DE UTILFREDSE PARISERE

DET ER IKKE usædvanligt, at fagforeningerne kalder til kamp for bedre løn og bedre arbejdsforhold – og ikke mindst lavere pensionsalder. Det skete også i starten af oktober, hvor en kæmpe demonstration endte på Place de la Bastille i 11. arriondissement. Franskmændene kræver revolution hver anden måned og i hvert fald er der ingen – og slet ikke monsiur Macron – der skal røre ved deres pensionsalder. Man hører ofte, at den skal hæves fra 62 til 64 år, men det er ikke rigtigt. Pensionsalderen i Frankrig er 67 år. Præsidenten vil modernisere pensionsreformen, og det som franskmænd harcelerer over er, at de mener den nye reform får en social slagside, der vil forringe deres alderdom økonomisk – men også fordi de mener, at Macron opfører sig som en anden kejser, når han undgår både fagforeninger og Nationalforsamlingen for at få gennemført en reform, som Macron mener er nødvendig, hvis ikke staten skal gå bankerot. I dag skal man have været i arbejde i 42 år for at få fuld pension. Den er nu blevet hævet til 43 år med ikrafttræden 2035. Det årstal vil Macron have rykket frem til 2027. Men er du kommet i arbejde før du er fyldt 20 år, betyder det, at du skal arbejde et par år mere. Man får pension efter, hvor mange år man har arbejdet, men også hvor meget man har tjent. Kvinder, der går på 16 ugers barsel eller midlertidigt arbejder på deltid, eller når man er ufaglært med en lav løn, bliver ringere stillet. Et andet problem er for de mange 60-64-årige, der er arbejdsløse … dem er der mange af. De kan dårligt leve for understøttelsen, som senere oven i giver dem en dårligere folkepension. Så derfor har der været fuld ballade over hele landet – sagen har også været med til at ministerpræsident Michael Barnier fik et mistillidsvotum tirsdag sidste uge, og måtte trække sig. Altså: Igen kaos i det ’revolutionære’ land! Foto©JørgenKoefoed.

TO-HJULET MUSIK

HVORFOR SKAL MAN bruge høretelefoner, hvis man gerne vil høre musik, mens man drøner gennem byen på den to-hjulede? Nej vel, og slet ikke hvis man plads til en højttaler i cykelkurven? Det synes denne lidt ældre herre i hvert fald. Han blev fulgt af sin gode kammerat, der gav fotografen en finger, da han så, at sceneriet blev foreviget. Måske ikke så mærkeligt. Franskmænd ønsker på ingen måde, at blive fotograferet, og hvis billedet fandt vej til et medie, ville vedkommende kunne anlægge sag med krav om erstatning. Fx blev Din Blogger for år tilbage jagtet af en kvinde med barnevogn gennem flere gader, der var blevet ‘lynskudt’ på det modsatte fortov, mens hun talte med en anden kvinde – også med barnevogn. Foto©JørgenKoefoed.

HESTE SKAL OGSÅ HÆDRES

PÅ PLACE DE BLUM i 11. arrondissement blev der 3. august 1914 samlet en stor formation af heste og deres ryttere. Mange af hestene blev efterfølgende dræbt under de voldsomme kampe under Første Verdenskrig der startede sks dage før. Derfor denne – lille – hyldest til de helt uskyldige firbenede [plus deres ryttere], der måtte lade livet til ingen verdens nytte. Hvem der har opsat denne mindesten vides ikke. Mon ikke der står dyrevenner bag?! Foto©JørgenKoefoed.

EN SPECIEL HVID KANIN

DET ER IKKE hverdagskost at se en kanin i Paris – og slet ikke en hvid én af slagsen. Den her er udstillet hos fotografen François J. Bourdoncle i hans ’Atelje 6’, og den ligner slet ikke dem, man kan observere på markerne på Bornholm. Blot kan siges: ”Godt man ikke er kanin og lever i Paris!” Foto©JørgenKoefoed.

DØRHAMRENDE FLOTTE

ALLE DØRE har et håndtag. Mange er lavet af plastic eller jern og vækker ingen som helst opsigt. Andre udføres i messing med mange finurligheder og krummelurer – og hvis ‘la Consierge’ pudser dem ugentligt, er de dødflotte og bliver til de rene kunstværker. Foto©JørgenKoefoed.

HEMINGWAYS VANDINGSSTEDER

DEN KENDTE amerikanske forfatter Ernst Hemingway [1899-1961] boede i Paris gennem flere år. Og han satte sine spor, tør siges. Ikke mindst de steder, hvor han skyllede våde varer ned ned i store mængder. Det var fx Dingo Bar i Rue Delambre, som i dag er omdannet til den italienske restaurant Auberg le Venise. Der er ikke meget bar tilbage, men masser af henvisninger den tidligere så kendte gæst.

DET SAMME GÆLDER amerikaner-baren i Restaurant La Closerie des Lilas på Boulevard du Montparnasse. Det var her han i 1920’erne skrev sin berømte roman OG SOLEN GÅR SIN GANG og mellem skriverierne, som normalt skete ved bordene udenfor, var han ofte oppe og slås med tjenerne. Om der var nogen årsag hertil vides ikke, blot dette: Den hårdtslående forfatter elskede en god boksekamp både med venner og fjender. Stedet var i øvrigt et af de hotte steder efter Første Verdenskrig. Alle de kendte forfattere og poeter har spist og drukket her, og de fleste har fået en mindeplade nedfældet i bordpladerne i den berømte bar. Ud over at spise her, indtager jeg altid en Richard på min første og sidste dag i byen. Maden er i øvrigt igen blevet god, efter nogle dårlige år lige efter at restauranten udvidede den smalle bar-restaurant med røg-lokalet ud mod gaden. ”L’Intimité est perdu! [Intiminteten er forsvundet] sukkede jeg til den kvindelige inspektør, da jeg bestyrtet og nærmest grædefærdig stod i det ødelagte lokale. Nu har jeg efterhånden vænnet mig … men det bliver aldrig det samme, selv om ’Ånden fra Hemingway’ stadig hviler over stedet. Det var i øvrigt et også sted, som den tidligere præsident François Mitterrand [1916-1996] ofte indtog sine måltider. Det var her han førte hemmelige samtaler med sin elskerinde via garderobens telefon i kælderen. Af samme årsag aflyttede Efterretningstjenesten telefonen indtil fandt ud af, hvem denne udvalgte kvinde var.

GRRR – PAS PÅ ROVDYRENE!

DER ER EN særdeles livlig biltrafik på den meget brede og ensrettede Boulevard St-Germain i 6. arrondissement. Så man bliver nødt til at benyttede de markerede overgange for at krydse gaden. Der er også rovdyr, men de er heldigvis spærret inde bag hærdet glas. Foto©JørgenKoefoed.

HVAD MÅ JEG HER?

DET ER IKKE hver dag, man støder på et nyt trafik-skilt. Det her ligner noget, man har set før. Er det ikke ’Al indkørsel forbudt’? Men det må da betyde noget andet. Kunne det være: ’Her i gaden bruger vi håndvægte!’? Men under alle omstændigheder kan man vel ikke få en bøde, hvis men kører ind i gaden! Foto©JørgenKoefoed.

UDSIGT EN MANGELVARE

DET FLESTE huse i Paris er seks etager høje, og ofte ligger de i smalle gader. Det giver ikke meget lys og luft til de nedre beliggende lejligheder. Men her i Rue de Seine i 6. arrondissement er der en beboer, som har trumfet sine ønsker om udsyn igennem – her må det være mindst et hul til Vor Herre. Foto©JørgenKoefoed.

DEN GODE GAMLE SEINEN

I FORNE TIDER var der fred, ro og masser af kærlighed langs kajerne ved Seinen. På et tidspunkt fandt den daværende præsident ud af, at man kunne bruge et stykke af kajerne til at få afviklet en del af trafikken ud af byen. Skurken hed Georges Pompidou – det var også ham, der lagde navn til det berømte Pompidou-Center, hvor facade-beklædningen blev droppet, så man kunne kigge direkte ind i bygningens udluftningssystem. Heldigvis opdagede man fadæsen, fjernede trafikken og fik kærligheden tilbage på hele Seinens kilometerlange kajer. Fotoet herover viser ikke den gamle trafikgade, men den klassiske Seine-idyl, som vel er selve symbolet på Paris som ’Kærlighedens By’. Foto©JørgenKoefoed.

VEJRTRÆKNINGSPROBLEMER

DET ER NOK IKKE lige de to damers sko, der får én mand eller ti til at standse op foran dette skohandler-vindue på Boulevard St-Germain. Jo, ja, disse RESPIRA-sko er måske flotte, men mon ikke det er noget helt andet, der får øjnene på stilke og giver visse mænd respirationsproblemer. Desværre – eller heldigvis – er mænd stadig mænd på trods af den fremadstormende woke-kultur. Foto©JørgenKoefoed.