PARIS NU [134] – DEN MEGA-KYSSEDE TÅ – LITTERATUR KRÆVER GODE KRÆFTER – BLØD KUNST … OG MEGET MERE
DEN KYSSEDE TÅ
DET ER FLOT at besøge Paris’ ældste kirke. Den ligger midt på Boulevard St. Germain i 6. arrondissement og hedder Eglise Saint Germain-des-Pres. Den blev bygget i 1641 og er netop åbnet efter en totalrenovering. Hold op, hvor er den blevet flot. Inde i det store kirkerum sidder apostlen Sankt Peter. Han sidder med sine to nøgler, som er en henvisning til det Jesus sagde til ham: ”Du er Peter og på den klippe vil jeg bygge min kirke … jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på Jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på Jorden, skal være løst i himlene”. Peter eller Petrus er en af de helt store apostle. Det er nok derfor, at hans venstre storetå er blevet kysset så meget, at den skinner som det rene guld. Foto©JørgenKoefoed.
HVEM VIL DU VÆRE
PUDSIGT NOK er der en del forretninger rundt om i byen, som udelukkende sælger karnevals-ting året rundt. Her i denne butik på Boulevard du Montparnasse kan du også skifte personlighed, hvis du fx hellere være Trump eller Macron eller … Frit valg på alle hylder. Foto©JørgenKoefoed.
MUSIK SKAL DER TIL
DET KAN være meget godt med et lille klaver hjemme i stuen. Men helt ærlig, hvorfor ikke være stor i slaget, og indkøbe dette Steinway-flygel. Det koster kun 795.000 danske kroner i forretningen på Boulevard St. Germain. Oveni kommer så selvfølgelig transporten. Dyrt? Ja! … men det største problem er måske hjemmets størrelse. De fleste franskmænd bor i lejligheder på under 50 m2, så her er der måske kun plads til harmonika. Foto©JørgenKoefoed.
HER ER DER I HVERT FALD IKKE PLADS TIL ET FLYGEL
DET ER IKKE alle parisere, der har store udgifter til husleje. Der bor knap 11,3 millioner personer i Paris og omegn, og heraf er cirka 100.000 hjemløse. Derfor undgår du ikke at støde på sovende, hvis du går gennem byen efter mørkes frembrud. De slår sig ofte ned på varmeriste – eller tæt på en hæveautomat. Det kunne jo være, at der dukkede en glad giver op. Foto©JørgenKoefoed.
TUNG LITTERATUR
ASSOULINE er et forlag med egne forretninger. De findes rundt om Verden, og altså også i Frankrig. De producerer bøger om luxus-ting, om design, om fotokunst, om arkitektur, om mode og om rejser. Det hele under mottoet ’Kunsten at Leve’. Her i Rue Bonaparte satser man på det hele – men kun i meget store formater. Det er de såkaldte Coffee Table Books. Nogen så store, at de er bygget ind i en transportkasse. De er meget mere end blot bøger. Som en boghandler definerer dem: ”En overdimensioneret bog, der primært er designet til at inspirere til samtaler eller afværge kedsomhed”. Og her kan tilføjes: “Ligge på dit sofabord, og signalere overskud og indsigt”!” Her er det ikke nok med læselyst – der skal også armkræfter til. Fotos©JørgenKoefoed.
BLØDE KLASSIKERE
HVIS DU IKKE har råd til en ægte Picasso, kan du måske nøjes med en af hans kendte værker i en blød udgave. Det er familie-firmaet JULES PANSU, der står bag kunst-puderne. De dygtige vævere sidder i Hallvin i Flandern, og har lavet disse puder gennem seks generationer. Er du ikke så glad for Picasso kan du fx også vælge mellem motiover af Claude Monet, Leif Sylvester, Kardinsky, van Gogh og Carl-Henning Pedersen med flere. Herhjemme forhandles puderne gennem Club Jacobsen Møbler. Foto©JørgenKoefoed.
VÆGTIGT UDSAGN OG ET RELEVANT SPØRGSMÅL