SÅ BLEV JANTZENS HOTEL I GUDHJEM OGSÅ SOLGT

Det meste af Jantzens Hotel er nu blevet solgt. Sælger ejer stadig hjørnet ved Karamel-Kompagniet ligesom Restaurant Venezia fortsat ejes af Martin Berg. Foto©JørgenKoefoed.

FØRST MELSTED BADEHOTEL, så Hotel Klippen herefter Stammershalle Badehotel og lige nu og her kan byens lokale ejendomsmæglere Löwe Bruun Bornholm meddele, at de også har solgt byens sidste hotel i raket-fart. Hotellet blev udbudt til salg 4. februar, så det er gået stærkt – ligesom med de tre andre hoteller. Det firma kan noget!

Her kommer hele den meget lange pressemeddelelse fra mæglerfirmaet:

MED 150 ÅR som hotel i drift er Janztens Hotel Gudhjems ældste hotel og én vigtig del af Gudhjems historiske bybillede. Nu er hotellet solgt og vil med de nye ejere ved roret forsætte som hotel i tidligere ejers og tidligere generationers ånd.

Jantzens Hotel ligger i pittoreske Gudhjem på Bornholm, hvor den ikoniske ejendom daterer sig helt tilbage til 1872. Hotellet er både storslået og intimt med en farvestrålende historie, og hotellets nu tidligere ejer, Andy Schmidt, har igennem 25 år på fineste vis sikret sig, at hotellet har fået lov til at stå som et nutidigt vidnesbyrd om Gudhjems historie.

DET FINE HOTEL I BYEN

Det var her, at byens ’spidser’ holdt deres julefester og mærkedage, og hvor det ’finere’ borgerskab fra København holdt deres sommerferie. Beliggende anden række fra havnen og havet, men forsat med en storslået havudsigt, er man tæt på sommerens puls og alligevel trukket så meget tilbage, at hotellets charmerende gård og klippehave henfører en til en helt anden verden. Gårdhavens lodrette klippevæg og mange forskellige terrasseniveauer giver stedet en nærmest sydlandsk stemning, og med sin placering midt i byen, er hotellet utvivlsomt Bornholms smukkeste byhotel.

HVEM VILLE KØBE?

Det var derfor også med blandede følelser, at hotellets nuværende ejer satte Jantzens hotel til salg, da det ikke skulle være ’hvem-som-helst’, der fik lov til at overtage nøglerne til dette historiske hotel. Når man har at gøre med så smuk og kulturhistorisk vigtig en ejendom, som Jantzens Hotel, så har man også et fælles ansvar for byens borgere om at finde en ny ejer, der vil være tro mod hotellet, ejendommen og byens historie. Og det mener Andi Schmidt, at han har fundet i de nye ejere.

DE KØBTE!

De nye ejere består af en lille gruppe af ildsjæle, der allerede er engageret i Gudhjem og brænder for at tage del i den spændende udvikling, der er i gang her og på Bornholm.

”Vi har på ingen måde i sinde at ændre ved hotellets udtryk eller DNA. I den kommende sæson fortsætter hotellet mere eller mindre uforandret, og vi vil bruge den kommende tid til at planlægge renovering og opdatering af hotellet. Vi ønsker at holde fast i den intime og hyggelige stemning på stedet med stor respekt for hotellets og byens historie”, fortæller repræsentant for købergruppen, Lars Funding.

150 ÅRS JUBILÆUM

De seneste 150 år har Jantzens Hotel dannet rammen om utallige sommerminder og livsbegivenheder, og netop dette jubilæum vil være en af de begivenheder, som hotellets nye ejere vil markere med en fejring.

Hvad der yderligere kommer til at foregå på hotellet, vil de nye ejere ikke løfte sløret for, men de understreger, at de har købt hotellet grundet deres respekt og kærlighed til Gudhjem og Bornholm.

”Vi ønsker på alle måder at bevare, videreføre og udvikle Jantzens Hotel, som det ikoniske byhotel det allerede er i dag. Med afsæt i hotellets udseende ønsker vi at arbejde videre på et lokalforankret byhotel med udgangspunkt i stedets naturlige omgivelser, historie og nærmiljø og helt igennem fortræffelige udsigt”.

Så er Gudhjem vist udsolgt for hoteller!!!

HVEM ER LARS FUNDING?
Ifølge proff.dk besidder Lars Funding blandt andet direktørstillinger i disse firmaer: IOT Denmark A/S, IOT Solution A/S, YB network ApS, LFU Invest ApS, J&L Investment Aps, Hotel & Entertainment Investment A/S, H&EI Ejendomme ApS, Vinderstrategi A/S og LFU Invest ApS.