PEERS LIV BLEV BLOTLAGT PÅ BLOGGEN I 61 KAPITLER

Peer Søndergaard præsenterede sin biografi, da offentliggørelsen startede på Bloggen januar 2016. Foto©JørgenKoefoed.
PEER SØNDERGAARD skrev i 2007 om sit liv – især til glæde for sine fem børn, seks børnebørn og et oldebarn. Erindringerne er samlet i et 70 siders stort A4-hæfte og har været gengivet her på Bloggen gennem 61 afsnit. Det første blev bragt 30. januar 2016 og sidste 28. oktober 2019.
Så lidt af en mundfuld!
BLOGGEN: Peer, har du fået mange henvendelser undervejs?
PEER: Nej, faktisk ikke. Da jeg var indlagt på Bornholm Hospital var der sygeplejerske, der genkendte mig. Hun fortalte, at hun fulgte med i mit liv på Bloggen. Desuden fra en mand, der også er opvokset i Sydhavnen.
BLOGGEN: Jeg ved også, at Peter Juul fra Destinationen har læst med. Han kender lidt til dig i forvejen. Men mon ikke du har haft dine læsere hen over årene?!
FRA SYDHAVNEN, VERDENSHAVENE TIL BORNHOLM
Peer Søndergaard fortæller levende om sin opvækst i en stor boligkarré i Sydhavnen i København og videre som marinesoldat og senere sejlende rundt i verden som udlært smed og maskinmester.
Det der ændrede Peers liv med ét, fortæller han om i kapitel 29:
”Vi kom fra Africa og skulle af med lasten i Hamborg. Et sted i Afrika havde jeg købt en taske i krokodilleskind til en af pigerne på vores stamværtshus: Irish Bar. Da jeg kom, viste det sig at Wilma, som hun hed, ikke var der. Hun var blevet gift, men af en eller anden grund, kom hun næste dag. Hendes mand var med. Jeg spurgte ham, om hun måtte tage med ud på skibet, fordi jeg havde en gave til hende. Det måtte hun godt. Da vi kom ombord og ind på mit kammer, gav jeg hende tasken, som hun blev meget glad for.
Hun var en meget eksotisk kvinde, som jeg havde haft mange gode stunder sammen med, og selvfølgelig endte det med, at jeg elskede med hende, hvilket gjorde situationen meget spændt. Hun græd, da jeg sagde farvel til hende.
Efter denne hændelse fik jeg moralske opstød. Jeg forstod, at jeg var gået ind i noget, som jeg ikke havde ret til. Efter at have tænkt over tingene, kom jeg til det resultat, at jeg ville bede Gud om tilgivelse for min synd. Så skete der noget. Mens jeg bad, blev hele kammeret iskoldt. Jeg har aldrig været så bange i mit liv. Jeg troede døden var nær. Inde i mig selv råbte jeg: Åh, nej, gode Gud, slå mig ikke ihjel, men lad mig gøre noget godt. Lad mig hjælpe Kristina ud af det liv, hun lever. Kristina var en af de piger, som jeg har omtalt før. Så forsvandt kulden, og hele mit legeme fyldtes med en behagelig, lykkelig varme.
I sandhed en spirituel oplevelse, som satte sig dybe spor i min bevidsthed. I dag ved jeg godt, hvad det var. Men det er en anden historie.”
VEJEN TIL JEHOVA
Peer søgte herefter forskellige kirker for at finde en vej, som sagde ham noget. Hos Jehovas Vidner fandt han til ro.

Ja, der er lys i lampen, Lillemor. Forrest til højre har Peer lavet en lampe forestillende den berømte Elefantport ved det gamle bryggeri i Valby: ‘Laboremus Pro Patria’ – ‘Lad os arbejde for fædrelandet’. Carlsberg kvitterede med en kasse elefantbajere, da Peer sendte dem et foto af den storslåede lampe. Foto©JørgenKofoed.
Læs hele hans beretning, men hvis du får lyst til at snakke med Peer, så bor han i Storegade 68 i Rønne. Her vil du også kunne få én på opleveren, når han præsenterer sine flere hundrede lamper skabt af ham selv af genbrugsmaterialer. Ikke mindst ‘Eiffeltårnslampen’ og ‘Rundetårnslampen’ vil få dig til at spærre øjnene op.
Han kalder sit galleri JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper! Og mangler du en bizar eller extra-ordinær julegave kan de også erhverves til en fornuftig penge. Og mon han ikke også vil præsentere dig for sin nyindrettede ’Skipperstue’?!
TAK FOR ET LIV

Et dugfrisk foto af Peer Søndergaard. Fotograferet i hans hus i Søndergade i Rønne 19. november 2019. Foto©JørgenKoefoed.
Bloggen takker Peer for, at han har indviet Bloggens læsere i sit spændende liv. Og hvis det ikke var fordi, han tilhører Jehovas Vidner, ville Bloggen også ønske ham tillykke med de 86 år, som han runder i dag. Vidnerne fejrer jo ikke fødselsdage, forbi de regner med at Guds Rige snarligt vil overtage styringen af Jorden, tusindårsriget vil opstå og herefter evigheden, hvor ingen dør, men alle har evigt liv!
EN STENBRO DRENGS HISTORIE – ALLE KAPITLER 1 – 61.
29. oktober 2019
DE SIDSTE NYE LAMPE-CREATIONER

Man køber tolv glas nescafé, tømmer dem for kaffe og vupti, så han man en meget original og meget anderledes lysekrone, som er speciel god over spisebordet. Foto©JørgenKoefoed.

Man tager flasker med skuremiddel og uden videre opstår den såkaldte ‘Treenighedslampe’. Foto©JørgenKoefoed.