RIFBJERG OVERLEVEDE DE FØRSTE SEKS ÅR

Klummeskriver, lektor for Kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet, forfatteren Lars Handesten skrev nedenstående refleksion seks år efter Klaus Rifbjergs død, bragt i Kristeligt Dagblad 17. juli 2021.

Rifbjerg var en stor digter i sin tid. Men holder han stadigvæk? Det gør han, selvom om den verden han beskriver, er verden af i går.

H.C. ANDERSEN HAVDE alle digteres mareridt – at blive glemt af eftertiden. Han forestillede sig sine værker ende i papirmøllen, og at alt det han skrev, slet ingen varig værdi havde. Sådan gik det ikke lige de første små to hundrede år for ham, men ak, det er sådan det går de allerfleste digtere. Ude af øje, ude af sind. Læserne er troløse. Selv navne, der var store og respekterede i deres egen tid, er gået i glemmebogen hurtigt efter deres død. Aage Dons og Willy-August Linnemann var navne, man kendte engang, men de bliver næppe læst i dag. Og hvad nu med forfatter som Klaus Rifbjerg?

Rifbjerg fyldte godt i det litterære landskab i det meste af en menneskealder og har udgivet flere bøger, end jeg kan tælle. Han har været død i seks år nu – og hvad så med hans forfatterskab? Lever det videre? Er det værd at give videre til de næste generationer? Forlaget Gyldendal, som han udgav på, og som han var direktør for i en årrække, har gjort et forsøg på at få ham bragt videre og i hvert fald tilgængelig.

MERE RIFBJERG

Inden for det sidste halve år er der kommet tre bøger med hans skrifter. To antologier og en hel roman. Den ene antologi rummer eksempler på hans lyrik. Digteren Theis Ørntoft har foretaget udvalget, og det rummer adskillige eksempler på Rifbjergs metaforlyrik, når den er bedst, og på hans tæft for det almindelige liv. Han kunne bedrive metafor som få andre og kan det blive gådefuldt engang imellem, så er det også ofte inciterende. Uforglemmelig er hans digt SOLSORTEN.

Ørntoft har skrevet et kort og godt forord med både ris og ros til digteren, der bare blev ved og ved uanset om det var godt eller skidt.

Den anden antologi rummer noget af Rifbjergs prosa. Forfatteren Kim Leine har ‘kurateret’ samlingen og har ved hjælp af tekster fra forskellige bøger og tidspunkter i Rifbjergs forfatterskab iscenesat et helt livsforløb. Der er plukket fra romaner og dele af novellesamlinger, og det hele fremstår som én tekst uden overskrifter. Det er måske en meget sjov idé, men den duer ikke til at demonstrere bredden i Rifbjergs talent og kvaliteten i hans bedste prosa. Det er ikke på den måde, at Rifbjergs forfatterskab får en chance for at overleve.

RIFBJERGS USKYLD

Så går det betydelig bedre, når man får lov at læse hans ny-klassiker DEN KRONISKE USKYLD (1958). Selvom den på mange måder er bedaget, så har den dog en friskhed og tragikomik over sig, som stadig virker overbevisende. Digteren Pia Juul har skrevet forordet til romanen. Hun hæfter sig ved, at dét der engang var på højde med sin tid, nu helt og aldeles tilhører en forgangen verden. Det var dengang i 1940’erne, hvor man gik rundt os sagde ‘mægtigt’ om al ting og havde slips på, når man gik til bal. Man gik i første mellem og tog en sporvogn, når man skulle i skole. Der var pigeskoler og drengeskoler og af den grund også en gådefuldhed omkring kønnet, som ikke ligner den, der omgærder det i dag.

Rifbjerg beskriver skolegangen på den tid, da oldefar var barn. Og det er godt nok mange år siden. Men venskabet mellem Tore og Janus står endnu. Beskrivelsen af det venskab rummer al den forelskelse og kærlighed og kammeratskab og ulighed, som den slags kan have. Tore er det store forbillede og unikum for Janus, som sætter Tore – og hans kæreste Helle – op på en piedestal, hvor han forguder dem. Og den slags afguderi skal selvfølgelig gå galt. Hvis ikke man har læst romanen før, så vil jeg ikke fortælle, hvordan det går galt, men at det går galt, fornemmer man lige fra begyndelsen – den uskyldige ungdom kan ikke vare ved.

En slående forskel mellem Rifbjergs ungdom og ungdommen i dag er, at de dengang havde så rasende travlt med at blive voksne med de privilegier, det indebar. I dag er der ingen, der har travlt med at blive voksne, snarere tværtimod. Ungdommen er det forbillede, som Rifbjerg på mange måder gjorde den til. Og nu vil mange ikke ud af den og tage alt det på sig, som hører sig til at være voksen: fast arbejde, familie, børn, bolig – og cykelklemmer, som er det værste de kan forestille sig i DEN KRONISKE USKYLD.

DEN KRONISKE USKYLD er tilsyneladende en realistisk roman med et væld af tidstypiske detaljer, men den er også en stærkt symbolsk roman med eventyrtræk af den grumme slags. Helles mor – Fru Junkersen – er en skrækindjagende ond moderskikkelse. Hun er erotisk betagende, men ligesom Snehvides stedmor ikke kan tåle at se steddatterens skønhed og dertilhørende seksuelle tiltrækning, vil også hun gøre alt for at fjerne den unge rival.

DANSKE ANTI-HELTE

Jeg har selv læst romanen mange gange, første gang da jeg var ung, senere på universitetet, hvor jeg var til eksamen i den, og endelig har jeg selv undervist i den nogle gange. Da jeg nu læste den igen, slog det mig, at Janus, der fortæller historien, tilhører den store skare af danske anti-helte. Tore er i familie med Mikkel Thøgersen i Johannes V. Jensens KONGENS FALD og med Johannes Vig i Martin A. Hansens LØGNEREN. Det er ikke specielt rare bekendtskaber. De er drevet af en følelse af at være tilsidesat af skæbnen, og de reagerer aggressivt. Mikkel slår den livsglade Axel ihjel. Johannes Vig piner de kvinder, han aldrig for alvor vil have. Og Janus håner dem, der er under ham og lefler for dem, der er over. Alt det han ikke kan lide ved sig selv, projicerer han over på andre, som han derefter træder på.

Selvom disse hovedpersoner på mange måder er usympatiske, så rummer deres historier måske også noget universelt. I hvert fald er et gensyn med DEN KRONISKE USKYLD absolut værd at give sig i kast med. Nye generationer af læsere kan også stige på her, for der er endnu ingen grund til at kaste Rifbjergs roman i papirmøllen.

LITTERATURLISTE
Klaus Rifbjerg: PAUSERNE I SOLSORTENS SANG. Et lyrikudvalg. 176 suder, 199,95 kr. Gyldendal
Klaus Rifbjerg: RIF (jeg) RIF. Et prosudvalg. 288 sider. 249,95 kr. Gyldendal
Klaus Rifbjerg: DEN KRONISKE USKYLD. Gyldendal. 232 sider. 249,95 kr. Gyldendal.

TAK TIL Lars Handesten og redaktionschef Jeppe Duvå, Kristeligt Dagblad, for tilladelse til at bringe ovenstående.