PARIS NU [129] – FRA VIN TIL GRØNT OG UDFORDRENDE LEGEPLADS MED MERE

HOUELLEBECQ VAR SKYLD I PARK-BESØG

Parc de Bercy er kæmpe stor. Her et indblik ind i en af de tre haver. Gå på nettet og søg på parkens navn, så dukker der 100-vis af fotos op. Foto©JørgenKoefoed.

DET VAR FAKTISK den kontroversielle, verdenskendte franske forfatter MICHEL HOUELLEBECQ, der gjorde Din Blogger opmærksom på det meget store parkanlæg, som for omkring 25 år siden blev etableret i 12. arrondissement på højre bred. Din Blogger havde besøgt området før, det blev ændret. Det var nemlig her, at alle de store vinimportører holdt til. Her var et virvar af lave træbygninger, der modtog al den vin, der strømmede til Paris fra vindistrikterne længere sydpå. Formentlig i tønder for senere, at blive tappet på flasker – ja, det var før den nu udbredte pap-vin.

Ligesom Hallerne, der lå midt i Paris fra Middelalderen frem til 1971 med alskens madvarer til byens beboerne, flyttede det store vindepot-område også væk fra byen. Og det gav så plads til noget af de 14 hektarer grønt område parallelt med Seinen. 1 hektar svarer til størrelsen på en fodboldbane inklusiv græsarealerne rundt om selve banen.

Foto©JørgenKoefoed.

PARC DE BERCY er en gruppe af tre forbundne haver. De er skabt i løbet af 1993 til 1997 og betegnes henholdsvis ’Blomsterbedet’ med planter i alle afskygninger, ’Den romantiske have’ med fiskedamme og sandområder og ’Engene’ med store græsområder med høje skyggende træer.

Den mellemste have kaldet ’Den Romantiske’ har også fået navn efter den egyptiske præsident Yitzhak Rabin [1922-1995]. Han fik Nobels Fredspris i 1994 – og blev myrdet 11. november 1995 under en fredsdemonstration i Tel Aviv til støtte for Oslo-aftalen, som Rabin havde indgået med Yasser Arafat, leder af Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation PLO. Mordet satte en stopper for den videre fredsaftale. Siden da har der været ballade med daglige missil-angreb og selvmordsbomber mod Israel fra Gaza. Hvordan det er endt, har verden fået et blodigt indblik i i disse uger.

HOUELLEBECQs NYE ROMAN

Houellebecqs roman er lidt af en moppedreng på 715 sider med denne intro på bagsiden: “Paris 2027. Kort før præsidentvalget dukker en mystisk video op på internettet, der tilsyneladende viser økonomininiser Bruno Juge blive halshugget i en guillotine … Godt læsestof under et par ugers ophold i Paris. Foto©JørgenKoefoed.

I Houellebecqs roman TILINTETGØRE fra 2022 bor hovedpersonen Paul Raison lige syd for den sydligste park. Da han er personlig supporter for regeringens Økonomi- og Finansminister, Bruno Juge, har han selvfølgelig sit kontor i Ministère de l’Economie et des Finances, som ligger lige for enden af den nordlige park. Derfor spadserer han hver dag de halvanden kilometer gennem de tre parker til og fra arbejde. Det måtte Din Blogger selvfølgelig også prøve – gør det endelig, hvis du selv komme til Paris og har overstået stadiet med de ting man SKAL se i byen, fx Eiffeltårnet OG La Defense.

DEN STAKKELS KIRKE

Foto©JørgenKoefoed.

Din Blogger måtte også besøge den kirke, som Houellebecqs Paul Raison af og til gik hen, når han foretog sine daglige parkture. Læs her hvad Houellebecq skriver:

”En lørdag midt i december gik Paul over til Notre-Dame de la Nativité de Bercy. Kirken lå på Place Lachambeaudie. Det er virkelig en lille kirke, sandsynligvis opført i 1800-tallet og ude af trit med resten af dette, for ikke at sige postmoderne kvarter. En informationsfolder gav ham nogle yderligere oplysninger: Kirken blev oprindelig opført i 1677 under navnet Notre-Dame de Bon Secours og revet ned i 1821 fordi den stort set lå i ruiner, for dernæst at blive genopført fra 1823. Den blev revet ned igen under pariserkommunen [1871] og genopført i identisk form lidt senere. Så blev den oversvømmet, da Seinen gik over sine bredder i 1910, dernæst ramt under et bombetogt rettet mod den nærliggende jernbane i april 1944, og dernæst delvis ødelagt af en ildebrand i 1982. Det var kort sagt en kirke, der havde gennemgået mange lidelser, og som stadig ikke havde det særlig godt … Hvis man ville give en fremstilling af kristendommens trængsler i Vesteuropa, kunne man ikke finde noget bedre billede end Notre-Dame de la Nativité de Bercy.”

BALLER XXL

DER ER MANGE bagdele at kigge på i Paris. De små flade, de tilstedeværende og de større og de chokerende voluminøse. Vinduesudsmykningen i MONK i Rue Rivoli i 1. arrondissement angiver, hvor voldsomme de kan blive. Foto©JørgenKoefoed.

LOVE TØJ

‘JEG ELSKER DIG’, ‘En Million Kys’ eller ’Jeg Savner Dig’. Udsagnene er på italiensk og oversat til engelsk på denne Sweatshirt. Hvis du tager den på, når du går på café, bliver det ikke svært at komme i kontakt. Set i modebutik i Rue Rivoli. Foto©JørgenKoefoed.

’FARLIG’ LEGEPLADS

DER HAR I MANGE ÅR været en større legeplads i Luxemburg-haven. Den er indhegnet, så der er kun adgang for voksne, hvis de har børn med. Den har været lukket et par år, men er åbnet igen og fremstår nu med en del avanceret udfordringer til børnene. Dette klatre-stativ i mange meters højde er lidt af et trækplaster – også for meget små børn. Uden skræk klatrer 3-årige piger op i rebstigerne og lader sig glide ned gennem den snoede rutschebane. Sådan et stativ var aldrig blevet godkendt af myndighederne i Danmark. Børnene kan jo falde ned og slå sig. I Paris er man ikke bange for at udfordre de små. Foto©JørgenKoefoed.