DER ER VEL NÆPPE noget medie i Danmark, som ikke har Herbert Pundiks død på forsiden i dag. Herbert var journalist og ikke mindst jøde. Det sidste er noget man bliver født som. Han døde i sit hjem i Tel Aviv i går aftes 92 år gammel,

Din Blogger arbejdede som layouter på Politikens redaktion, da Herbert Pundik blev ansat som chefredaktør i 1970. Forinden havde han siden 1965 arbejdet som rejsende journalist for samme avis med base i Tel Aviv. Hertil var han flyttet med sin familie allerede i 1954. Han ville være med til at opbygge staten Israel.

POLITIKEN GENREJST

Da han satte sig i Politikens berømte hjørneværelse var avisen trængt på både oplag og økonomi. Chefredaktøren før – Arne Ejbye-Ernst ­­– var kørt træt og hele avisen var blevet tappet for energi og optimisme. Men Pundik fik pumpet energien tilbage, da han tiltrådte som avisens nye chef.

Det blev i visse nekrologer fremhævet, at det var Pundiks idé, at opdele avisen i to læseværdige sektioner: Den første med nyheder og den anden med kultur og meninger. Men det var faktisk et team af medarbejdere med journalist John Njor i spidsen, der fremkom med ideen. En idé som Pundik i første omgang var meget imod og faktisk mente var illoyalt af medarbejderne at komme med. Senere fremlagde den gode chefredaktør ideen om de to sektioner som sin egen.

Hvem der fandt på, at indføre en hel spalte nyhedsnoter på forsiden og at flytte den populære tegneserie ‘Radiserne’ fra bagsiden til kultursiderne vides ikke. Men det var i hvert fald ideer, der var med til at drive optimismen frem – sammen med oplaget.

Herbert Pundik var chefredaktør på Politiken i 23 år. Han stoppede i 1993. I al den tid delte han sit liv mellem et fast værelse på Hotel Kong Frederik, som var nabo til Politiken og hos hustruen Sussi og børnene i Tel Aviv – opdelt med tyve dage i København og resten i Israel. Hver måned.

Pundik var ikke en af dem, der deltog i kantinelivet, når layoutere, journalister og redaktører med øl i glasset ventede på, at den færdigtrykte avis blev leveret. Han kom gerne op i kantinen og købte en kvart sødmælk, når avisen var ‘lagt i seng’. Mellem kl. 23 og 24 så han avisen igennem og kom med sine rettelser. Herefter gik han hjem til hotellet, hvor han hver aften skrev et brev til sin Sussi, inden han lagde sit runde hovede på Kong Frederiks bløde hovedpude.

Men han var god til at invitere folk udefra til frokoster og middage på bladets regning. I følge en pålidelig kilde sørgede Pundik for, at Politiken afholdte den stenrige forfatter Klaus Rifbjergs 50 års fødselsdag. Det skete på Hotel Kong Frederik med 50 indbudte. På dette tidspunkt havde Rif ikke noget med Politiken at gøre. Der var således i disse år ingen ’smalle steder i Bredgade’.

Mange ville gerne i kontakt med manden, der ikke alene var chef på et af landets største og mest indflydelsesrige landsdækkende avis, men efter sigende også havde god kontakt til MOSSAD – det israelske efterretningsvæsen.

EN ENKELT EPISODE

Pundik lagde ikke skjul på, at han var jøde – tværtimod. Det gjorde, at det var OK at drille ham på dette punkt. Derfor kan denne morsomme episode fra en aften i Politikens kantine fortælles:

“I kantinen var opstillet to telefoner – en sort og en hvid. Især til brug for, når en medarbejder var ønsket et andet sted i huset. Om aftenen blev en medarbejder ofte tilkaldt via en højttaler til ’ombryderiet’. Det var her typograferne var i gang med at sætte avisen op. Da Pundik på et tidspunkt var i kantinen for at købe sin sødmælk, ringede en vittig journalist til den dame, der passede telefonerne. Kort efter gjaldede det ud over den fyldte kantine: ”Pundik bedes straks komme til omskæreriet!”

IKKE NOK AT OVERLEVE

Herbert Pundik var en af den slags mennesker, der mente, at det ikke blot var nok at overleve, man skulle også deltage i livet. I 1907 flygtede hans fars familie til København fra Ukraine. I 1943 var Herbert Pundik med, da familien under Anden Verdenskrig igen måtte tage flugten til Sverige. Umiddelbart efter krigen blev Pundik soldat, da han gjorde tjeneste i den jødisk-arabiske krig i 1948.

Før han kom til Politiken, var han i ti år udenrigskorrespondent for Information og blev i 1967 tildelt Cavlingprisen. Siden har han fortalt, at han allerede her under sine reportagerejser i Afrika rapporterede til MOSSAD.

Hans ældste søn, Uri, omkom i 1973 under Yom Kippur-krigen. Hans anden søn, Ron, var med til at etablere kontakten, der førte til Oslo-aftalen mellem Israel og palæstinenserne. Han døde af kræft i 2014.

Pundik har skrevet erindringsbøgerne: DET ER IKKE NOK AT OVERLEVE og DU KAN HVIS DU TØR.

I 2012 udkom på Kristeligt Dagblads Forlag samtalebogen PUNDIK & KRASNIK OG RESTEN AF VERDEN. Her diskuterer de to højtprofilerede jøder verdens emner. Således gav Pundik udtryk for, at Danmark ikke burde blande sig i konflikter ude i den store verden. Modsat Krasnik, der netop mente, at det burde Danmark gøre endnu mere. Ren umiddelbart ville man mene, at der var byttet om på deres synspunkter. Men Pundik ville her i dette tilfælde blande sig udenom.

JØDERNE FLYGTER – IGEN

Apropos Pundiks død havde Kristeligt Dagblad i deres lørdagsudgave denne tophistorie på forsiden: ”Utryghed får jøder i tusindvis til at forlade Vesten: Antisemitiske angreb og voksende utryghed er blandt grundene til, at jøder i stor stil udvandrer fra Europa og USA. Antisemitismen er blev uudholdelig, fortæller britisk-jødisk advokat, som er blandt de tusindvis af jøder, de sidste år flyttede til Israel”.