SÅ ER DER ATTER GANG I KIRKERNE OM SØNDAGEN

Så er der igen søndagsåbent i Gudhjem Kirke.Foto©JørgenKoefoed.

LIGE FØR JULEAFTEN udsendte biskopperne denne meddelelse til landets menighedsråd omkring gudstjenester i julen:

”Fra 4. januar vil der igen blive holdt gudstjenester i folkekirken. Sent Lillejuleaften anbefalede vi, at julens gudstjenester frem til og med 3. januar blev aflyst. Dette skete i erkendelse af, at nye skærpede retningslinjer gældende for julens gudstjenester var blevet annonceret så sent, at det ville være vanskeligt for kirkerne at gennemføre julegudstjenesterne.”

Det rettede de fleste menighedsråd sig efter – og det er dem, der bestemmer suverænt. Kirkerne i Hasle og Østermarie valgte dog alligevel ikke at lukke dørene hverken juleaften eller i resten af julen.

Men i søndags begyndte alle kirkerne på Bornholm at gennemføre søndagsgudstjenesterne – om end med begrænsninger.

Præstevikaren ved Gudhjem Kirke, Stig Lønborg Saxbjørn, fortæller til Bloggen, at gudstjenesterne fremover vil blive reduceret til blot 30 minutter, men vil indeholde de væsentligste indslag, som bøn, velsignelse og prædiken. Salmesang vil kun være forbeholdt kirkesangeren, som vil synge fra balkonen ved siden af organisten.

Derudover er der skåret yderligere ned på antal af pladser i kirken. I Gudhjem Kirke er der nu kun adgang for maximum 15 gæster, der stadig skal spritte hænder og bruge mundbind, så længe de ikke sidder ned.

Amen!

FAKTA
Gudstjenesten søndag 17. januar – 2. søndag efter Helligtrekonger:
Gudhjem Kirke 10:30 Frank Kærgaard.
Østerlars Kirke 9·00 Frank Kærgaard.