FEM DAGE I DEN EVIGE STAD bør være en menneske-ret – og i hvert fald mindst fem gange i ens liv. Det er bare noget Din Blogger siger – men der er sikkert en del, der vil give mig ret … ikke mindst de mange kändisser fra nær og fjern, der besøger byen.

FEMTE DAG: TÆT PÅ NAPOLEON

I DAG VAR DEN SIDSTE hele dag, vi havde tilbage i Rom. Den skulle selvfølgelig bruges på den hel rigtige måde. I går efter have spise på ’Osteria di Memmo’ passerede vi en mindre bygning tre etager høj. Det var MUSEO NAPOLEONICO. Adressen er Piazza di Ponte Umberto I. Der var nu ikke en rigtig plads, men alligevel nem at finde, da museet ligger lige dér, hvor broen af samme navn rammer den gamle bydel.

Ud over at museet er proppet med interessante genstande, er det meget bemærkelsesværdigt, at der for det første er gratis adgang og dernæst, at der overhovedet ingen gæster var.

Museet befinder sig i stueetagen og indeholder en hel extraordinær samling af kunst, smykker, tøj og møbler, som har tilhørt Napoleon I [1769-182] og hans familie, da de på et tidspunkt boede her.

Samlingen viser, hvordan tidens smag var. Blandt de mange malerier, vises ’Kejseren til Hest’ malet af Jacques-Louis David [1748-1825]. Han var nyklassicismens betydeligste maler i Frankrig, uddannet på kunstakademiet i Paris. I 1774 vandt han akademiets store Rom-pris og opholdt sig efterfølgende fem år i Italien, hvor han blandt andet malede det omtalte portræt af Napoleon. I øvrigt det eneste af hans værker, der er bevaret i Italien.

FØLG DEN TYKKE MAND

Efter sådan en kultur-basker bliver man sulten. Da vi slentrede ned ad Via dell’Orso, den samme gade hvor spiste i går hos Memmo, passerede vi en mindre restaurant. Den hed LAGANÀ, og når den tiltrak sig min opmærksomhed, var det fordi, flere prominente embedsmænd i pæne habitter sivede ind i det dunkle restaurationslokale. Det er altid et tydeligt tegn på, at her serveres god mad. Hvis du vil tjekke et spisesteds kvalitet, så kig på hvem der går ind. Den tykke mand er den bedste budbringer.

Vi fik plads ved et af de få borde udenfor. Først bare for at få et glas vin, men strømmen af middagsherrer gjorde os sultne. Lige pludselig sad vi med menukortet i hånden og bestilte både det ene og det andet.

Som en lille indgangsbøn, fik vi et stykke æggekage indbagt med spinat på tallerkenen. Hallo … kan det virkelig smage så godt? Bagefter stod den på kød og spaghetti og selvfølgelig is til slut. Ikke så ringe endda. Hermed anbefalet.

TAXI OG KONTANTER

Mens vi spiste ankom et tv-hold fra TG5 [TeleGiornale5]. De stod tilsyneladende og ventede på en person. Jeg håbede, det ville være en kendt italiensk skuespillerinde. Men, ak! Det var en herre. Da han var færdig med at blive interviewet, spurgte jeg ham, hvem han var. Han hed Mimo, og var blevet interviewet, fordi han var blevet en slags ny turistchef for Roma – specielt i forbindelse med taxi-situationen. Efter Coronaen har rigtig mange taxier lagt  bilnøglen på hylden. Således kan man ikke længere ringe efter en taxi. Det eneste man kan forudbestille er limousine-kørsel, der er noget dyrere end almindelig taxi. Det er dét, signor Mimo skal prøve at få rettet op på.

Det viste sig, at Mimo også ejede den restaurant, vi sad på. Da vi ville betale, kom han med en håndskrevet regning. Det er forbudt, da en regning altid skal været slået ind på computeren med en printet regning til følge. Da jeg betaler med kontanter, blev Mimo endnu gladere:”Vi italienere elsker kontanter!”

Således kunne vi forstå, at vores penge denne gang ville glide uden om fru Melonis skattekasse.

LEO IGEN-IGEN

Denne sidste aften havde vi selvfølgelig atter bestilt bord hos Leo på Hosteria der Belli. Vi fik anvist et bord lidt ude i periferien, men ville gerne havde vores ’stambord’ midt i det hele. Det nikkede Leo ja til.

Igen fik vi en splendid middag med grønne Asparagi, Bruschetta, Spaghetti Carbonra og Pighvar og Leo’ s egenproducerde Creme Caramel. Og vi måtte selvfølgelig slutte af med både café og Aperol Spritz. Og så var det om at komme hjem. Vi skulle være klar til den store hjemtur i morgen.

KUNST ALLEVEGNE
Du behøver faktisk ikke at opsøge museer, hvis du vil se kunst i Roma. Desværre er rigtig mange huse dekoreret med små kunstværker. Det er noget svineri, men også interessant at studere – det er nemlig ikke bare tags og krusseduller.

SJETTE DAGEN: FLYGEL-KONTROVERSER

VORES UDLEJER var så venlig at komme og sige farvel. Jeg spurgte om en taxa, som han forklarede ikke kunne bestilles, men det fik han så gjort alligevel. Det måtte være en af hans venner, for taxaen kom i løbet af tre minutter. Prisen blev 55 euro, selv om prisskiltet i taxaen proklamerer 50 euro. Ja, vi er i Italien!

Flyet afgik 14:35, så der var god tid til at indtage en platte på en af de mange små spisesteder i Leonardo da Vinci-Fiumcino Lufthavnen, som er bygget om og er blevet kæmpestor. Menneskemylderet var tilsvarende kolossalt. Måske fordi søster-lufthavnen Ciampino for tiden er lukket. Den skal nemlig også gøres større og moderniseres. Det der med fly-skam er et fremmedord i hele Verden. CO2-udslip, min bare – det må de andre gøre noget ved!

Mens vi sad i afgangshallen og ventede på gate-nummer, begyndte et par små børn, at klimre på det flygel, der stod til rådighed for en ventende flypassager – vel at mærke én, der kan håndtere tangenterne. Det kunne de to mindre børn ikke, så jeg gik hen og fortalte dem, at man kun måtte bruge flyglet, hvis man kunne spille. Børnene talte åbenbart kun engelsk, så de fik også beskeden på engelsk. I mellemtiden begyndte den yngste på omkring 5-6 år at græde. Strax kom mor og tog barnet op. Få øjeblikke efter kom farmand. Han begyndte at skælde mig ud. Jeg skulle ikke irettesætte hans børn. Jeg forklarede, at flyglet var beregnet til nogen, der kunne underholde de ventende passagerer. Farmands øjne lynede meget vredt: ”Jamen, det kunne jo være, at hans børn var ved at lære at spille!”

Jeg gik hen til min plads, men Farmand skulede ondt til mig, da han skulle hen og købe en is til hans lille miskendte musikgeni.

Underligt, at de mange mennesker, der sad tættere på de klimrende børn ikke bad dem om at stoppe larmen. Men de fleste mennesker er bange for at blande sig i hvad som helst.

LÆS OGSÅ DE TO FØRSTE ROM-BLOGS:

ROM – KÄNDISSERNES FORETRUKNE LEGEPLADS [1:3]
25. maj 2024

ROM – KÄNDISSERNES FORETRUKNE LEGEPLADS [2:3]
11. juni 2024