man have en skriftlig på-tro-og-love- erklæring med. Heraf skal det fremgå i hvilket lovligt ærinde man bevæger sig rundt under den vidunderligt lyseblå himmel samt naturligvis ID.

Bliver man stoppet af en politibetjent, og det bliver man tit, så er det bare med at få erklæringen frem for ellers får man en klækkelig bøde.

Påbuddet virker ret godt selv i dette land, hvor man elsker undtagelser og den elastik, som den uofficielle nationalsport tilsiger, at alle med respekt for egen ubændig frihedstrang må søge at finde i enhver regel, i enhver begrænsning. Regler er som bekendt især skabt for de andre!

Men bødesystemet, truslen om Corona, maske-mangel og skrækvisionerne ikke mindst fra nabolandet Italien har haft deres virkning: Paris gader er nu så tomme og stille, som man end ikke vil se det en hed 15. august, årets nok mest feriende dag på disse breddegrader.

HER SIDDER VI SÅ

Jeg har nu været hjemme i ni en halv dag og det føles som en evighed. Hvordan var det nu, dengang man skulle hen til sit kontor eller nå et møde efter et hastigt morgenridt gennem chokfyldte gader i en larm, som aldrig hører op?

Det synes allerede meget langt væk her i tidslommen. For en lomme er det. Dels er der den fysiske dimension – frihedsbegrænsningen – det forhold, at man bevæger sig inden for et småt område, og dels hele tids- og rum-perspektivet. Ens horisont er blevet meget lille, og det bliver så meget desto mere iøjnefaldende, som de andre, dem der kunne bringe liv og nye dimensioner ind i ens stue, ja, de sidder i deres stuer, og må heller ikke flytte sig.

En kendt fransk kunstner og professor på Kunstakademiet – Jean-Michel Alberola – citeres ofte for sætningen, som generationer af studerende må have hørt: ”La sortie est à l’intérieur” [Udflugten/udgangen er i det indre]. I disse dage runger sætningen særligt apropos. Siden vi nu ikke kan fare rundt på kloden i et mere eller mindre gigantisk perimeter eller blot suse hen i den anden ende af byen, hvordan kan man så bevæge sig rundt ? Og er det vigtigt at bevæge sig og at bevæge sig hele tiden?

I de sidste ti år har man kunnet forledes til at tro, at bevægelse var blevet selve målet.Den højere mening med det at være til. Hele tiden, langt væk, tæt på, endnu længere væk, ja, helt til Månen, som i givet fald snart ville ligne den spanske guldkyst.

Her sidder vi så.

MÅSKE IKKE KUN AF DET ONDE

Hvis vi ikke går i fysisk klammeri med vores cellefæller, falder hen i depression eller stresser helt vildt over det arbejde, vi ikke kan få gjort, de kontrakter, der ikke underskrives, de projekter, der går i vasken, de messer, der aflyses, de leveringer, der ikke kan foretages, de teaterstykker og rejser vi havde købt billetter til, de besøg vi ikke kan komme på. Ja, alt det vi forsømmer, men officielt med en god grund, ja, ved påbud, så er denne situation måske ikke kun af det onde.

Jeg får opringninger og snakker mere i telefon end jeg plejer at tage tid til, modtager et hav af tossede filmklip, sange, jokes af mere eller mindre sober karakter og konstaterer, at den menneskelige kreativitet, det folkelige vid og den sorte humor stortrives.

Man udvikler nye relationer med personer, som man kendte, men ikke fra den side og oplever omsorg og empati, der kommer fra mennesker, som ellers ikke omklamrer én med den slags … og hver aften på slaget 20, så åbner vi vores vinduer og klapper i flok i adskillige minutter i udtryk for taknemmelighed og opmuntring til af det sundhedspersonale, der i øjeblikket arbejder på højtryk, medens smittefaren lurer.

Jeg har for første gang fået en fornemmelse af, hvem jeg er omgivet af, der hvor jeg bor. Sædvanligvis er folk meget private og sig selv nok. Hvis det fysiske perspektiv, den store horisont er indskrænket, så er en form for forstørrelsesglas kommet listende ind på scenen. Man kan se sig selv og de andre samt vores civilisation under lup. Små detaljer bliver større og ja, det maner til eftertanke. Og eftertanke, er det ikke netop noget, som kræver lidt tid? Under mere vante omstændigheder tænker man og handler ret umiddelbart efter. Nu er vi i høj grad afskåret fra at handle, og så eftertænker og funderer vi.

DE TI PLAGER

For nogle uger siden kom den gammeltestamentlige fortælling om Ægyptens ti plager pludselig farende ind på min indre skærm: Mennesket konfronteret med den guddommelige vrede og vilje. Det var da ophobningen af terror, gule veste, denne vinters to månder lange transportstrejke her i Frankrig – og i en anden dimension: Metoo-mobiliseringen, som ind i mellem fik karakter af heksejagt med omvendt fortegn – hobede sig op i min bevidsthed.

LIVET I EN BADERING

Som selvstændig erhvervsdrivende har jeg på nært hold oplevet, hvordan utryghed straks influerer på den menneskelige adfærd. Dette nok i endnu højere grad på vores breddegrader, hvor vi forventer tog og post til tiden, sikker sex, ugiftig mad, vejsikring, forudsigelighed, forsikring om alt muligt og sågar sikker krigsførelse. Man kunne måske definere det som ’livet i en badering’. Og så kommer den her virus pludselig farende. En kinesisk virus vel og mærke. Først på bekvem afstand; man kunne sagtens tage på skiferie i Østrig, selvom hele byer var spærret af i Asien.

Værre blev det, da det begyndte at skride i Italien og tilmed lige midt i vintersportssæsonen. Globaliseringen og dens konsekvenser rykkede stadigt tættere på, og vi måtte erkende, at vi måske ikke blot kunne nøjes med at halte lidt derud af i form af mindre vareudbud, færre del-komponenter til de ikke-lokale produktioner. Nej, dette kom til at gøre mere nas.

Men festen fortsatte og fortsætter i et vist omfang, så længe vi har nogle artsfæller, der fortsat arbejder på at få internet, elektricitet og vand til at fungere, for at fremstille og levere mad, masker og desinficerende væske samt underholdning og postordrevarer … og så videre for virus er i luften og i baghovedet. En mental og fysisk påmindelse om hvem vi er: Små mennesker i det store evigt susende, rullende, ukontrollerbare kaos. Havde vi næsten glemt det?

MØDET MED DEN KINESISKE VIRUS

Corona, der som bekendt betyder krone, kom som en uvelkommen hersker, herskerinde eller måske som et tredjekønsvæsen og mindede os brutalt om virkeligheden. Mine bedsteforældre havde oplevet den Spanske Syge tæt på – en europæisk sot. I dag skælver vi i mødet med en kinesisk virus. Resultatet er det samme med den ene og enorme forskel, at vi har langt mere veludviklede sundhedssystemer, at døden ikke i samme grad er en del af livsperspektivet, og at vi dermed også har mistet noget af den ydmyghed, som virkeligheden tvang tidligere generationer til at leve med.

LANDLIVET I PARIS

Mit ærinde er ikke en løftet pegefinger. Det er som bekendt en temmelig gratis og lidt letkøbt foreteelse. Når jeg griber mig i at nyde denne stille, koncentrerede tid i min lomme, og dette selv med bevidstheden om den stadigt mere pebrede regning jeg som selverhvervende får, for hver dag lomme-livet fortsætter, så er det næppe uden grund. Og mange af dem jeg er i kontakt med nyder det også .

Vi tænker og arbejder i en stille by, der pludselig til forveksling minder om det rolige landliv, hvor en mejetærsker er det mest larmende element. Jo, roen såvel hvad angår tempo og lyd-miljø. Angsten lægger nok også en dæmper på os, for vi ved godt, at dér ude i det tyste landskab, inde i andre lommer og på hospitalerne, kæmpes der. Det er barsk virkelighed, hvor end ikke den mest opfindsomme indespærringsjoke på Instagram selv med tre milliarder likes vil ændre en tøddel.

SEJL MED DET LUKKEDE GALLERI

Jeg er blevet spurgt, hvordan jeg håndterede situationen i mit galleri. Mit svar er, at jeg bruger min indre ro. Da jeg selv havde fordøjet sorgen over at skulle give slip på meget af det, jeg lige havde fat i, brugte jeg en koncentreret dag på at gøre nødvendige tiltag med henblik på at bruge indespærringen konstruktivt. Jeg tog hjem og gik i gang med at tænke over, hvordan min galleri-forretning kunne bæres videre i denne situation.

Tilbuddene om at abonnere på diverse internet-salgsplatforme for kunst væltede ind. Der kom også opringninger. Mails fra kolleger, der annoncerede lukning på ubestemt tid og informerede om, at de havde masser af kunst til salg på deres hjemmesider var også legio.

Efter 48 timer havde jeg vendt tankerne med min medarbejder, og vi besluttede at ’kom og køb’ ikke var det budskab, som vi havde lyst til at bringe videre i denne situation. Hvis man er angst og beklemt, så trænger man til trøst og adspredelse, men også til håb og perspektiv, ja, fordybelse. Måske ligefrem næring til eftertanke. Ja, se der var den igen. Det har udkrystalliseret sig i en ny type nyhedsbrev, som vi vil udsende ugentligt i den tid, virus hærger og holder os hjemme i lommerne: CONFINATION TIMES har vi med et twist af humor døbt brevet. Konceptet er et imaginært krydstogt, hvor alle sidder i hver deres kabine, som til forveksling ligner deres hjem. Vores skib rejser rundt i kunstneres verdener over hele kloden, ja i hele universet, og ind i fantasiens kringel- og afkroge med afstikkere til filosofi, skønlitteratur og musik. I sidste uge var vi i Korea og i Frankrig. I denne weekend sejler vi til Senegal.

Du er velkommen med ombord. Send os en mail til galerie@marialund.com

Sydkoreanske Yoon Ji-Eun er med på Galerie Maria Lund verdensomsejling. Her med: Voyage dans ma tête 22 (Rejse inde i mit hoved 22) · 28 x 38 cm · vandfarve, akryl, blyant og farveblyant · på papir · 2020. Foto©GalerieMariaLund.