PARIS NU [111] – BLÅ SAMTALER ELLER PÅ GODT FRANSK: BLA BLA BLEU

PETER MARTENSEN: ‘Studiet’ – 75 x 100 cm – Olie på lærred – 2020. Foto©GalerieMariaLund.

DE PARISISKE KUNSTGALLERIER er ikke blevet lukket helt ned, som alt andet. Hvorfor? Uden kunst dør Paris. Derfor!

Som galleri-ejer Maria Lund skriver fra Paris: ”

Maria Lund sammen med en keramisk skulptur af Bente Skjøttgaard, som er i stald hos Galerie Maria Lund. Foto©JørgenKoefoed.

Vi gallerier har måtte åbne igen siden den 29. november, men vi er tvunget til at lukke tidligere grundet udgangsforbudet fra kl. 18, syv dage om ugen. Museer, koncertsale, teeatre, biografer, caféer, barer, restauranter og store indkøbscentre er lukkede – foreløbig uden angivelse af genoplukningsdato. I gallerierne vælter folk nu ind, da de hungrer efter kunst og kultur. PS: Her er også rigtig koldt – vådkoldt – det går gennem marv og ben”.

Og derfor kan det eneste dansk-ejede galleri i Paris – MARIA LUND – atter diverterer med en ny udstilling. Og denne gang med to af de allerstørste kanoner på den danske kunstscene.

Det drejer om maleren PETER MARTENSEN og performeren og billedkunstneren MORTEN SØNDERGAARD, der viser sig i galleriet i rue de Turenne til og med 27. marts.

Det er første gang de to venner udstiller sammen og fører denne ’Blå Samtale’ i udstillingen BLA BLA BLEU.

PETER MARTENSEN: ‘Nature Morten i skoven’ – 78 x 55 cm – Pastel på papir – 2021. PS: Ja, når der ikke står det korrekte ‘Nature Morte’ er det fordi, det er en joke fra  Martensens side, der angiver, at pastellen faktisk er et portræt af Morten Søndergaard. Foto©GalerieMariaLund.

Det poetiske udsagn: ”Indigo ligger i hjertet af det hele: Dets lyde, rum, lys, tid”.

Peter Martensen henviser til indigo-farven, som en tilstand som mestrer både hukommelse og glemsel. Han påpeger dens lysstyrke i uklarheden og sammenligner dens melankolske tone med en cello.

MORTEN SØNDERGAARD: ‘bla ble bleu, alt er forsvundet, alt er godt, intet slår til – Graveringer i marmor – 2021. Foto©GalerieMariaLund.

Morten Søndergaard fremlægger sin – hold nu tungen lige i munden – “transformative og fortryllende dimension … sin forbindelse til eksistensdybden”.

I forbindelse med udstillingen genudgiver Morten Søndergaard – i blåt – sin ’Pharmacie des Mots’ [Ord-Apoteket] og ’L’Attrape-soleil’ [Sol-Fangeren]), der netop er blevet udgivet i Frankrig.

GALERIE MARIA LUND
48, rue de Turenne
75003 Paris
Telefon +33 (0) 1 42 76 00 33
Mobil +33 (0) 6 61 15 99 91
galerie@marialund.com    

Ønsker du at købe, så ring til Maria Lund. Hun taler flydende dansk.

HVIS DU VIL VIDE MERE:

PETER MARTENSEN blev uddannet på Det Fynske Kunstakademi i 1977 og har desuden studeret hos professor Dan Sterup-Hansen på Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 1982 til 1984. Han debuterede i 1972. Han har portrætteret de tidligere formænd for Folketinget, Erling Olsen og Christian Mejdahl. Disse værker hænger i Folketinget. Desuden flygtningehøjkommissær Poul Hartling, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Han er repræsenteret med værker på bl.a. Kastrupgårdsamlingen, Statens Museum for Kunst, Vejle Kunstmuseum, Kunstmuseet i Tønder, Göteborgs Kunstmuseum og på Victoria and Albert Museum i London. Peter Martensen arbejder også med video og lydperformance. Han er født 26. november 1953 i Odense

MORTEN SØNDERGAARD er uddannet på Forfatterskolen 1989 – 1991 og er cand.phil. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet i 1993. Fra 2002 til 2008 redaktør af ’Hvedekorn’ i samarbejde med Tomas Thøfner. I 2003 og igen i 2007 blev han indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Morten Søndergaard har været gift med forfatter Merete Pryds Helle. Sammen med deres to børn boede de i Italien i 8 år. Først i Vinci og senere i Pietrasanta, hvorefter de flyttede tilbage til København. Morten spiller på Forfatterlandsholdet. Født 3. oktober 1964 i København.

Har blandt andet udgivet: Døden er en del af mit navn – Fordele og ulemper ved at udvikle vinger – Ordapoteket – Processen og det halve kongerige – Må sort dreng dø ren. Han debuterede i 1992 med digtsamlingen ’Sahara i mine hænder’. Senest udgivet ‘JOURNAL’ i 2019 på Gyldendal. Mange af hans digte er oversat til en lang række sprog.