SÅ PRØVER GINTBERG ATTER I AFTEN AT GØRE GRIN MED GUDHJEM – HVIS ALTSÅ IKKE METTE F IGEN STIKKER EN KÆP I HJULET

Jan Gintberg på scenen i Scala Gudhjem, hvor han storsvedende ustandselig fik hele salen til at skraldgrine. Genoplev showet igen i aften på tv. Foto©JørgenKoefoed.

DET VAR sidste onsdag at stand-upper JAN GINTBERG skulle have været på fjernsynet, og fyret sit Gudhjem-sjow af. Men fordi vores håndfaste statsminister var nødt til at gøre, hvad de Radikale befalede blev hele fladen helliget valgflæsk.

Men NU prøver Gintberg igen i aften.

Den nye serie med den sjove mand går ud på at undersøge samtidskunsten i diverse provinsbyer i Danmark over seks onsdage. I den første tog han god gas på den kunstpropfyldte Lemvig. I nummer to er turen kommer til Gudhjem.

Gintberg var i juni måned lidt rundt i Gudhjem for at finde ’samtidskunstnere’. Det var svært. De fleste sagde nej, tak – de skulle ikke gøres til grin. Han var nødt til at søge til Allinge for at finde personer, der var ikke var bange for at blive hængt lidt ud. Det er trods alt sundt, at kunne grine af sig selv.

Nuvel.

Det hele sluttede af  med optagelser i en fyldt sal i Scala Gudhjem 9. juni. Resultatet kan ses i aften på DR1 klokken 20:30 – 21:00.