PARIS NU [124] – FARVEL TIL STOR MAND, HUNDENE OG VÆGGELUSENE MED MERE
ET POMPØST ADIEU
DET ER VIDUNDERLIGT, at sætte sig på en bænk på Montparnasse Kirkegård med en god bog – fx Houllebecq’s ‘tilintetgøre’ [‘anéantir’] – læse og samtidigt nyde den stilhed, der hersker her blandt de døde – kun afbrudt af enkelte forbipasserende turister, der leder efter Satre’s eller et anden kändis-gravsted. Men en anden stor mand i Frankrig skabte tidligere på måneder stor ståhej på stedet. Hans kiste blev nemlig midlertidigt stedt til hvile her under overværelse af store dele af den øverste franske presse og den politiske elite. Årsagen var Jean Pierre Elkabach’s død. [29. september 1937 i Oran, Fransk Algeriet – 3.10. 2023 i Paris]. Han var en af Frankrigs helt store journalister. Han startede sin karriere som radiojournalist i Algeriet i 1960, arbejdede i Bonn i Tyskland indtil han i 1970 startede sin tv-karriere i Frankrig. Fra 1993 til 2009 var han øverste leder af tv-kanalerne France 2 og France 3. 1999 til 2009 var han præsident for tv-stationen Public Sénat og fra 2005 til 2008 varetog han ved siden af jobbet som præsident for Europa 1 – en førende, privatejet, landsdækkende radiostation. Fred være med ham!
DE FRANSKE ELSKER HUNDE
MAN GÅR IKKE mange meter i Paris uden at støde på en hund. En hund i snor forstås. For år tilbage var det ganske almindelig at se, at hundene kom med på restaurant og sad hos mor og spiste med af tallerkenen. Det ses ikke mere. Måske er det blevet forbudt eller blot blevet umoderne efter coronaen. I hvert fald er de firbenede årsag til mange samtaler imellem hunde-elskere, når deres hunde snuser til hinanden. Men nogen gange bliver de væk, og det er en tragedie – og nogen gange kan det udløse meget store bøder, hvis man glemmer at få posen frem, når kræet har udløst en spand lort.
KUNSTMARKED I HØJHUSETS SKYGGE
MAN SKAL ALTID huske at slå et slag forbi det ugentlige, store udendørs kunstmarked. Det finder sted hver søndag i skyggen af den sorte Montparnasse-skyskraber på Boulevard Edgar Quinet. Kvaliteten har været svingende, men ikke i år denne anden søndag i oktober. Man fik lyst til at fylde kufferten, men hvad gør man, når ens vægge i Gudhjem allerede er fyldt op til randen med resten under sengene? Fotos©JørgenKoefoed.
POLITIHESTE OG SÅ DE ANDRE
EN GANG IMELLEM dukker der i gadebilledet 3-4 betjente op til hest. Det ser faretruende ud, når de residerer højt til vejrs med et overblik over os stakler, hvad enten man nu har ren mel i posen eller ikke. Men ham her i blankpoleret outfit sætter ingen skræk i livet. De står begge helt stille … måske fordi de består af blankpoleret stål. Og sådan har de stået lige siden 2014, hvor kunstneren Charles Ray skabte værket ’Hest og Rytter’, Værket kan ses foran Børsen i 1. arrondissement. Foto©JørgenKoefoed.
ET-NUL TIL VÆGGELUSEN
I FØLGE DEN DANSKE PRESSE skulle der være væggelus overalt i Paris. På hotellerne, i metroen, i busserne, på restauranterne. Endnu har jeg ikke observeret nogen. I hvert fald er det ikke begyndt at klø. Men ifølge dette udsagn på en husmur på Boulevard de l’Hopital er deres præsident en tand værre end omtalte utøj – endskønt der kun er én af ham. Foto©JørgenKoefoed.