KOPIER, INSPIRATION ELLER TILFÆLDIGHEDER?

DET VAR lidt af en øjenåbner, da jeg stod foran denne hellige skulptur i Paroisse Saint Thomas d’Aquin i 7. arrondissement. Jesusbarnet mindede mig utrolig meget om en anden gengivelse – ikke af det samme barn ­– men af de børne-figurer, som den danske kunstner Kurt Trampedach begyndte at male de sidste år af sit liv. Han prøvede at finde ind til sig selv og sine traumer ved at male sig selv som barn. Det blev til adskillige udgaver. Kurt boede de sidste mange år af sit liv på et bjerg i Sare par Ascain i Sydvestfrankrig. Han har været i Paris flere gange, men vel næppe været inde i denne kirke og set denne udgave af sig selv. Livet er fyldt med tilfældigheder eller …? Fotos©JørgenKoefoed.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på det maleri, jeg har hængende i mit hus i Gudhjem, når jeg besøger gigant-restauranten La Coupole på Montpanasse i Paris. Maleriet er gjort af den jyske kunstner Karen Kjær Laursen. Hun har flere gange været i Paris og blandt andet boet flere måneder i Bikubefondens kunstner-bolig for år tilbage. Hun har måske også spist på La Coupole og her set ’La Terre’ af den franske billedhugger Louis Derbré. Om det har inspireret hende er ikke godt at vide, men tanken er nærliggende. Fotos©JørgenKoefoed.

DE GRATIS KUNSTOPLEVELSER

SELVFØLGELIG GÅR man på kunstmuseer, når man besøger Paris … selv om det ikke alene koster en pæn sum penge, men også at man mange gange skal stå i kø længere tid, hvis man ikke har været så forudseende at bestille tid.

Men faktisk er der masser af kunst at kigge på ganske gratis. Gå en tur i Rue de Seine og de tilstødende gader i 6. arrondissement. Her ligger det ene galleri efter det andet. Noget er måske uinteressant, men flere gange får man også lyst til at gå ind og kigge nærmere på de udstillede varer. Et af de mere interessante gallerier ligger i parallelgaden Rue Bonaparte 7. Det hedder Laurence Esnol Galleri og breder sig også med flere lokaler på førstesalen. Husk at alle gallerierne går til frokost 12:30-15:00. Fotos©JørgenKoefoed.

MON HUN MALER BYEN RØD?

DET ER IKKE hver dag man støder på en kunstner, der har parkeret sit staffeli på gaden og er i gang med at nedfælde noget af byen på et stykke koldpresset akvarel-papir. Her har en japansk kvinde taget sine vandfarver med ud i byen og er ved at male, hvad der foregår på den såkaldte Place Pablo Picasso. Såkaldte, fordi pladsen ikke er nogen plads, men blot et mangedoblet gadekryds af boulevarderne du Montparnasse, Raspail samt gaderne Delambre og Rue de la Grande Chaumière. Foto©JørgenKoefoed.

STOR RESTAURANT – HURTIG AFREGNING

LA COUPOLE åbnede i slutningen af de brølende 1920’ere midt på Boulevard du Montparnasse. Første Verdenskrig var afsluttet et par år før, og Paris var blevet centrum for glimmer, kunst, glamour, mode og løssluppen promiskuitet. Der var gang i den. Ikke mindst i denne nyåbnede gigant-restaurant, hvor der er plads til måske op i mod 1.000 gæster. Curry d’Agneau à l’Indienne stod på menukortet, da de åbnede i december 1927 [27,50€], og det er stadig den ret, jeg oftest spiser, når jeg kommer forbi. Det var i øvrigt også dette Karry-Lam, som den tidligere præsident François Mitterrand [1916-1996] satte pris på, og som også blev hans sidste måltid på stedet. Han døde 8. januar 1996 som 79-årig, og blev således den længst siddende præsident i Frankrig [1981-1995]. Som dessert plejer jeg at indtage en Oeufs à la Neige [Sne-æg]. Det var også Prins Henriks favorit-dessert. Så alt ved det gamle bort se fra de nye betalingsmåder. Hvis du ikke har tid til at vente på en regning, bruger du bare mobilens QR-code, så kommer dine bestillinger ind i takt med du bestiller, og vupti, kan du bare trække dit Visa-kort op af brystlommen og betale. Du kommer ikke så meget i kontakt med en tjener, og behøver derfor ikke at have dårlig samvittighed, hvis du ‘glemmer’ at berige ham med extra euros. Fotos©JørgenKoefoed.

DEN STORE, UKENDTE SVENSKER 1860-1939

MÅSKE KENDER du ham ikke. Han har nemlig ligget lidt i skjul af sine to kendte kolleger: Anders Zorn og Carl Larsson. Alle tre tog sammen til Paris for at male, men Bruno Liljefors tog hurtigt hjem igen – tilbage til Uppsala. Han kunne simpelt hen ikke undvære den svenske natur, som han er bedst kendt for at skildre. Det var natur- og dyrebilleder ofte i dramatiske situationer. Mange af hans værker skildrer fugle med et impressionistisk strøg, som gjorde, at han blev et ikon inden for ’fuglemaleri’.

Petit Palais har indtil søndag 16. februar 2025 en imponerende udstilling af Liljefors malerier. Den hedder LA SUÈDE SAUVAGE [Den Vilde Svensker] og er værd at besøge – ligesom selve palæet, der er et storslået skue med eller uden kunst.

GADEKUNSTEN ER RYKKET INDENDØRS

EN ANDEN UDSTILLING – WE ARE HERE – på super-smukke Petit Palais er ret så spektakulær. Det er en hel bunke STREET ART bunket sammen i et højloftet, aflangt lokale. Her er virkelig noget både at more sig over og beundre. Billederne hænger tæt, ligesom de gjorde i forne tider, når der var fernisage på de officielle franske udstillingssteder.

HER KOMMER DU IND I KUNSTEN

HVIS DU BESØGER ’Atelier des Lumières’ i 11. arrondissement vil du formentlig træde et par skridt baglæns, når du entrerer Brødrene Plichons gamle jernstøberi fra 1835. Jernet er skiftet ud med en digital udstilling af kæmpe-billeder, der fylder fra gulvet helt op til loftet, og som du på en måde blot kan vandre rundt i. Rummet er 3.300 m2 stort og ud over billederne bliver du mødt med storslået musik. En ren total gigant-oplevelse! Lige nu handler det om ’Egyptian Pharaohs fra Cheops til Ramses II’ frem til 5. januar 2025. Foto©JørgenKoefoed.

NUL PANT – NUL INDTJENING

DER ER IKKE noget at hente for flaskesamlere i Sydeuropa. Ganske vist er der masser af tomme flasker og dåser – for ikke at sige overvældende mange overalt i gadebilledet – men der er bare ikke pant på denne emballage, som vi har det i Danmark. Det er synd for de fattige hjemløse, der godt kunne bruge flaskepanten til et kop rødvin. Foto©JørgenKoefoed.

JEG SÆTTER MIN KASKET, SOM JEG VIL …

DET ER IKKE særlig smart, at gå med sin kasket omvendt på – og slet ikke i de mondæne arrondissementer her i byen. Men det er denne ældre herre fuldstændig ligeglad med. Hvis han kan smide en halv snes år på aldersbarometeret, så sætter han gerne sin hat som han vil – var det ikke også dét, som Daimi sang i 1967 i den danske film-musical ’Jeg er sgu min egen’ af Klaus Rifbjerg med musik af Bent Fabricius-Bjerre og det hele instrueret af Erik Balling? Jo, det var det vist! Foto©JørgenKoefoed.

MAN DRÆBER DA IKKE EN HUMORIST?

OMKRING KLOKKEN 11:30 den 7. januar 2015 tiltvang to maskerede mænd sig adgang til den satiriske avis CHARLIE HEBDOs lokaler i nummer 10 i rue Nicolas-Appert i 11. arrondissement. Den satiriske avis havde gennem mange år pissede en del rabiate muslimer af, fordi de gjorde grin med flere af deres religiøse skikkelser blandt profeten over alle profeter: Muhammed. Mændene trængte ind i lokalet, mens avisen havde redaktionsmøde, og derfor var mange af de ansatte til stede. De begyndte at skyde vildt om sig med deres Kalasjnikovs, mens de råbte at ’Allah er størst’ – det skal man da lige love for han er, når han er skyld i, at ikke mindre end 12 blev dræbt og 11 sårede, heraf fire alvorligt. En af de dræbte var den verdenskendte satiretegner Georges Wolinski, som har fået sat en denne mindeplade ved sin bolig i 6. arrondissement. Foto©JørgenKoefoed.