SÅ ER DET SLÅET FAST: POUL-ERIK ER GUDHJEMS BEDSTE
Turneringslederen Lasse Falkenberg rapporterer direkte fra petanque-banerne Gudhjem Downtown:

Poul-Erik Salomonsen viser hvordan, man bliver mester i Petanque: Let bøjede knæ, kasket til afskærmning af generende lys, let bøjet kugle-arm, den anden arm holder maven i ro, dyb indånding, koncentration – og så et blødt kast lige mod ‘Grisen’. Sådan! Foto©FlemmingNaalen.
GUDHJEM-OPEN VINDEREN fra juni – Poul-Erik Salomonsen – tog endnu en titel forrige lørdag, da han efter seks flotte sejre på stribe fortjent kunne hæve mesterskabs-pokalen.
Sejren betød samtidig, at pokalen kom ‘hjem’ igen til Gudhjem efter et års ophold i norske Kongsberg. I finalen var det netop mesteren fra i fjor – Thor Sundquist – som Poul-Erik besejrede med cifrene 13-9 efter et spændende opgør. Pudsigt nok de samme cifre, som da han vandt over Thor i åbningskampen i gruppe 2.
Så fra de norske tinder får pokalen nu en mere ydmyg plads på en reol på Egebakken, hvor den til gengæld får selskab af Gudhjem Open-pokalen, som Poul-Erik vandt i juni. Det er første gang en spiller har sat sig på to pokaler i samme sæson. Det vidner om klasse!
Med tre afbud blev deltager-antallet desværre reduceret til 9 spillere, men de gav til gengæld hinanden nogle spændende timer på en dejlig sommer-lørdag. Først opdelt i to puljer – alle mod alle – før de fire bedste mødtes i semifinalerne. Her vandt Thor Sundquist 13-8 over Bent Jensen, mens Poul-Erik Salomonsen besejrede Jens Frandsen med 13-10. I finalen vandt Poul-Erik over sidste års mester, Thor Sundquist, med 13-9. Jens Frandsen satte sig på 3. pladsen med en kneben 13-12-sejr over Bent Jensen.

Hele mesterskabsholdet fra venstre: Jens Frandsen, Bjarne Nielsen, Thomas Larsson, Thor Sundqvist, Flemming Naalen, Poul-Erik Salomonsen, Vilmer Mortensen, Bent Jensen og Lasse Falkenberg. Foto©FlemmingNaalen.
Ud over pokalen var der tre flasker prima rødvin til mesteren, mens ’sølv’ og ‘bronze’ fik henholdsvis to og en flaske– alle sponseret af Thomas/Provianten! Tak for det!
Der blev sat et velkomment punktum for en god dag, da den nykårede mester bød alle kombattanterne på en forfriskende kold omgang i Vandrehjemmets café!
MELSTED DOUBLE CHAMPIONSHIP
lørdag 16. september.