SÅ MANGE HVIDE SKJORTER HAR TV2′S STEFFEN BRANDT

Solen kogte fra en skyfri himmel lige ned på Gudhjem Havn og på forsangeren i Danmarks Kedeligste Rockband TV2. Han var ikke iført sin faste uniform: Den hvide skjorte var skiftet ud med en sort. Jakken var smidt, men ellers var alt det andet sort. Selv gummiskoene (G Star Raw Denim) var sorte – dog med brede, hvide snørebånd. Ham Steffen Brandt er der sgu stil over såvel til lands, til vands og i luften.

Men hvad pokker skulle Steffen med band i ’Udhjem’ i det aller-yderste af Udkantsdanmark? Ja, de skulle til det endnu mere aller-yderste af Udkantsdanmark: Nemlig Ertholmene. I aften indlogerer de sig bl.a. i fængslet sammen med resterne af Doktor Dampe, spiser i det fri og drikker forhåbentlig ikke for meget. De skulle jo gerne være nogenlunde appelsinfri, når de åbner den traditionelle fotoudstilling af billeder fra sidste års Måne-koncert i Badehuset på Frederiksø, mandag 28. juni kl. 16.

Bandet har deres egen super-kok med: Niels Sørensen – ejer og køkkenchef på en af Danmarks smukkest beliggende restauranter: Studenterkilden ved Fortunen lige op til Dyrehaven og med udsigt til Klampenborg Galopbane. Tidligere har han huseret på bl.a. Kommandanten og Mikkelgård. Niels kom slæbende på en stor, hvid flamingokasse indeholdende et bjerg af frikadeller.

Ego: Nåh, Niels, har du stået og bagt frikadeller hele dagen?

Niels: Nej! Jeg har købt dem i Brugsen.

I morgen aften går det så løs med ’rock-mosæk’ og dansetrin i det legendariske  forsamlingshus Månen, hvor det ikke er tilladt at være iført træsko. Og, ja, når Steffen Brandt synger om ’de første kærester på Månen’ er det altså her, der synges om og ikke om den planet, der befinder sig sådan cirka 384.400 km fra Gudhjem.

Lige inden afgang hilste jeg på den kendte og højtelskede forsanger:

Ego: Hvorfor har du ikke hvid skjorte på?

Steffen: Det er fordi, jeg rejser in cognito!

Ego: Hvor mange hvide skjorter har du egentlig?

Steffen: Jeg har syv med.

Ego: Hvor mange har du så derhjemme?

Steffen: Tre!

Ego: Så har du altså ti hvide skjorter i alt. Det var ikke meget.

Steffen: Jeg arbejder stadig på at få fjernet det store skilt, der byder gæster velkommen, når de starter på nedkørslen til Gudhjem.

Ego: Det gør de også i Byforeningen, men der sker ikke rigtig noget!

Det er restauranten The Black Pearl, der via et 20 meter langt og 50 cm højt skilt hilser alle Gudhjem-gæster velkommen med den poetiske og gudsbenåede sætning:

’Stegt flæsk med persillesauce 79 kr.’

Et usædvanligt foto af Steffen Brandt: Til søs ombord på Elephanten kurs Christiansø iført sort og ikke hvid skjorte.

14:29 i Gudhjem Havn:: trosserne er kastet og TV2 med crew er med udstyr og frikadeller på vej til Årets Koncert på Månen på Frederiksø.

Klokken 14:29 lagde Christianøs egen marinekutter Elephanten fra land kurs Christiansø. Lasten var tonsvis af udstyr i sorte kasser på hjul, Tuborg-øl og store mængder af frikadeller samt crew’et og de fire kendte musikere: Steffen Brandt, Georg Olesen, Hans Erik Lerchenfeld og trommeslageren Sven Gaul. Sidstnævnte har jeg har en gave med til i morgen fra Politiken-tegneren Jørgen Saabye. Måske kan den komme med på fernisagen i Badehuset.

Jeg tager til Ertholmene i morgen. Jeg har fået tiltusket mig et par billetter til koncerten samt et loft i en stenhytte til at sove på. Og Lone –  lederen af Spar i Gudhjem – lover at det bliver op til 30 grader i morgen. Så gælder det om at huske badetrusserne!