PARIS NU [114] – KUNST, DER FÅR DIG TIL AT HIVE EFTER VEJRET
DER ER MANGE museer i Paris, men ét er altid et besøg værd. Det er ’Fondation CARTIER pour l’art contemporain’. Det er tegnet af den verdensberømte arkitekt Jean Nouvel – det er ham, der også har tegnet DRs koncertbygning på Amager. Og lige som dét er FC også pakket ind i glas. Flot tager det sig ud med det omkringliggende grønne område.
Indtil 6. november kan du opleve en meget speciel kunstner. Hendes navn er – hold nu fast og puds brillen – Mirdidingkingathi Juwarnda Sally Gabori. Hun blev født omkring 1924 på den meget lille ø Bentinck Island, som er en del af ø-gruppen Wellesley Islands. Øerne er placeret i Carpentaria-bugten i det nordlige Australien og opstod, da havet hævede sig 2,5 meter over nuværende niveau. Vi taler om 4.400 år før Kristi fødsel.
I perioden 1945 til 1947 rammes flere af de små øer af naturkatastrofer, blandt andet at havet rejser sig, så der ikke bliver adgang til drikkevand. Af den årsag flyttede man i 1948 de 63 tilbageværende Kaiadilt’er til hovedøen Mornington Island. Kaiadilt’erne troede, at det blot er en midlertidig flytning, men den er permanent.
TVANGSFLYTNING
De voksne installeres i hytter på stranden, mens børnene fjernes fra deres forældre og bliver indlogeret på en missionsskole, hvor de forbydes at tale deres Kayardilt-sprog.
Sally Gabori bliver gift i 1948 med Pat Gabori. Med ham får hun 11 børn – tre af dem dør som spæde. Pat har fire børn med sin tidligere hustru, som Sally også opfostre.
I 1994 giver Queensland øerne tilbage til Kaiadilterne og Sally flytter igen til sin fødeø sammen med mand og 12 børn, men på grund af fravær af læger og finansiel støtte tvinges gruppen i 2000 til at flytte permanent tilbage til Mornington Island.
DET FØRSTE MALERI

Til venstre: OUTSIDE DIBIRDIBI, 2008, 196 x 608 cm. Til hjøre: DIBIRDIBI COUNTRY, 2009, 200 x 600 cm. Foto©JørgenKoefoed.
I 2005 fylder Sally 80 år. Hun bor på et plejehjem, og besøger for første gang ’The Gununa Art Studio’ på Mornington Island. Her maler hun sit første billede nogensinde. Seks måneder efter har hun sin første solo-udstilling på ’The Woolloongabba Art Gallery’ i Brisbane. Den giver inspiration til de andre Kaiadilt-kvinder, som så også begynder at male.
Sally maler inden sin død 2.000 billeder, hun har gemt oppe i sit hoved af naturen på sin føde-ø – og de fleste er i kæmpeformater. Hendes malerier vækker opsigt i hele Australien og medfører, at hun i 2006 vinder ’The Xstrata Coal Emerging Indigenous Art Award’, som er arrangeret af ’Queensland Art Gallery’. Samtidig er hun med i en kollektiv udstilling sammen med seks andre kvinder fra hendes fødeø. Deres navne er ubeskrivelig lange, fx Rayarriwarrtharrbayingathi Mingungurra Amy Loogatha. Det først navn er altid opstået af det sted, man er født, og det andet er navnet på ens ’totem animal’.
PRISVINDEREN SALLY

Sally Gabori i gang med at male på ‘Art & Craft Centre’ på Mornington Island. Foto©IngeCooper. Affotograferet fra kataloget af JørgenKoefoed,
Inden Sally dør i februar 2015 – 91 år gammel – er hun blevet en efterspurgt kunstner. Hun vinder en lang række priser, udstiller blandt andet ved den 55. Kunstbiennale i Venedig og på ’Royal Academy of Arts’ i London. Desuden bliver flere af hendes værker reproduceret på væggene i Brisbanes Internationale Lufthavn.
Og nu er en lang række af Sallys samlede værker så vist her i Paris for første gang i Europa.
KRAFTIGT INDTRYK
Når man træder ind i de store lokaler i Fondation Cartier og kigger på de spontant malede kæmpebilleder er ens første tanke: ”Åh, nej, nu er en eller anden tilfældig førstegangselev fra det franske kunstakademi af en eller anden grund kommet i vælten og er blevet udråbt som geni, fordi hun ikke kan male”. Når man så læser om Sally og baggrunden for hendes kraftfulde billeder fra fødeøen Bentinck Island, er det lige som om en luftballon begynder at blive pustet op inde i ens hoved. Motiver, som blot er farver, fremstår nu overvældende og tager pusten fra én. Sådan kan man altså også overleve savnet af sin hjemegn.
Super stærkt! Her skal der trækkes extra luft ind!
Fondation Cartier, 261 Boulevard Raspail, 75014 Paris
www.fondationcartier.com
Mirdidingkingathi Juwarnda Sally Gabori
Sidste dag 6. november 2022