Danmarks vældige digter Klaus Rifbjerg fyldte som bekendt 75 den 15. december. I den anledning udgav han selvfølgelig en bog – hvad ellers. En naturlig forklaring blev bog nr. 133 udgivet på Gyldendal. Samtidig udgav Politiken alle hans kronikker fra 1957 op til i dag. 129 stykker i alt under titlen Hvordan har vi det så i dag? En læser indvendte dog, at der i hvert fald manglede én. Han havde nemlig sakset alle skriverierne gennem årene. Hvis vi ser bort fra denne ene kronik, som vist handlede om en cykeltur til Jylland, er hver eneste prut Store-Klaus har slået, vel blevet sat på print. Næsten da.

Jeg sidder her med et brev fra Digterklausen, som han sendte til mig 20. april 1962 fra Frederiksberg-adressen Skt. Nikolajvej 13. Det var et svar på en bøn, jeg havde sendt til ham. I egenskab af redaktør af skolebladet The Black Pond på Sortedam Gymnasium, opfordrede jeg ham til at skrive en stil til bladet med titlen: Vådt Wienerbrød . Det var den samme opgave, som realklassen havde fået af den kreative dansklærer Palle Fischer, som selv senere blev forfatter til bl.a. Skal vi gifte os med miss Simpson , Ikke særlig mærkelig onsdag aften , Alle mine hornorkestre og Den store badedag , som i øvrigt blev filmatiseret med Erik Clausen i hovedrollen.

Her er Rifs svar, som garanteret aldrig har været offentliggjort – altså den skæreste rene jomfrublod:

Tak for den smarte opfordring. Jeg må sige nej, selv om emnet er mere end fristende og mere end omfattende. Hvad der findes af vådt wienerbrød i alle afskygninger af ordets betydning er svært at kapere. Men tiden, kære ven, er for mig et så uoverstigeligt og alligevel alt for hurtigt spist stykke wienerbrød, at jeg må sige nej. Det er jeg ked af. Mange venlige hilsner Klaus Rifbjerg.

Hvad de færreste ved, findes der ren faktisk en Klaus Rifbjerg Fanklub. Den blev dannet sommeren 1965 i Rørvig. Navnet er Club de Claus med mottoet: Derfindesdaogsånogetunderbæltestedet . Der er kun tre medlemmer. Den ene er undertegnede, de to andre er kunstneren, danseren og scenografen Bjarne von Holtermann Holterstein Solberg og filmdirektøren for Spectrum Film, fotografen Flemming Arnholm. Der er lukket for tilgang af flere medlemmer, men der er blevet optaget en del aspiranter, bl.a. kapelmester Niels Boel, storebror til sangerinden Hanne.

Det hele gik ud på at lave så mange skøre ting som muligt. Og  det gjorde vi så. Jeg skal forskåne dig for detaljer. Men det gjaldt også om at komme så tæt på den skønne digtermand som muligt. Således fik Arnholm sin kæreste og nuværende hustru Kirsten til at søge et job som sommer-barnepige, mens familien opholdt sig i svigerforældrenes sommerhus i Rørvig. Det lykkedes hende at blive ansat og Club de Claus så frem til en masse informationer fra det digteriske privatliv – men ak. Pludselig skulle tout la famille alligevel til Spanien, så hun blev givet videre til Rifs gode ven, litteraten Torben Brostrøm. Det var voldsom nedtur.

Meget senere kom Arnholm dog tæt på den store mand, da han i 1969 udgav en bog på forlaget Rhodos med egne fotografier fra USA og Rif-digte.

Arnholms hustru fik kælenavnet Gnyf. Opkaldt efter den lyd, som en kvinde afgav, da hun blev væltet omkuld i sin entré af en liderlig herre – alt sammen fortalt i en af Klaus romaner. Jeg husker desværre ikke hvilken.

Jeg er i færd med at samle alle Rifbjerg udgivelser, som jeg i øvrigt har testamenteret til Det Skandinaviske Bibliotek i Paris.

Jeg havde i øvrigt en mærkelig oplevelse i Paris i foråret 1999. Jeg var i gang med at tilrettelægge Politikens 2000-bog ‘Øjenvidner – det 20. århundrede som Politikens fotografer så det’. Redaktionen havde diskutere, hvem der skulle forfatte det indledende essay, uden at komme til et resultat. Da jeg går ned af Boulevard St. Michel i 6. arrondissement fokuserer jeg på en af de bogkasser, der står foran de mange boghandlere her. Jeg beslutter at gå hen til en bestemt kasse, lukke øjnene og trække en bog op, og se hvad det ville give af inspiration. Tro det lad være: Op trækker jeg en mindre bog med lysegrønt omslag. Titlen er Gud døde mig ‘L’Innocence Chronique’ –Rifbjergs første roman fra 1958 ‘Den kroniske uskyld’ . Her udsat for fransk 11 år efter den danske udgivelse.

Behøver jeg at sige, hvem der kom til at skrive forordet i Øjenvidner 2000? Så Rifbjergs ånd svæver altså også over rødvinssøerne i Paris, selv om det er Spanien hans hjerte banker for.