ROM – KÄNDISSERNES FORETRUKNE LEGEPLADS [2:3]

Verdens katolske navle: Peterskirken siden 18. november 1626. Foto©JørgenKoefoed.

FEM DAGE I DEN EVIGE STAD bør være en menneske-ret – og i hvert fald mindst fem gange i ens liv. Det er bare noget Din Blogger siger – men der er sikkert en del, der vil give mig ret … ikke mindst de mange kändisser fra nær og fjern, der besøger byen.

TREDIE DAG

ROM HAR VIST SIG fra sin allerbedste side. Der er høj sol, ikke mange skyer og alligevel holder termometret sig nede på 24-25 grader. Perfekt. Dagen i dag skal bruges i Trastevere. Den bydeldel, der ligger på den anden side af Tibern. Man går over broen Ponte Sisto, og så er man faktisk lige midt i det hele. Bydelen er blevet mere og mere populær. Måske fordi den er endnu mere pittoresk, men måske også fordi, at der bliver mindre og mindre plads i den gamle bydel. Turister fylder jo mere og mere.

Lige meget hvad indtog vi frokosten på Restaurant Sabatini. Den ligger på den meget smukke og enkle Piazza Santa Maria di Trastevere med den helt nyrenoverede Basilica med samme navn. Kirken var det første kristne bygningsværk i Rom. Den blev opført i det 3. århundrede af pave Callistus og er senere blevet renoveret af to kendte kunstnere. Først Bernini og senere af Fontana.

Jeg fik først lidt Antipasto efterfulgt af Coda di Bue alla Vaccinara [Oksehale i selleri og tomat placeret i en portion spaghetti]. En voldsom ret både smagsmæssigt og volumemæssigt. Kom ikke og sig, at de romerske restauranter er fedtede med portionerne. Derfor kunne man faktisk godt være to om én ret. Frokosten blev selvfølgelig afsluttet med Gelato Misto [Is].

Tre kändisser. Kan du genkende dem? Foto©JørgenKoefoed.

Kyliky ville den sige, hvis det ikke var fordi den var en flad høne på en stenvæg et sted i Trastevere. Foto©JørgenKoefoed.

Første gang jeg spiste her var i 1988. Mens jeg nød et glas kølig hvidvin, kom en ældre dame kørende på en gammeldags, sort damecykel. Hun var slank og iført et smart, gråt ensfarvet ’safarisæt’ med tilhørende hat og store solbriller. Hun stillede cyklen og satte sig ved et bord foran mig og begyndte at læse i en italiensk avis. Da jeg forlod Sabatini kunne jeg se, at damen var den danske tegner CHRISTEL – hende der blev berømt for sine langbenede blondiner og senere de berømte voksmannequiner, som blev udbredt til næste 70 lande. Men … det var ikke avisen hun læste. Inden i havde hun nemlig skjult Se&Hør. Christel blev gift med skuespilleren Johannes Marott. Efter et 30 år langt og ulykkeligt ægteskab fandt manden en anden model. Det gjorde, at Christel flyttede til en 3-etagers lejlighed i et gammel marmor-plazzo i Trastevere – uden at kunne et ord italiensk. I 1950’erne blev hun opereret for brystkræft og blev rask, men kræften vendte mange år efter tilbage – denne gang til hele kroppen. Hun døde i 1992 på Herlev Sygehus 72 år gammel.

STEDET HVOR MAN SPISER

Her er den legendariske LEO med sin strikhuse. Gad vide om han også sover med den på? Foto©JørgenKoefoed.

Creme Cramel’en er stort set forsvundet ud af både det franske og italienske køkken – men ikke hos Leo. Og så laver han den ovenikøbet selv! Himmelsk!

Hosteria di Belli var rammen om vores middag. Det er her man spiser, og det er her at Leo styrer med ild i røven. Han ejer det eftertragtede spisested, som altid er fuldt optaget – i hvert fald om aften. Kändisserne fylder bordene. Det er ikke alle, man kender, men de fleste ligner nogen, man burde kende. Forrige år kunne vi genkende den danske superkok Claus Meyer i ført blå shorts og blå hawaii-skjorte. Denne aften spottede vi jetsetteren og filmfotografen Martin Jørgensen. Ham der væltede Prins Joachim af pinden og flyttede sammen med hans hustru, prinsesse Alexandra.

Kan du finde Martin Jørgensen. Det er ham i den hvide skjorte aller bagest. I forgrunden Gudhjems Portrætmaler Lisa Høyrup, som blandt mange andre har malet de tre kongelige søstre med deres familier –  incl. Alexandra. Foto©JørgenKoefoed.

Senere måtte han flygte til familiens lejlighed i Firenze, da nyheden om, at han havde fået 5.500.000 kroner af sin kongelige sambo til investeringer, men som forsvandt på forunderlig vis ud i den blå luft. Lige pludselig blev han ’persona non grata’ i overklasse-miljøet i København. Men nu sad han og kurtiserede den kvindelige part af et ægtepar her på Leo. Da en af de sædvanlige rosensælgere kom forbi, købte Martin hele den store buket til fruen, mens den mandlige halvpart havde dybe rynker i panden og skummede af indestængt raseri. Ja, der er ofte store følelser på spil her i det kogende Rom.

Maden var upåklagelig, men måske ikke for den grønne Antipasto. Den var vel rigelig og lid rodet på den store tallerken. Ellers var Abbacchio’en [lam] og Gelato’en perfekto.

Aftenen sluttede med Aperol Spritz, og så var det hjem over ad Ponte Sisto og ned af den ’rige’ Via Giulia. Der bor nok ikke så mange velhavere her mere, men til gengæld passerer man på et tidspunkt en lang stribe af hurtigkørende, anonyme biler med et lille undseligt blåt blinklys på taget. Mellem bilerne står barske mænd med pistoler i livremmens højre side. Det er her anti-mafia-enheden holder til og er parate til udrykning døgnet rundt. Apropos udrykninger lyder disse nærmest konstant. Ambulancer og politibiler jager rundt i byen fra morgen til aften.

FJERDE DAG

VEJRET VAR ATTER GODT og det var tid til lidt kultur ­– denne gang af den moderne slags … det vil sige ikke noget med knækkede søjler!

Jeg ville ud at se det nye nationale museum for det 21. århundredes kunst: MAXXi. Det ligger i Via Guido Reni cirka halvanden times gang mod nord langs Tibern.

MAXXi med et kig ned til billetsalget. Foto©JørgenKoefoed.

MAXXi med grå beton og trapper peppet op med en rød jernstang. Foto©JørgenKoefoed. Foto©JørgenKoefoed.

Bygningen er selvfølgelig lidt af en beton-klods. Den engelsk-iraqiske arkitekt Zaha Hadid vandt arkitektkonkurrencen – udvalgt blandt 273 arkitekter fra hele verden. Ak, hvad man dog kan opføre nu om dage af kedsommelig byggeri, som alligevel kræver, at man skal afføre sig sine sko eller iføre sig blå plastic-futteraler udenpå.

Den aktuelle udstilling hedder AMBIENTE 1956-2010 – MILJØER AF KVINDELIGE KUNSTNERE. Det meste var noget med at gå gennem en slags placstic-telte. Jeg tror det skulle forestille en tur gennem kunstnernes vagina’er. Gaaab … har vi ikke set det før? I et rum måtte jeg ikke have futteralerne uden på skoene – kun futteralerne –  thi rummet var belagt med et højt lag af dun og småfjer. Måske skulle det vise, hvordan det er, når du er død og skal gå på skyerne – det kræver selvfølgelig at du komme i himlen og ikke i helvede.

Det var svært at finde rundt i de hellige haller. På 1. salen var der en elevator, der kun førte ned til stueetagen, hvor der ud over en stor café og en stor boghandel, befandt sig en større udstilling af af den berømte, finske arkitekt Alvar Alto’s arbejder. Det er ham med den ’bugtende’ glasvase og det hvide kunstmuseum i Aalborg med meget mere. Så Maxxi er faktisk også et museum for arkitektur.

HVOR ER UDGANGEN?

Der var også en udstilling af Alberto Garutti’s installationer. Det lykkedes mig aldrig at finde ud af, hvor den befandt sig. Kort sagt var det temmelig umuligt at finde rundt og ikke rigtig nogen information om de aktuelle udstillinger. Eller også var det bare mig, der var blevet forbandet af de højloftede beton-rum. Jeg måtte ud og tilbage til Trastevere, hvor endnu en frokost på Sabatini ventede. Busserne kørte de forkerte veje, og taxaerne var alle optaget. Til sidst var der dog én ledig, der efter et massivt trafikkaos fik kørt mig til Ponte Sisto.

ET GENSYN MED SABATINI

Vejret var stadig perfekt. 25 grader og tjenerne på Sabatini var stadig i hvide jakker med guldknapper. Jeg startede med en øl i et halv meter højt glas … så meget havde dagens kunst-oplevelse med tilhørende transport taget på mig. Herefter var det Fiore Zucchina, Lasagne, Patate Forno, Gelato Misto Frutta, Espresso, Prosecco i lange baner. Det var så godt, at det var nødvendigt, at gøre en eftermiddagslur inden aftensmaden kaldte på vores maver.

SIGNORE MEMMO OG HANS SMÅ SKÅLE

Sådan tager restauratør Memmo sig ud i vandfarve. Foto©JørgenKoefoed.

Det var en lun aften på Memmo, så sluserne var åbnet helt op. Foto©JørgenKoefoed.

DET VAR IKKE hel let at finde OSTERIA DE MEMMO. Den ligger i Via dei Soldati. En lille kroget gade, der ligger parallelt med den større Via G. Zanard. Stedet blev anbefalet af fotografen og romelskeren Søren Rud. Vi blev ikke skuffet. Lokalet er aflangt og fuldstændigt blottet for ’indretning’. Det er helt nede på jorden og de fleste gæster er romere – undtagen os. Stedet er kendt for sine mange små skåle, som kommer på bordet, når man bestiller Antipasto della Casa. Bagefter sprang damerne på Spaghetti alla Carbonara og herren på Ossobuco Funghi e Piselli. Bagefter en skål med halvflydende vanille- og chokolade-is. Aldrig har is smagt bedre. Vi var i den 7. himmel. Regningen lød på 123 € [930 danske kroner]. Ret så billigt, når en flaske rødvin og et par glas hvidvin og masser af vand og en café var med i prisen. Tak til Memmo, som viste sig en gang i mellem. Han ser ud til at spise en del af sin egen mad … det var rundbuestil!

På vej ud til Tibern, opdagede vi et hus, som rummede et lille museum for Napoleon. Her havde han åbenbart boet med sin familie på et tidspunkt. Der var gratis adgang. Det må vi besøge i morgen.

Hjem langs Tibern med udsigt til et oplyst Castel Sankt Angelo på den anden side af floden. Smukt så det ud denne lune forårsaften.

ROM – KÄNDISSERNES FORETRUKNE LEGEPLADS [1:3]
25. maj 2024