SÅ SKAL TOLDBODEN PÅ HAVNEN I GUDHJEM ATTER BYGGES OM

Lige nu to lejligheder med havudsigt. Foto©JørgenKoefoed.

Bagsiden af Toldbolden som også indeholder to lejligheder. Foto©JørgenKoefoed.

Flot ser Toldboden ud set fra vest. Foto©JørgenKoefoed.

TOLDBODEN PÅ GUDHJEM HAVN er forlængst nedlagt som toldstation. Den blev i sin tid overtaget af fagforeningen Dansk Told- og Skatteforbund, som bruger ejendommen til ferieboliger for deres medlemmer.

Oprindelig lå der et fiskerhus på stedet. I 1848 blev det revet ned til fordel for et nyt et-etages hus – en toldbod – som samtidig var bolig for Toldforvalteren. Men da etaten steg i de sociale grader, var det jo al for småt. Der var jo hverken plads til rygeværelse, bibliotek eller pigeværelse, så i 1898 blev der lagt en etage oven på. Der blev så igen udvidet med trappehuset mod syd. Det skete i 1932. Og nu skal den udvides – eller rettere ombygges – igen.

Lige nu er der fire ferielejligheder. To med havudsigt i stuen og 1. sal og to uden udsigt ind til gården. Især den i stueetagen har været svær at udleje. Så i takt med at kravene til feriehuse er steget, har Skatteforbundet besluttet at ændre bygningens indre layout, så der nu bliver tre lejligheder, som hver kommer til at fylde en hel etage. I forbindelse med en renovering af taget for nogle år tilbage, kan der nu også indrettes en penthouse-lejlighed øverst. Den bliver forsynet med tre karnapper ud mod havnen.

Arbejdet er så småt gået i gang, men før der foreligger en endelig byggetilladelse, kan der ikke foretages udvendige omforandringer.

Så bliver Gudhjem atter en tak mere exclusiv.

Ukendt kunstner står bag dette maleri af Toldboden. Malet mellem 1898 og 1932. Foto©gudhjemarkiv.dk

————————

Forhv. tolder Mogens Lau
– tidligere udstillingsansvarlig på Gudhjem Museum
– har skrevet første bind om toldbygninger i Danmark:

TOLDBYGNINGER PÅ BORNHOLM
Told-og Skattehistorisk Selskab – 131 sider. Illustreret med sort/hvide- og farvefotografier.
Pris 168,00 kr. (138,00 kr. for medlemmer af Told-og Skattehistorisk Selskab).
Udkom julen 2016. Størrelse ca. 28 x 21 cm. Indbundet i hellærred. Kan købes i boghandlerne i Rønne og Nexø samt Den Lille Boghandel i Bornholms Lufthavn.

Bogen indeholder en gennemgang af sporene efter toldvæsenets tilstedeværelse på Bornholm i form af en gennemgang af de bygninger, der husede etaten fra middelalderen og frem til fusionen med skattevæsenet og omdannelsen til SKAT i 2005.

Forfatteren har været ansat i Toldvæsenet og senere Told/Skat i 43 år, heraf 35 år på Bornholm. Han er tillige exam.art. i kunsthistorie fra Aarhus Universitet i 1994 og har skrevet eller redigeret bøger om kunsthistoriske og/eller historiske emner.

Bogen er det første bind i en påtænkt række bøger om toldvæsenets bygningshistorie. Næste bind er planlagt til at udkomme i 2017 og omfatter toldbygninger på Fyn, Langeland og Ærø. Den er skrevet af forskellige forfattere.

På dette som på så mange andre områder skiller Bornholm sig ud fra det øvrige Danmark. Den gamle toldkammerbygning i Rønne fra 1897 er den eneste af de gamle toldbygninger her i landet, der fortsat huser den institution, den i sin tid blev opført til. Desuden er alle bygninger på øen, der blev opført som toldkamre, fortsat synlige i byerne, bortset fra den toldbygning i Nexø, der blev totalt udbombet i 1945.

Bogen indeholder først en kort gennemgang af toldbygningerne indtil 1841, hvor en strukturændring af toldvæsenet på Bornholm medførte, at Rønne ikke længere havde monopol på at huse toldvæsenet.

Derefter blev der oprettet toldkamre i Hasle, Allinge, Gudhjem, Svaneke og Nexø, og bogen indeholder en kort gennemgang af de enkelte bygningers historie. De fleste toldkammerbygninger er opført af lokale håndværksmestre uden brug af arkitekt, men i Rønne og Nexø har kongelige bygningsinspektører stået for bygningernes udformning.