SÅ SKAL HOLKADALEN GYNGE IGEN

Det er her det skal foregår lørdag 7. september 2019. Foto©JørgenKoefoed.

Det der ikke bare Holkahesten, der huserer i Holkadalen. Dracula kommer der åbenbart også. Foto©JørgenKoefoed.

BLOGGEN: Maria, hvem har fundet på, at der atter skal være fest, som i meget gamle dage, i Holkadalen?

MARIA: Det var noget vi kom til at tale om under generalforsamlingen i Gudhjem Erhvervsforening. Vi synes, det kunne være festligt og opbyggeligt, at lave noget for byens borgere. Derfor indkalder vi til BYFEST LØRDAG 7. SEPTEMBER fra kl. 17:00.

BLOGGEN: Det lyder da genialt. Men det koster vel en bondegård at deltage?

MARIA: Nej, det er faktisk gratis. Men ønsker man at være med i fællesspisningen koster det 150 kroner.

BLOGGEN: Skal man melde sig til på forhånd?

MARIA: Ja, men kun hvis man vil være med på spiseholdet. Ellers kan man bare dumpe ind i danseteltet, når det passer én. Her vil der både være levende musik og svedig dj, dansegulv, kulørte lamper og en bar med meeeeget fornuftige priser.

BLOGGEN: Er det dig og Provianten, der leverer maden?

MARIA: Nej! Kokken Truberg leverer til både kødspisere, vegetarere og veganere. Blot skal gæsterne selv møde op med en kage til kaffen. Før de spises kåres BYFESTEN FLOTTESTE OG BEDSTE KAGE, som vil udløse en temmelig pæn vinder-præmie.

VIL DU HJÆLPE?
Arrangørerne har brug for hjælp. Som de skriver: “Hvis du tænker, jeg er frisk på en tjans, så meld dig hos Provianten eller Café Norresan til borddækning, afhentning af møbler på trailer, bar-vagt og andet forefaldent arbejde”.

Der er ingen påklædningskodex til Gudhjem Byfest, men det er tilladt, at iføre sig sin Setson. Foto©JørgenKoefoed.

MAD FRA TRUBERGs HÅND
med fuglefløjt fra oven, som den gode mand udtrykker sig:

PORCHETTA/svinekam/bryst fyldt med sensommerens krydderurter, sennep og citrus, snøret og stegt sprødt og saftigt. Med såååååå sprøøøøde svær jorden rundt, så det knaser.

MADSALATER til vegetarer og veganere – også til de politisk ukorrekte kødspisere – grove, rustikke og lige ud af landevejen samt dressinger med smag af solskin.

SENSOMMER-KARTOFLER – nyopgravede i det grønne.

FOCCACIA-BRØD svømmende i olivenolie, toppet med rosmarin og flage-salt.

KAFFE & KAGE. Sidstnævnte medbringes af gæsterne selv. Den flotteste og bedste modtager en pæn præmie.

Måske praktisk med en camouflage-kasket, når morgensolen titter over horisonten, og man ikke vil genkendes i baren. Foto©JørgenKoefoed.

FEST FAKTA
GUDHJEM BYFEST
Sted: Holkadalen
Dato: Lørdag 7. september 2019 fra kl. 17:00.
Spisning kl. 18:30
Madbilletter á 150 kr. [mennesker under 14 år: 100 kr.] kan købes i Provianten eller i Café Norresan – inden udgangen af august, hvis du vil være sikker på, at kunne spise med.
Kage til kaffen: Medbring selv en lille sød godbid. Præmie til den bedste.
Adgang til festpladsen: GRATIS.
Fest-slut: Når solen står op ved 06-tiden.

Måske ikke så tosset med en af de bredskyggede, hvis der pludselig skulle opstå skyer af ølskum under et besøg i baren. Foto©JørgenKoefoed.