RØNNE-PRÆST GÅR I KRIG

Ulla Schou er klar til nadver efter prædiken. Det er Havsteen Mikkelsen, som havde atelier i Gudhjem, der har malet den nye altertavle. Foto©JørgenKoefoed.

EN AF BORNHOLMS allerbedste og mest nærværende præster er tilknyttet Sankt Nicolai Kirke i Rønne. Hun hedder Ulla Schou. Selv om hun er tæt på de 61 år, rejser hun alligevel senere på måneden ned til de danske soldater, som gør tjeneste i Afghanistan. Her skal hun IKKE – som overskriften måske kunne antyde – i krig … men varetage jobbet som feltpræst. Måske ikke så mærkeligt alligevel, da hun også er præst for soldaterne på Almegårds Kaserne i Rønne. Og som hun siger: ”Jeg er præst for de danske soldater. De er medlemmer af folkekirken, så de har ret til at få en præst med”.

Ulla kommer fra Lolland og har været præst på Agersø ved Skælskør samt i fire sogne mellem Sakskøbing og Maribo på Lolland, inen hun kom til Rønne i 2013.

FARVEL-GILDE

Under ‘rejse-gildet’ i Sognegården optrådte Ulla Schou som feltpræst i fuld ornat. Jens, som er en flittig kirke-gænger, var også med til at sige farvel til Rønnes populære præst Ulla Schou. Foto©JørgenKoefoed.

I går – søndag 13. januar – var der farvel-gudstjeneste i Sankt Nicolai med efterfølgende ’rejse-gilde’ i Sognegården på Søndergårds Allé i Rønne Syd. Der var, som til et rigtigt rejsekilde, ristede pølser fra Svaneke Slagteren og dåseøl fra Carlsberg. Lige som i kirken var der stuvende fuldt i Sognegården. Det blev ’stående soupé’ for de fleste.

Hendes chef – og kollega og ven – provst Johannes Gregers Jensen holdt tale. Han kaldte hende både dygtig og flittig – og sød. Og understregede at hun havde at komme retur i hel stand – senest om ni måneder: ”Hverken vi eller menigheden kan undvære dig her i Rønne. Så pas nu godt på dig selv. Det er jo ikke en camping-ferie, du skal på”.

FAKTA OM AFGHANISTAN
I stedet for at fortælle om det sted, Ulla nu skulle gøre tjeneste, uddelte hun i stedet en folder: ’Generelle oplysninger om Kabul (Afghanistan)’ forfattet af Hærens Efterretningsregiment. Folderen var meget morsomt stemplet som UKLASSIFICERET. Herunder et par afsnit:

AFGHANISTAN er det 41. største land i verden [652.864 km2] og grænser op mod seks lande: Turkmenistan, Uzbekistan, Tajikistan, Kina, Pakistan og Iran.

DER BOR omkring 35 milllioner i landet, heraf over 3,5 millioner i Kabul.

DEN MEST udbredte religion er islam (99%), hvoraf 84% er sunni-muslimer og 16% shia-muslimer.

AFGHANISTAN råder både over skoldende varm ørken og sneklædte bjerge.

AFGHANISTAN blev samlet som kongerige i 1747. Et statskup i 1973 blev starten på et sekulært, kommunistisk styre. Sovjet invaderede i 1979 for at støtte regeringen, men blev smidt ud af landet i 1989 takket være de lokale, religiøse frihedskæmpere, kaldet mujahediner.

TALIBAN opstod som en bevægelse af religiøse lærde, der ville etablere et islamisk emirat styret af sharia-lovgivning. De overtog magten i Kabul i 1996.

I 2001 ANGREB Al Qaeda, der havde base i Afghanistan, World Trade Center i New York. Det medførte at USA invaderede landet i 1996.

I 2014 OPSTOD Islamisk Stat Khorasan-provinsen [ISKP eller ISIS-K], der er en gren af IS i Irak/Syrien. De udfører en stor del af de angreb, som Kabul i dag er udsat for … primært målrettet store folkemængder ofte med mange civile dræbt.

AFGHANISTAN er dybt afhængig af international støtte. I 2018 modtog regeringen over 1 milliard US-dollars.

42% AF BEFOLKNINGEN er under 14 år gammel. Den forventede levealder er 49 år mod 81 i Danmark.

37% LEVER under fattigdomsgrænsen og 35% er arbejdsløse.

DER ER omkring 12.000 internationale soldater udstationeret. Danmark har netop øget sit bidrag med 155 soldater omkring Kabul.

SOLDATERNE SKAL ikke i kamp, men skal træne de afghanske styrker til selv at kunne varetage sikkerheden i landet.

DANMARK har haft soldater i Afghanistan siden 2002.

 

LAD DE SMÅ BØRN KOMME TIL MIG

Ulla Schous prædiker er jordnære og forstås af både vaskekonen som af biskoppen. Foto©JørgenKoefoed.

Ulla Schou har været så venlig at tillade, at Bloggen kan bringe hendes sidste prædiken, inden hun drager af sted med et hold fra Jydske Dragonregiment:

1. søndag efter helligtrekonger 13. januar 2019

Gud
Af din kærlighed ånder og lever vi,
Efter din retfærdighed længes vi,
På dit evige rige håber vi.

I DETTE HELLIGE EVANGELIUM skriver evangelisten Markus: De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”. Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. [Markusevangeliet 10,13-16].

Guds søn har os så kær, sang vi.

Jesus siger, at kun den, der modtager Guds rige som et lille barn, kommer ind i det.

Små børn kan ikke ret meget – vi andre kan noget, hvis vi selv skal sige det.

De små kan mest tage imod omsorg og kærlighed, de kan ikke klare sig selv.

Senere i livet bliver vi mere selvhjulpne, nogle øjeblikke tror vi næsten vi er verdensmestre, det plejer at gå over igen, hurtigt.

Vi er alle begyndt i det små. Vi duede kun til at tage imod, men det rakte alligevel til at få hele Guds rige på et sølvdåbsfad.

I begyndelsen foregik det sådan at vi blev godkendt af Gud.

Vi bestod.

Senere gik vi i livslang læring. Vi står stadig i lære. Når det gælder vores tro, håb og kærlighed er der altid plads til forbedring.

Men vi kan være trygge i lærepladsen, for vi er bestået.

Gud godtog os med det samme.

Alle andre kræver præstationer.

Vi skal bevise, at vi kan noget. Og der er karakterer, og er vi for dårlige, så dumper vi.

Engang dumpede jeg til køreprøven. Det var flovt!

Jeg dumpede også til en eksamen i tysk grammatik, fordi jeg ikke tog mig sammen til at læse på det.

Engang dumpede veninderne mig, fordi de hellere ville være dem selv.

Det der med at blive lukket ude, bliver man ked af.

Engang blev jeg dumpet af en fyr, som ikke var værd at samle på.

Det siger jeg især, fordi han ikke ville have mig.

Der går et lille skår af selvtilliden ved hver afvisning. Som om man ikke rigtigt duer til noget.

Vores nationaldigter H. C. Andersen var følsom, når det gjaldt afvisninger, så han fortalte meget om folk, som blev behandlet dårligt og kaldt uduelige. En af hans hovedpersoner er en vaskekone fra Odense. Hun drikker for meget og får at vide, hun ikke duer. Det værste er, at det bliver sagt, mens hendes søn hører det. Da vaskekonen er død, spørger sønnen en nær veninde til moderen: ”Er det sandt, at min mor ikke duede”?

Veninden fortæller da om en anden side af vaskekonen. Hun fortæller, hvor hjælpsom og kærlig hun har været. Og veninden siger: ”Hun duede, og Vorherre i himlen siger det med”. Hun duede.

Vorherre siger at vi duer – det ligger i ordene om at Guds rige tilhører de mindste. Set fra himlen er det godt at være lille. Set herfra, vil mange gerne være store.

Nyligt afdøde Kim Larsen sang: ”Dengang da jeg var lille, var verden vidunderlig” – eller måske huskede han den bare sådan.

Det ser ud til, at i dag vil børn hellere være voksne i en fart.

Vi har et bevis på det henne på torvet: Fætter BR har lukket sin legetøjsbutik i Rønnes midtpunkt. Godt nok ærgerligt.

De siger – i Fætter BR, at der er for lidt salg i legetøjet. Det gælder hele landet – det er derfor de lukker.

De siger, at børnene ikke leger så meget med legetøj mere. Godt nok ærgerligt.

I Dronningens nytårstale afslørede majestæten, at hun ved noget om børns vilkår. Hun ved så meget, at hun ville give børnene en direkte besked: ”Det vigtige er ikke, hvordan du ser ud, eller hvad du har opnået. Men hvem du er, og hvordan du er over for andre – dine venner og kammerater. Hvis man har så travlt med at opnå det bedste for sig selv hele tiden, kan man slet ikke se, hvordan andre har det”.

Fint sagt, for det er betænkeligt at børn skal plages af hårde krav til udseende og præstation, medens de vokser op.

Vi voksne ved jo godt, vi er under dom hver eneste dag. De andres dom: Ser vi godt nok ud. Er vi raske nok. Lever vi op til alle krav og alle forventninger? Svaret er nej. Derfor dukker vi os, og længes efter et liv som elskede børn – det liv som vore børn åbenbart hastigt lægger bag sig, ifølge Fætter BR.

I samme hast træder de ind i de voksnes rækker, ifølge hendes Majestæt Dronningen.

Guds søn var selv et barn.

”Guds søn har os så kær, han er børnevennen stor.” Sådan sang vi.

Men vi er holdt op med at være barnlige.

Det er helt utroligt, så voksne vi kan være, når de andre holder øje med os.

Når vi er alene, kan vi godt lege lidt i smug. Der er leg i den sport, vi går til, der er leg i vore hobbyaktiviteter – det er leg, når vi fordyber os fuldstændigt og glemmer os selv i processen. Fordyber os i at score et mål, at brodere et billede, lægge et puslespil, give sin mountainbike fuld gas i Nordskoven.

Nogle ser gudstjenesten som en leg – en alvorlig leg vi leger for Guds ansigt – vi synger – vi rejser os op og sætter os ned efter bestemt regler – nogle kan de regler, nogle kigger bare efter de andre, og gør som dem.

Det er fint. Det giver os et pusterum fra voksenlivet, og det giver Gud lejlighed til at glæde sig over sin børneflok.

Nu vi taler om gudstjenesten, som mange synes er svær at forstå, kan det måske hjælpe at kende Guds indstilling til det barnlige: Vi er velsete, skønt vi måske lige mangler lidt viden om det ene eller det andet. Som Guds børn er vi under opdragelse og i læring. Men eksamen for Gud har vi forlængst bestået.

Det foregik ved døbefonten, som selvfølgelig står foran os, for at minde os om den tidlige godkendelse. Intet kunne vi den gang – andet end lade os bære – alligevel tog Gud imod os med åbne arme. Lod os bestå eksamen med vand og gode ord, omfavnede os og sendte os ud til livslang læring i tro, håb og kærlighed.

Så altså: Dit kristne liv begynder med, at du består eksamen, derefter går du i lære.

Dåben er en genfødsel til livet som Guds barn. Du får del i en kærlighed, der går så langt som til korset og varer så længe som evigheden.

Den, som døbes, iklædes Jesus Kristus som en usynlig uniform af tilgivelse, en pels mod verdens kulde, en festdragt til Paradis.

Man bliver kun døbt én gang, men dåben duer dagligt. Den er som et fint, gammelt smykke, vi har arvet. Gammel kærlighed ruster ikke, og Guds kærlighed er gammel. Uanset hvordan vores liv bliver, står Guds dåbsløfte fast. I det kan vi hente styrke til at kæmpe mod det onde. I dåbsløftet ved vi, at vi er elsket, og vi bliver fri til at elske andre.

Dit liv for Gud er modsat din læretid. Den, der ender med bestået eller dumpet.

Når en soldat udsendes, skal soldaten kvalificeres gennem forskellige prøver. Dumpes prøven, udsendes soldaten ikke.

Derfor kan en soldat nedlægges af en læge, hvis dommen lyder på ’varigt uegnet’.

At være ’varigt uegnet’ er bare en pæn måde at være kasseret på.

Man er ude af forsvaret. Man er ikke med mere.

Mange dygtige folk, som passede deres arbejde godt, har mistet arbejdet, fordi der lige var en enkelt ting i vejen med helbredet.

En jægersoldat i første række bør være i god form, det siger sig selv, men længere nede i geledderne kunne der vel nok blive plads til en mindre sej type, hvis hu står til at tjene fædrelandet.

Det har man fået øjnene op for i forsvaret, så fra nytår er udtrykket:’Varigt uegnet’ fjernet.

Fra nu af er man enten ’egnet’, eller ’egnet med begrænsning’ eller ’egnet med begrænsninger til national tjeneste’.

Det tog sin tid for mig, at blive egnet til noget som helst – kan man nok regne ud – viljen ser Vorherre på – men forsvaret vil godt lige se nogle præstationer først. Det vil alle andre også – det er derfor voksenlivet er brolagt med afvisninger, fyresedler, skilsmisser og andet småt brændbart.

Men nu har vi hørt om en tjeneste vi er egnet til: Alle dage og indtil verdens ende, er vi egnet til tjeneste for Gud. Vi er egnede i Guds familie og Guds søn siger velkommen.

Velkommen til de svage, velkommen til de begrænset egnede, velkommen til dumpe-kandidaterne.

Vi er velsete. Vi bestod ved døbefonten, hvor Gud omfavnede os og sendte os ud til livslang læring i tro, håb og kærlighed.

Nu ved du to ting: Du ved at du er lærling, og du ved, at du duer.

Amen!