Rifbjerg startede allerede i 1964 med at udgive telefonbogen. Det skete i hans 10. bog ’BOI-I-ING ’64!’, hvor han på side 17 gengiver numrene fra Agnes Jensen til og med A M Jensen – 83 numre ialt. Men mere blev det aldrig til. Foto: J. Koefoed

FOR ET PAR UGER SIDEN sad jeg og spiste hvide asparges, fritterede blæksprutter, råmanieret fisk og tang på Restaurant Big Bens førstesalsterrasse i Huanchaco i det nordlige Peru. Underlægningsmusikken kom fra de dønninger, som Stillehavet rullede op på stranden lige nedenfor.

Over for mig sad den kendte Slagelse-tandlæge Sven Samsson og nød maden og et køligt glas hvidvin. Vi faldt i snak, og da jeg forstod på hr. Samsson, at han både var belæst og ikke foragtede det københavnske restaurationsliv kom vi til at tale om Danmarks store digter Klaus Rifbjerg.

SAMSSON: En aften mødte jeg Rifbjerg på Restaurant Peder Oxe på Gråbrødre Torv i Latinerkvarteret i København. Han var vældig i stødet – og det var jeg måske også. I hvert fald spurgte jeg ham om, hvorfor han engang havde udtalt, at han godt kunne have tænkt sig at have skrevet telefonbogen.

EGO: Interessant spørgsmål! Hvad svarede han?

SAMSSON: Hans svar var enkelt. Han ville godt have været forfatter af telefonbogen på grund af bogens meget store oplag!