PRINS HENRIK LEVEREDE RÅBUKKEN

Søren Gericke er en af de kokke, som har været med til at sætte gang i det gastronomiske Danmark - som nu er kendt over det meste af verden. Her fotograferet på Christianshøjkroen på Bornholm. Foto©JørgenKoefoed.

Sådan ser Prinsebukken ud efter at Søren Gericke har haft den under kniven og i ovnen. Foto©JørgenKoefoed.

Gericke-desserten med rabarber, is og makroner fik kirkeklokkerne til at bimle. Foto©JørgenKoefoed.

FOR TO DAGE SIDEN var Prins Henrik med venner på besøg på Bornholm for at skyde råvildt. I går aftes var det så muligt, at sætte tænderne i en af de råbukke, som det kongelige selskab havde nedlagt på deres killer-turné Almindingen rundt. Det skete på Christianshøjkroen, hvor den nye restauratør Troels Madsen fra det sagnomspundne BABETTE i Vordingborg, netop havde åbnet op for de estimerede lokaler midt i skoven midt på klippeøen.

Aftenen blev lidt af en Tour de Force i udsøgt madlavning. Superkokken og snakkehovedet Søren Gericke var på gæstebesøg, hvor han sammen med en håndfuld ‘skovhjælpere’ (udviklingshæmmede) og andre hjælpere trakterede med en temmelig udsøgt fireretters menu med tilhørende vine:

Torsk & Asparges (ovnstegt torsk med urter og aspargessuppe): 5 røgede sild ud af 6

Bornholmerhane (Sørens Sommer Salat) 6 røgede sild ud af 6

Prinsebuk (Filet og kølle i egen bouillon med kål, hvidløg, løg og nye danske kartofler) 3 røgede sild ud af 6.

Rabarber (Rabarberkompot, parfait og makron) 6 røgede sild ud af 6.

Dertil meget velsmagende spanske og franske vine i pæne ophældninger og en god spand stempelkaffe. 495 kr. pr. næse!!! Det må vist kaldes et fund til prisen.

Der var ild i pejsen og de levende lys kom rigtig til deres ret, da mørket sænkede sig i de nyindrettede lokaler, som endnu ikke har fået installeret elektrisk lys. Råhygge og velsmag på alle planer.

Søren Gericke gik rundt blandt gæsterne og hyggesnakkede, trods de mange kilo han efterhånden har tillagt sig. Jeg er bange for, at han har smagt lidt for meget på sine mange gode desserter gennem årene.

EGO: Søren, hvad render du rundt og laver. Man hører ikke så meget til dig mere.

SØREN GERICKE: Jeg er faktisk blevet ansat i Københavns Kommune. Jeg er ved at få en kokkeskole op at stå, som skal indfange en del af de unge mennesker, der dropper ud af ungdomsuddannelserne pga for meget teori.

EGO: Hvor skal det foregå?

SØREN GERICKE: I den gamle Kødby i København. Men det går langsomt, når kommunen er indblandet. Man har indtrykket af, at de forskellige afdelinger bekriger hinanden i stedet for at samarbejde om at få projektet op at stå.

EGO: Sådan er det også på Bornholm. Men hvornår regner du med at kunne starte op?

SØREN GERICKE: I hvert fald til august … senest.

EGO: Jeg synes, du er blevet meget social på dine gamle dage (Søren er fra 47)?

SØREN GERICKE: Det har jeg nu altid været. Se nu de her ‘skovhjælpere’, som jeg har lavet maden sammen med. De kaldes udviklingshæmmede, men i virkeligheden er de bare mennesker, der tænker anderledes. Og med hensyn til alle de unge, der dropper ud. Alt for mange uddannelser har mistet det praktiske aspekt. Der er i starten alt for meget teori. Det er noget alle snakker om, men ingen gør noget ved det. Derfor vil jeg bruge min energi på dette forsøg … og håber at det kan samle op og have en smittende effekt. Det er jo ikke sådan, at alle unge skal være kokke. Slet ikke! Men de skal bare sættes i gang. Så kan de senere blive blikkenslagere – eller hvad de nu har lyst til.

Arrangmentet med lækker Søren-mad gentages i aften, men der er forlængst udsolgt – med gæster på venteliste.

Men Christianshøjkroen har åbent hver dag til frokost undtagen mandag. Torsdag, fredag og lørdag også om aftenen, fortæller den spritnye forpagter Troels Madsen.